x
Suede: Playing "Dog Man Star", Brixton Academy, London

Suede, Playing "Dog Man Star", Brixton Academy, London

Suede: Playing "Dog Man Star", Brixton Academy, London

Anmeldt af Kristian Alsing | GAFFA

"Dog Man Star" var Suedes opgør med den såkaldte britpop, albummet var overvejende introvert og blev favoritten for tusindvis af dedikerede Suede-fans. Det var hurtigt tydeligt i aftenens koncert. Ligesom Suedes koncert aftenen før, hvor bandet spillede en blændende version af deres første album, så var Brixton Academy tæt pakket med forventningsfulde fans fra hele verdenen. Endnu engang med de foreste 25 rækker nærmest udelukkende bestående af piger.

I modsætning til torsdagens "Suede: Suede"-koncert skulle det hurtigt stå klart, at dagen skulle være mere emotionelt orienteret end at stå i festens tegn. "Dog Man Star" var den sidste plade med den talentfulde Bernard Butler på guitar, og 1994 blev et år med endeløse kontroverser omkring bandet. Anderson og Butler kunne ikke sammen og deres sidste ordveksling over telefonen var eftersigende Butler, der sagde "You're a F****** C***" til sin gamle bandkammerat.

Denne aften i Brixton Academy skulle Suede "version 2" så vise om de kunne præsentere mesterværket uden guitaristen.

Godt fra start...
I modsætning til torsdagens koncert var bandet varmt til at begynde med. Endnu engang blev koncertens start annonceret med Sex Pistols, og publikum exploderede til "Introducing the Band". Genkendelsen glæde blev lynhurtigt afløst af eufori blandt de hundredevis af fans. Ekstasen fortsatte gennem "We Are The Pigs", og da Brett Anderson gejlede publikum op på "Heroine" lå det i kortene, at dagens koncert ville overgå gårsdagens femstjerners brag. Selv om der var flere gengangere fra dagen før på de foreste rækker virkede publikum meget mere tændte end de samme fans havde gjort dagen før.

Med "Heroine"og "Daddy's Speeding" tog koncerten desværre et drop. "Dog Man Star" er som sagt et meget mere stille album end "Suede" er, og selv om de hardcore fans var tydeligt imponerede, så virker det som om at bandet havde lidt svært ved at opnå helt den samme intensitet på det følelsesmæssige materiale, som de præsterede på rocksangene aftenen før. Hvor Brett Anderson havde vist utrolig indlevelse i de mere energiske sange om torsdagen, så sad GAFFAs udsendte tilbage med en følelse af at han ikke helt på samme måde følte sine sjælere.

Indie mosh og heartbreak

Publikum oppe foran delte dog tydeligvis ikke denne journalists fornemmelse. Bandet ejede hver og en af dem. Ved hver sang hørte man skrig fra nye piger som genlevede deres første kærlighed og knuste hjerte, mens man ud af øjenkrogen kunne ane fans spontant bryde ud i små stimer af hopperi, der bedst kan beskrives som lokal "indie mosh". En pige, der nok ikke var meget mere end halvanden meter høj, syntes at være gået i et endeløst loop, hvor hun skiftevis fortalte manden med blokken ved sin side, hvor godt Brett Anderson synger, hoppede op og ned i en glædesrus, forsøgte at mase sig de sidste to meter helt op foran og sluttede af med at brokke sig over disse kæmpe stylte-kvinder, der resolut blokerede hendes fremmarch mod idolet. Anderson gjorde bestemt også sit til at fastholde kontakten med publikum i begyndelsen af koncerten, blandt andet ved at gå ned og synge ved forreste række af sine loyale fans.

Energien blev hævet lidt med karaoke-versionen af "New Generation" – 5000 mennesker skrålende med på:

"And like all the boys in all the cities 
I take the poison, take the pity
 / But she and I we soon discovered 
we'd take the pills to find each other"

En stærkt syngende Brett Anderson

Herefter stod den på mere tiltrængt guitarrock med "This Hollywood Life" hvorefter koncerten dalede til mere stille "højder" med "The 2 Of Us" og "Black or Blue".  Ligesom gårsdagens koncert viste bandets forsanger at han kun er blevet bedre og bedre som sanger. På "Black or Blue" vovede han sig ud i nogle ekstreme falsetter, som han nok skulle have holdt sig fra, men generelt ramte han plet igennem hele koncerten, mere end man - efter denne anmelders overbevisning - kan sige om optagelser af bandet i de tidlige 90'ere.

Den centrale del af koncerten, hvor "Dog Man Star" blev leveret, endte med flere ballader. Først med 10 minutter af "The Asphalt World" (sangen som den tidligere guitarist tilsyneladende insisterede skulle være 20 minutter) og derpå "Still Life".

Energiindsprøjtning til slut
Publikum labbede sjælerne i sig, men undertegnede sad tilbage med en følelse efter "Black or Blue" som om han havde siddet igennem et stykke musical-teater med Andrew Lloyd Webber. Det var lidt for stillestående. Derfor stod undertegnede og håbede på noget rock i ekstranumrende, ligesom det var tilfældet om torsdagen, men med en stille akustisk version af "The Living Dead" med Brett og kun Brett på scenen måtte undertegnede vente lidt på festen. 

"My Dark Star" og "Stay Together" fastholdt publikum, men i mindre grad denne anmelder. Det fjerde ekstranummer – "Killing of a Flashboy" – bragte energien tilbage og hev folket ud af deres melankoli, og indie moshen antog nye (næsten) farlige højder. Suede sluttede af med festen, og med intense introer på de sidste tre numre blev publikum vækket til efterfesten med "So Young", "Metal Mickey" og ikke mindst "Animal Nitrate". En god koncert, men lidt for stillestående til at fortjene de fem stjerner, som Suede erobrede om torsdagen. Publikum var mere tændte, men Brett var mindre, hvilket hans skjorte måske var en indikator af: torsdag knappede han seks knapper op, fredag nåede han "kun" fire.

Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af aftenens koncert med "Coming Up".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA