x
Moby: Destroyed

Moby
Destroyed

Moby: Destroyed

GAFFA

Album / EMI
Udgivelse D. 17.05.2011
Anmeldt af
Jesper Buhl

Moby kannibaliserer sin egen stil fra Play på dette album, hvis titel burde være en tilstandsrapport over mandens karriere. Men jo flere dovent repetitive og kedelige beats, han har stablet op sammen med lidt elektronisk dutteri og nogle henslængte bluesfraseringer, jo mere populær er han blevet.

Ikke sært, at han genbruger stilen, eksempelvis på numre som Lie Down In Darkness, Lacrimae og Victoria Lucas, der dog også præges at yderst diskrete rave-attituder. Men det værste ved Destroyed er ikke manglen på udvikling, men derimod den udvikling, der trods alt har fundet sted.

Moby har nemlig rullet en følelsespornografisk strygersektion ud, og eksempelvis albumlukkeren When You Are Old er så svulstig, sødmefyldt sørgmodig og aldeles unødvendig, at nummeret fint kunne bruges som underlægningsmusik til en cut-scene i et middelmådigt first-person-shooter-spil, og ækel-ophobningen Stella Maris kombinerer oven i købet de overgjorte strygere med operasang. Det her er ganske enkelt overhovedet ikke fedt. Stop, Moby.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA