x
Fanfare Ciocarlia & Boban I Marko Markovic Orkestar: Balkan Brass Battle, Koncerthuset, DR byen

Fanfare Ciocarlia & Boban I Marko Markovic Orkestar, Balkan Brass Battle, Koncerthuset, DR byen

Fanfare Ciocarlia & Boban I Marko Markovic Orkestar: Balkan Brass Battle, Koncerthuset, DR byen

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der var blevet set hen til det såkaldte Balkan Brass Battle. Fanfare Ciocarlia fra en afkrog i den rumænske del af Moldavien har over de seneste år markeret sig, dels på de første plader og turnéer, siden deres tyske producer opfandt gruppen via en talentjagt i lokalområdet. Og dels som husorkester på den berømte Gypsy Queens & Kings, hvor de dels fik trykket deres egne stykker af, som godt nok er blæsere tilsat seriøs basbund fra de store tubaer og perkussion, men også akkompagnerede folk som Makedoniens store romasangerinde, Esma Redzepova.

Vi kender også de serbiske konger af hornmusik, nemlig Boban Markovic's gamle orkester, som over de seneste år har fået den unge søn Marko som daglig leder. De er et helt formidabelt orkester og har flere gange væltet scener her til lands, indenfor det sidste år både på Roskilde Festival og den fremsynede verdensmusikklub på Nørrebro, Global. Alt i alt var der udsigt til en duel, der ville noget, også selv om serberne efter undertegnedes begreber er klart de bedste.

Det er med hilsner til den årlige fest i lillebyen Guca i Serbien, hvor hornorkestre konkurrerer om den eftertragtede Gyldne Trompet og andre priser, at dette Brass Battle bliver til. Dog viste det sig også i går, at formen nærmest var en gimmick, som førte til mange afbrydelser, ligesom begge bands i høj grad forfaldt til klassikere, som omgående fik publikum op af stolene, så som i serbernes tilfælde et brudstykke af føromtalte Esmas slut-1950'er hit, Chaje Shukarije, og Mececina, som Goran Bregovic gjorde berømt.

Som koncerten skred frem var det en fornøjelse at høre den store forskellighed mellem orkestrene. Fanfare Ciocarlia er klart et orkester, som i lighed med andre romabands fra Rumænien har en direkte tråd til nabolandet Tyrkiets musik, og der ville komme okay triller på klarinetten, uden at vi dog nærmede os det niveau som virkeligt store mestre som Kandirali, Ivo Papasov og de andre store har. Alligevel ville det overvejende unge publikum danse ekstatisk, når de fik den pumpende eksplosion fra de store tubaer og bandet gik helt frem på scenen og solgte saxofonsoloer så dyrt som muligt. Her var vi i sandhed til fest langt ude på landet, rustikt uden at virke påtaget.

Alligevel kom der helt andre boller på suppen, når Marko, Boban og deres skarptslebne orkester for alvor tog fat. De er grænseløse med indfald fra alt fra Miles Davis til de gamle cocek-sange fra hjemegnen, som de bare spiller hen over med en hastighed og overskud, som ikke ses bedre. Marko flintrede rundt i skrigende pink skjorte og solgte virkelig sin vare. Han var i mine øjne aftenens klare stjerne.

Afslutningen blev den forventelige, hvor orkestrene ikke aøgte at udpege en vinder, men omfavnede hinanden i den store forbrødring, samt tog fat på et klimaks, som for alvor gjorde indtryk. Nemlig da de to orkestre blev til et, nemlig et brøl af horn, som for virkelig ville noget. Nu blev alle fortøjninger smidt, og i denne sidste del var det balkanmusik på meget, meget højt niveau.

Alt i alt en fed oplevelse, som vi gerne ser igen. Med lidt mindre pjank og fedteri over for publikum vil det for alvor blive sublimt.

Men til resultatet:

Boban I Marko Markovic Orkestar- Fanfare Ciocarlia: 6-4.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA