x
Kurt Vile & The Violators: Lille Vega, København

Kurt Vile & The Violators, Lille Vega, København

Kurt Vile & The Violators: Lille Vega, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Der er mere end almindeligt varmt og godt fyldt op foran scenen i Lille Vega, da Kurt Vile går på scenen, eller det vil sige, da han kommer ind og begynder at rode lidt rundt med de forskellige instrumenter. Først efter nogle minutter sådan, indtager The Violators, Kurt Viles backing-band, scenen og den måske lidt sjovt valgte baggrundsmusik bliver tonet ned. En trio af langhårede mænd, Kurt Vile, Jesse Turbo og Adam Granduciel, stiller sig i kamp-position, håret ned foran ansigtet og kroppen bøjet nedover deres guitarer, og herfra indleder de et højt og voldsomt guitarangreb godt hjulpet på vej af Mike Zengs buldrende trommer.

Allerede fra aftenens første sang får vi leveret en lang guitarsolo, og dem kommer der en del af i løbet af aftenens koncert. Det er tydeligt for alle, at Vile er en mere end almindelig dygtig guitarist, men i løbet af aftenen kommer der desværre en del problemer med at få lov til at høre det. På et tidspunkt lyder det fra scenen, at bandet lige vil ordne det, så de føler sig lidt mere hjemme på scenen, og det må man sige, at de gør. Faktisk i en grad, så man til tider kan føle, at man er kommet med hele vejen hjem i øvelokalet, for koncerten afslører egentlig ret hurtigt en del problemer. Mike Zeng og hans trommespil stikker mest ud. På de stille numre, hvor Vile griber om den akustiske guitar, som der jo er en del af på det seneste udspil, ligger trommerne simpelthen alt for højt i lydbilledet, det sker ikke mindst på den ellers fine "Ghost Town". Zeng formår desuden at spille forkert en del gange, ligesom disciplinen "at holde tempo" ikke rigtigt er en, han dyrker.

Midt i koncerten rammer både Kurt Vile og bandet dog et momentum i form af et ret vellykket trekløver bestående af Springsteen-coveret "Downbound Train", "Overnite Religion" og ikke mindst "Freeway", som også sætter godt gang i publikum. Herefter skal der igen stemmes guitar, noget som der bliver brugt forholdsvis lang tid på i løbet af aftenen, hvilket kan virke lidt besynderligt i lyset af at Vile, når han griber den akustiske guitar, store dele af aftenen bliver totalt overdøvet af enten en af sine to sidekammerater, som tilsyneladende har en kamp om, hvem der kan spille højest, eller af trommerne, som bliver spillet uden nogen form for finesse. På den konto kan det også nævnes, at Vile lige tester mikrofonlyden en del gange, det betyder dog langt fra, at det er til at høre, hvad der bliver sunget på alle numrene. Koncerten kommer derfor til at fungere bedst på de sange, hvor vi får Vile alene med sin akustiske guitar, som f.eks. på "Peeping Tomboy".

Hittet "Freak Train" slutter efter en god time hovedsættet af, publikum jubler, men man kan hurtigt konstatere, at det er en ret kaotisk levering. Vile har nu bestemt sig for at begynde at skrige i stedet for at synge, og The Violators' samspil rammer vel nok her lavpunktet for en aften, hvor niveauet i forvejen ikke ligger synderligt højt.

"Runner Ups", hvor Vile igen er solo, lukker en ret rodet aften hæderligt af. Det burde være muligt at rocke igennem med en smule finesse, men det formåede Kurt Vile ikke rigtigt denne aften i Lille Vega, og til trods for fine momenter blev det alt i alt en noget skuffende aften.

 

Kurt Vile & The Violators spiller på VoxHall i Århus fredag den 13. maj

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA