x
A-ha: Ending On A High Note - The Final Concert

A-ha
Ending On A High Note - The Final Concert

A-ha: Ending On A High Note - The Final Concert

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 11.04.2011
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

I 2009 kom a-has niende og sidste studiealbum Foot Of The Mountain. En gedigen salgssucces. Så det norske band kunne med sidste års tour Ending On A High Note sætte et værdigt punktum for karrieren. Gennem tre årtier har de leveret hits, som, selvom du måske aldrig har haft Morten Harket-plakater hængende i teenageværelset, alligevel har med i bagagen.

The Sun Always Shines On TV fra debutalbummet Hunting High And Low åbner afskedskoncerten i Oslo, 4. december 2010. En klassiker i 80'er-synthpoppens afdeling og, som resten af a-has katalog, helt igennem stadionegnet. Det er de ældste numre, der rammer koncerten ind, og sange som Hunting High And Low, Manhattan Skyline, Forever Not Yours, The Living Daylights og selvfølgelig Take On Me bliver i den selvsikre fremførsel krystalklare vidnesbyrd om, at a-has popkuffert er proppet med gennemførte hitkompositioner.

Så selvom det ses på Morten, Magne og Pål, at 80'erne er længe siden, så bærer de deres historie med stolthed. Alt det, de hiver frem fra gemmerne, lever, og slidtagen på numre, som man ellers har hørt til hudløshed, er påfaldende minimal. De fleste af a-has album er repræsenteret på sætlisten – de sidste år af karrieren med titelnummeret fra 2009, Foot Of The Mountain, og deres sidste single fra 2010, Butterfly, Butterfly (The Last Hurrah). Det er fra ende til anden pompøst. Stadionpop af rang og et værdigt farvel til a-ha, som måske aldrig var blandt de store pionerer, men rejsende i en poptid, som de prægede og forfinede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA