x
RebekkaMaria og Hymns From Nineveh: Jazzhouse, København

RebekkaMaria og Hymns From Nineveh, Jazzhouse, København

RebekkaMaria og Hymns From Nineveh: Jazzhouse, København

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Det var godt tænkt til en søndag. Jazzhouse havde inviteret to kristne musikere (og en ditto opvarmer) til en stille akustisk intimaften. Det var lige så rart og roligt som det lyder.

Det var to musikere, der kendte hinanden godt. RebekkaMaria var tidligere frontkvinde i Lampshade, som aftenens andet navn gæstede som cellist. Jonas Petersen hedder han, men går under navnet Hymns from Nineveh. De har optrådt sammen ved flere lejligheder. Blandt andet på hans selvtitlede debutalbum fra februar, som anmelderkollegerne har skabt god buzz omkring, men også på en lille duo-turné, som denne aften afsluttede.

Vi fik femten numre. Af dem var syv fra Hymns from Nineveh, seks fra RebekkaMaria og to fra Lampshade. To af de førstnævnte var ikke tidligere udgivet, og det var ét af RebekkaMarias heller ikke. Et ekstranummer blev det dog også til. Tre dage inden denne koncert var duoen til Simon and Garfunkel-aften samme sted, og fra denne fik vi "April Come She Will". Stærkt leveret. Petersen klingede en klokkeren Garfunkel, og nummeret understregede vores duos talenter udi ren sang og vokalharmonier.

Salen var fint fyldt. Mest af yngre par og venindegrupper. Folk var glade og afslappede og befriende stille. Der blev stort set ikke sagt et ord undervejs. Fra scenen blev der sagt lidt mere. Mest "Har I det godt?". Fire gange. Lidt svært at svare på. Men jo, det havde vi.

RebekkaMaria er nok mest kendt som en indie-popprinsesse i et elektronisk univers. Og hun var derfor noget på udebane her. Skræller man alle lydlagene af den slags musik og lader den sungne tekst stå alene, er det ofte et noget tyndt skelet, der står tilbage. Det var til dels også tilfældet her. Melodier og tekster virkede, som om noget var taget fra dem.

Det gav så mulighed for at høre mere af stemmen, som i høj grad er et aktiv. RebekkaMaria har store tekniske evner og fuld kontrol. Lyst, rent og smukt var det. Til tider kælent og sensuelt. Og så med det skandinaviske twist, vi kender fra Björk, The Knifes Karin Dreijer og Blue Foundations Kirstine Stubbe Teglbjærg. Det giver ekstra krydderi, men kan også blive manieret. Og det gjorde det pletvist her. Når for mange ord får lange krogede krøller, det bliver lige nuttet nok, og der tilføjes store armfakter, kan det endda blive lettere ufrivilligt komisk. Men igen – mest smukt, og især i harmonier med Jonas Petersen.

Hans stemme er også karakteriseret ved at være ren, lys og smuk. Han besidder helt samme kontrol. Og når de to stemmer klinger sammen, er det lige så fint, som man skulle tro. Virkelig rart. Men han var mere på hjemmebane. Debutpladen er drømmende, længselsfuld og melankolsk folk-pop, hvor stemme og tekst er i forgrunden, og musikalsk staffage er nedtonet. Ikke så meget som her dog. Og det gjorde igen, at man kunne tænke sig noget mere.
For at der blev fjernet noget her, tilføjede ikke meget nyt. Derfor kunne man godt tænke sig, at han havde leget mere med stemmen. For der blev sunget meget i den samme leje, på samme måde. Mere register og noget mere ru havde givet tiltrængt variaton. Men Hymns from Ninevehs sange var dem, der passede dette format bedst, da de tekstmæssigt er tungere end RebekkaMarias, og i forvejen havde netop sang og tekst som fundament.

Den sang, der virkede bedst, var dog hendes "Soul to My Soul". Den blev leveret a cappella og var en opvisning i smuk sang og rent blær timingmæssigt. Alle øvrige numre havde spag instrumentering. Han plukkede fint på sin guitar og lavede nogle lange strøg på sin cello. Hun spillede klaver og havde fat i en omnichord. Til sidst i sættet kom der én og slog på en tromme. Idéen om minimalisme er fin. Men det ene udelukker ikke det andet.

Sangene byggede ikke det store op. Der blev ikke arbejdet meget med stemninger. Når man fik en sang serveret, var det altid med glæde og forventning, men inden den var slut, sad man flere gange med forventninger til næste sang. Har man valgt ikke at bruge mange instrumenter, kan man bruge dem, man har det mere. Lidt mere rundt på guitaren, nogle hårdere stød i cellostrengene og ti fingre eller en skala på pianoet havde understreget den længselsfulde melankoli, som denne aften lagde op til.

Kritikpunkterne er ment mere som håb om endnu mere end som beskrivelse af en dårlig aften. For det var virkelig en smuk søndag aften.

Opvarmning: David Åhlén ***

Som opvamning kom en mand på scenen og plukkede meget simpelt i sin guitar. Men så åbnede han munden, og så blev der imponerende stille i salen. Man ville kunne høre en knappenål falde – man ville kunne høre den slippe fingrene og kløve sig igennem luften. For Åhlen har en endda meget lys falset, der er ren, skrøbelig og smuk i en grad, så der bliver lyttet efter. Der blev sunget på engelsk og mest om Gud. Instrumenteringen, stemmen og Gude-temaet gjorde, at det virkede som smukt sungne salmer. Meget meget fint, men efter de seks numre var det hørt. Når noget er så lyst og fint og uden variation, bliver man mæt i en rasende fart.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA