x
4 Guys From The Future : Spot Festival, Ridehuset, Aarhus

4 Guys From The Future , Spot Festival, Ridehuset, Aarhus

4 Guys From The Future : Spot Festival, Ridehuset, Aarhus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

Københavner/berliner-bandet 4 Guys From The Future er en underlig størrelse. De kan bedst betegnes som et artrock-band, der med fokus på støj og forkærlighed for effekter spænder over genrer som støjrock med vink til Sonic Youth, postpunk og psykedelisk, 70'er-klingende progrock. De fire musikere – Bjarke Porsmose (sang, guitar, keyboard), Jarno Varsted (keyboard, guitar), Mads Brinch Nielsen (bas, sang) og Rasmus Valldorf (trommer, sang, programmering) – er i øvrigt erfarne herrer, der også spiller i grupper som Lily Electric, One Year From Home og Straight From The Harp.

I forhold til gruppens debutplade fra sidste år, "Under The New Morning Sun", der fik en flot tredjeplads på GAFFA-redaktionens årsliste, var der i koncerten skruet en del op for støjen, mens pladens store mængde af rumklang var intakt. Lydbilledet var domineret af guitarer, der vekslede fra at hvine og hyle til at ligge som et ulmende støjlag under gruppens sange.

Efter en start, hvor en intro, bestående af et voksende lydbillede af støj, gled over i nogle af de mere rockede numre fra pladen, fik vi gennem den fine "I'll Take You Away From The Country" også gruppens mere følsomme side at høre.

Herefter vekslede koncerten mellem instrumentale støjpassager og reele numre, og bandet fik roligt, men sikkert publikum trukket ind i deres psykedeliske univers.

Koncerten blev lukket på fornemmeste vis med først det udknaldede, otte minutter lange titelnummer "Under The New Morning Sun" og derefter "Love Will Again Dissapear", som hører til blandt de stærkeste og mest umiddelbart fængende numre på albummet.

Alt i alt en glimrende koncert fra et band, som jeg glæder mig rigtigt meget til at følge i fremtiden.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA