x
The Savage Rose: Koncerthuset, DR Byen

The Savage Rose, Koncerthuset, DR Byen

The Savage Rose: Koncerthuset, DR Byen

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er altså ingen over Annisette. Ikke på disse breddegrader og heller ikke i umiddelbar nærhed. Sådan har det været siden hun første gang oplod sin røst med Dandy Swingers med versionen af Ike & Tina Turners River Deep, Mountain High. Det er over 40 år siden. Her til aften indfandt hun sig på Koncerthusets store, flotte scene, og niveauet er om muligt højere end nogensinde. For med The Savage Rose anno 2011 gav hun en koncert af de helt specielle, hvor spændingen sad sitrende i luften i hvert et dyrebart sekund, mens et overraskende udvalg af det enorme sangkatalog blev stillet til skue og sunget hjem under stadig mere øredøvende jubel. Det blev en triumf og var en mageløs koncert.

Bandet består af et hold af de travleste af den unge garde, og bassisten Anders "AC" Christensen er på arbejde med Sort Sol, så man havde foretaget et overraskende valg i form af Jakob Falgren, som normalt spiller med talentfulde Pinkunoizu, men som nu fik prøvet sit talent af med et repertoire, der for en stor dels vedkommende bærer Thomas Koppels forpligtende signatur. Men han tilførte samspillet en intuitiv blødhed, der klædte udtrykket, hvor d'herrer Holm og Kjeldsen bare udvider og tager udtrykket i besiddelse på trommer og guitar og Palle Hjorth stadig er et rent lykketræf på orgel, mellotron og de andre klaviaturinstrumenter.

Fra første færd spillede de en storm op, og på toppen kom Annisette ind som et vindstød og gav los i den fantastiske Voice Of Revolution, som er klasssisk Savage Rose sunget af en kunstner, som har levet revolutionen hele sit liv. Der var adskillige sange fra 1971-albummet Refugee, og symbolikken var klar med den borgerlige regerings og de kulørte mediers klapjagt på romaer og andre folkeslag i nød i disse år. Vi kom snart ind til benet af den politiske kamp, som ægteparret Koppel gjorde til deres med 2. sæts Palæstinas Sang, men som altid var parolerne bestemte, men alligevel runde som den kærlighed og ømhed, som synes at være Annisettes eneste budskab i de hyggelige snakke med sit publikum mellem numrene.

Fra Refugee fik vi den fine Ballad of Gale, og så var der ellers masser af store øjeblikke, såsom Wild Child, The Castle og den dybt swingende Black Angel, som sluttede et forrygende første sæt. Det var bare begyndelsen på en helt unik aften.

Vanen tro fik vi en bid af balletmusikken, som blev folkeeje, nemlig Dødens Triumf, hvor Palle Hjorth for alvor fik udviklet Byen Vågner til en improvisation, som inkluderede salens store - og til min umiddelbare overraskelse - elendige orgel, inden Annisette kom på og sang sin evergreen, Dear Little Mother, siddende på knæ forrest på scenen. Og så kom de store sange og udladninger med en stemme, der synes mere og mere nuanceret, fra hamrende klar gennem marv og ben og som den raspende saxofon, så man mindes en Ben Webster, mens de to korsangerinder ville oplade deres nærmest grædende soulstemmer med en udladning, som slap du dæmperen på en trompet. Vi kom hen til slutningen og de to numre fra Babylon, hvor netop Webster var med, nemlig den formidable gospel tour-de-force, The Messenger Speaks og til sidst hymnen What do you do now? Og spørgsmålet er relevant, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg gør når Annisette lukker op for så meget følt magi.

Et stormende bifald og vi fik et par korte afdelinger og blandt andre You'll Know In The Morning og til sidst en inderlig udgave af Your Daily Gift.

Danmarks store sangerinde har igen sat standarden.

Unik og med magien fra alle årene helt intakt. Det var en koncert uden lige.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA