x
The Antlers: Music Hall of Williamsburg, New York

The Antlers, Music Hall of Williamsburg, New York

The Antlers: Music Hall of Williamsburg, New York

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

Den amerikanske trio The Antlers er i færd med en omfattende amerikansk turné i slipstrømmen på udgivelsen af deres fjerde album Burst Apart. GAFFA var til stede, da Brooklyn-trioen indtog hjemmebanen på Music Hall of Williamsburg, hvor gruppen leverende en bragende og intens koncert.

The Antlers slog for alvor igennem i 2009 med albummet Hospice, der af mange blev udråbt som et af 2009's bedste albums med sin tårevædede historie om en kvindes kamp mod sin sygdom set med en hospice-medarbejders øjne. Både her på GAFFA og andre steder blev albummet rost til skyerne, og det blev blandt andet kaldt for "et parallelunivers med sin egen logik, stemning og sanselighed" af GAFFAs anmelder.

Burst Apart er andet album i trio-form, og ikke som frontmand Peter Silbermans soloprojekt, som The Antlers i sin tid udsprang af. Gruppen følger her kombination af både shoegaze, triphop og indie, men med pop som hovedingrediens. Burst Apart er af bandet selv blevet beskrevet som en række noveller, hvor de betragtede Hospice som en roman. Men hvordan fungerer det så, når man tager enkelte kapitler ud af en roman og "læser dem op" i sammenhæng med noget helt andet?

 

Band på hjemmebane

Rammerne var ikke mindst i orden for trioen, der på turnéen er udvidet til en kvartet, da det var et udsolgt Music Hall of Williamsburg i Brooklyn, der var klar til at imod gruppen. Gruppen var i særdeleshed på hjemmebane, da gruppen indspillede Burst Apart i et nærliggende kvarter, og frontmand Peter Silberman ytrede også undervejs, at det var rart at spille koncert, "når man kan gå hjem bagefter".

Gruppen spillede primært nyt materiale, hvor de kom igennem ni ud af ti nye numre, mens kun et gammelt nummer havde fået plads i det ordinære sæt. Dog var der under ekstranumrene en overvægt af gammelt materiale, heriblandt de storslåede Kettering og Wake.

Åbningsnummeret fra Burst Apart, I Don't Want Love var igangsætter til koncerten, og den slog tonen meget godt an for, hvordan resten af koncerten kom til at se ud. Nemlig en aften i kontrasternes tegn, hvor især minimalisme over for overvældende wall of sound-indtryk og en følsom sitren i både vokal, guitar og synth overfor aggressioner udtrykt på trommer og netop føromtalte elementer kom til udtryk.

De fire mænds fremragende sammenspil var gennemgåede for hele koncerten, hvor gruppens største es flere gange trådte i karakter. Peter Silbermans vokal er nemlig særlig dragende, og med en kraft som kun få besidder – a la Jeff Buckley – men også med en fantastisk kontrol, hvor det ene øjeblik er kraftigt og nervepirrende, mens det næste er smukt, spinkelt og patosladet.

Efter I Don't Want Love spillede de yderligere fire numre fra seneste plade, før de greb tilbage i kataloget. Blandt andet den afdæmpede og falsetbaserede No Widows og den kontrastfulde, beatbaserede og smukke Parantheses.

 

Hospice i brudstykker

Bear var det første gensyn med Hospice, og igen var gruppen her gode til at kende sine virkemidler. Det yderst dybfølte nummer kom virkelig til sin ret med den skiftende dynamik og de tempofyldte modsætninger, der undervejs blev brugt som variation.

Gruppens sidste tre numre fra det oprindelige sæt var den udtryksfulde Every Night My Teeth Are Falling Out, hvor gruppen formåede at formidle opbygningen omkring mantraet Try it, Try it, Try it, Try it, Try it, Try it, Try it / Get You Jaw Off The Floor. Den voksede sig til store højder, især på grund af synth og keyboard-troldmanden Darby Cicci, der konstant udsmykkede lydbilledet med sine sitrende synths og vokal-effekter med rumklang i overflod.

Den vanvittigt smukke og afdæmpede Hounds, der fulgte efter med sit sporadiske beat, efterlod vokalen i sit velfortjente centrum. Putting the Dog to Sleep rundede sættet af, og hvilken afrunding. Ciccis dirrende og nærmest hviskende intro voksede til dream-pop af sin bedste slags, mens nærmest post-rockede elementer optrådte i den eskalerende afslutning.

 

Velkendte toner at gå hjem på

Gruppens hjemmebanefordel og intense spil resulterede naturligvis i ekstranumre, hvor toeren fra Hospice, Kettering, blev efterfulgt af den nye Corsicana. Især det første ekstranummer var særlig stærkt med en tysthed, kun afbrudt af kraftige modsætningsfyldte markeringer, der bevirkede den omfattende, men ikke overdrevne patos i nummeret. Herefter den enkle Corsicana, hvor Peter Silberman næsten alene fik salen til at forstumme med sin stærke forfinede falset. Two og Wake gjorde koncerten til ende, hvor der på førstnævnte var dømt fællessang, mens den nervefyldte Wake blev prikken over i'et.

Et af de store spørgsmål for undertegnede var blandt andet, om Hospice-numrene var delelige, da det netop var et enormt helstøbt album, hvor sangene havde et vist afhængighedsforhold til hinanden. Det viste sig som en løselig opgave i den nye mere powerpoppede stil, der går fint i et fint spænd med de mere intime og nervepirrende numre, der indeholder et så koncentreret og mættende følelsesregister, der kan gøre det svært at kapere i længere perioder.

Gruppen har virkemidlerne på plads, og sangene live distancerer sig i høj grad fra indspillede udgaver, hvilket bidrager til en yderligere cementering af The Antlers' plads som et af de mest seværdige bands inden for genren. Lad os håbe og bede til en koncert i Danmark i år, det vil ikke mindst være ønskværdigt for tilhængere af såvel Hospice som Burst Apart.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA