x
Suede: Playing "Coming Up", Brixton Academy, London

Suede, Playing "Coming Up", Brixton Academy, London

Suede: Playing "Coming Up", Brixton Academy, London

Anmeldt af Kristian Alsing | GAFFA

Efter tre koncerter i rap kendte publikum efterhånden rutinen. Klokken 21:15 laver man lydcheck, og lige efter 21:30 brager Sex Pistols ud af højttalerne, hvorefter bandet løber på scenen tæt fulgt af en bukkende Brett Anderson. Efter to stærke præstationer torsdag, hvor Suede spillede debutalbummet "Suede", og fredag, hvor de spillede toeren "Dog Man Star", var der, ingen der brokkede sig i Brixton Academy. Alle vidste, at megahittet "Trash" ville kickstarte festen, og genkendelsens glæde var til at tage og føle på med hele salen i koordinerede hop på stedet og selvfølgelig syngen med på hittet.

Rockstar
Brett Anderson har – ikke overraskende – vist sig at være det centrale punkt for showene, og derfor alles opmærksomhed. Alle tre dage har han vist sig fra den pæne side med bukser og en skjorte, men han virkede meget mere tændt om torsdagen end om fredagen. Fokus har været på musikken og showet og over de næsten fire timers koncerter de foregående dage havde han ikke ytret meget mere end fire ord ("Good evening" torsdag og "Thank you" fredag).

Den begrænsede tale har dog ikke været et problem, for manden synger blændende og synes helt naturligt at opfylde rollen som "rock star" foran de knap 5000 tilskuere og fans. Når Brett Anderson laver en lille fjollet dans foran de mange fans, virker det således ikke tosset, som det helt klart ville, hvis os andre dødelige forsøgte os med samme moves på et dansegulv. Hos Brett bliver selv det fjollede lynhurtigt accepteret som en del af hans stjernekvalitet. I dag var manden noget mere vokal og småsnakkede til publikum under de første numre.

Festpladen
"Coming Up" var Suedes tilbagevenden til kommerciel stjernestatus. Deres andet album "Dog Man Star" var et opgør med konceptet "britpop", og pladen blev godt modtaget og endda en favorit for masser af fans, hvilket fredagens koncert viste med al tydelighed. "Dog Man Star" nød dog begrænset kommerciel success, og den engelske musikpresse (ledt af NME og Melody Maker) var hårde ved bandet, så Brett Anderson besluttede sig for, at han ville hive bandet tilbage ind i mainstream. Han udtalte, at pladen skulle være en enkelt popplade, med 10 hits, hvilket tydeligt lykkedes med stor international og britisk success. Pladen solgte i 1,5 millioner eksemplarer og opnåede 5 (fem) top 10-singler.

Lørdagen i Brixton blev således kickstartet med Suedes bedst sælgende single nogensinde og fulgt af gode sange som "Filmstar" og "Lazy", og publikum skulle ikke overtales til at hoppe og synge med. Festen var til at tage og føle på.

"By the Sea" gav en stille stund til de sjælende piger i publikum, og en hel rand af unge japanske piger på forreste række græd som pisket, hvilket måske var det, der fik Brett Anderson til at slutte "She" af syngende på knæ. Manden synger blændende, men glemmer ikke, at han er mere end en sanger, han er også entertainer i lige mål.

"Beautiful Ones" blev et af aftenens højdepunkter, mens intensiteten dalede betydeligt på "Starcrazy", "Picnic by the Motorway"  og "The Chemistry Between Us". Koncerten "sluttede" som planmæssigt med en fin version af "Saturday Night".

Attack of the B-sides
Ligesom det var tilfældet de foregående aftener, så havde Suede valgt at spille udpluk fra deres rige bestand af b-sider. Med singlens frafald er idéen om ekstra (gratis) numre gået lidt i sig selv (selvom der vel ikke er noget i vejen for at bundle et lille ekstranummer med en betalt download). Suede var et band der i lige så høj grad udmærkede sig med stærke b-sider som med de egentlige plader. Lørdag i Brixton Academy stod den på "Europe is Our Playground" (B-siden fra Thrash), "This Time" (B-siden fra "Saturday Night"), "Young Men" (fra "Beautiful Ones") og sidst, men ikke mindst"Together" – der teknisk set var på A-siden med "New Generation".

Ligesom de foregående to dage sluttede koncerten med tre hits. I dag var det "So Young", "Metal Mickey" og afslutningen med et brag med "Animal Nitrate". Ligesom dagen før resulterede afslutningen i kæmpefest, og det klædte Brett Anderson, da han ændrede teksten til "Metal Mickey" til "She's FUCKING driving me mad".

Konceptet – en plade per aften  

Som tidligere beskrevet var "Dog Man Star" og "Coming Up" nærmest modsætninger, idet den førstnævnte plade var ekstremt følelsesfuld og introvert, mens "Coming Up" var "en popplade". Ideen med at spille en plade i sin helhed er blevet et populært koncept – om det er Therapy?, der spiller "Troublegum" eller Public Enemy, der kaster sig over "It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back", og i denne anmelders overbevisning holder det rigtig godt. Der er mange bands, hvor jeg ville betale gode penge for at se mit yndlingsalbum.

Desværre synes jeg konceptet har været en anelse tungt for Suede for de sidste to koncerter. Ikke fordi de ikke har leveret gode koncerter, for det har de helt bestemt, men snarere fordi "Dog Man Star" og "Coming Up" er så fundamentalt forskellige værker. Fredag blev det en anelse for tungt, og i dag blev det en anelse for let. Derudover blev det lidt som om, at overraskelsesmomentet og publikums spontanitet går fløjten, fordi en meget stor del af publikum nu hører "Animal Nitrate" eller "So Young" for tredje gang på lige så mange dage.

Af de to årsager matchede Suede igen ikke deres 5 stjerners show fra "Suede" i torsdags, men endnu engang en stærk præstation med 4 stjerner. Set over tre dage var det dog et stærkt og godt gensyn med et af 90'ernes helt store navne og en weekend, der viser, at pladeindustrien måske skulle forsøge sig med at pille ved de gamle formater lidt hyppigere. Sidste slag var Brett Anderson, der meget sympatisk vendte tilbage på scenen og fordoblede antallet af ord hen over weekenden med et ydmygt: "Thank you, it has been a wonderful 3 days". Suede er et band, som man kun kan velkomme tilbage i live-rotation.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA