x
Helsinki Poetry : Spot Festival, Ridehuset, Aarhus

Helsinki Poetry , Spot Festival, Ridehuset, Aarhus

Helsinki Poetry : Spot Festival, Ridehuset, Aarhus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

Helsinki Poetry spiller fin, men ikke fantastisk drømmepop, der kigger frem mod fremtidige radiohits samtidig med, at den kigger tilbage mod bands som My Bloody Valentine og deres støjende og drømmende lydskaber.

Medlemmerne er ikke nye på den danske musikscene, idet nogle af dem tidligere har slået deres folder i bands som The Late Parade og epo-555.

Musikalsk er meget af vægten lagt på kordrevne hooks, som i mange tilfælde sidder fint i skabet. Drengene kan også deres kram og har potentiale, selvom de måske er en tand for stiliserede til min smag. Dermed mener jeg bare, at de i de fleste sange, som jeg hørte til koncerten, fik holdt de interessante, drømmende lydskaber i kort snor til fordel for en popformular, hvor omkvædet er i absolut centrum. Den formular mestrer de også ganske fint, selvom de ikke for alvor formår at skabe et distinkt udtryk og skille sig ud fra mængden af bands med lignende referencer.

Det var således et velspillende band, der stod badet i rødt lys på scenen og leverede god kvalitetspop. Sættet indeholdt op til flere højdepunkter, men de klare favoriter var dog uden tvivl "Manchester" fra gruppens udmærkede ep af sammen navn samt et nummer, som jeg ikke havde hørt i forvejen, med titlen "Reykjavik".

I disse fungerede blandingen af det drømmende, svævende, æteriske og det catchy upåklageligt. Selvom den øvrige koncert på mig virkede lidt tam og stillestående, må jeg anerkende professionalisen og det stilrene udtryk. Dermed er en karakter over middel på sin plads, og det skulle slet ikke undre mig, hvis bandet fik hvervet nogle nye fans på baggrund af koncerten.     

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA