x
Ryuichi Sakamoto og Alva Noto: DR Koncerthuset

Ryuichi Sakamoto og Alva Noto, DR Koncerthuset

Ryuichi Sakamoto og Alva Noto: DR Koncerthuset

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

For et par år siden gæstede tyske Alva Noto Københavns Marmorkirke i kreativt samarbejde med landsmanden Blixa Bargeld fra legendariske Einstürzende Neubauten (hvis enkelte skulle være i tvivl), et arrangement stablet på benene af ArtFreq. Og man må sige, at Noto kan det der med at håndplukke samarbejdspartnere og fornemme spillesteder, for denne aften, præsenteret af Stella Polaris, optrådte den tyske lydkunstner sammen med Ryuichi Sakamoto, fra bl.a. Yellow Magic Orchestra (hvis enkelte skulle være i tvivl), i DRs udstyrksstykke af et koncerthus. Der havde i et par uger været rygter i omløb om svigtende billetsalg, og der var da bestemt heller ikke udsolgt, men jeg synes faktisk at fremmødet var ganske flot, også set i det lys at Sakamotos største og vel eneste rigtige hit på disse kanter stammer helt tilbage fra begyndelsen af firserne, mens Alva Noto vist må betegnes som en musiker af den slags, der med temmelig stor sikkerhed aldrig får et regulært hit.

De to herrer har arbejdet sammen gennem en årrække nu, på flere udgivelser, og har netop udsendt nyt materiale, hvad man da også fik prøver på til koncerten. Musikalsk kan projektet måske bedst beskrives som et møde over en kop te på en regnvåd fortovscafé mellem Satie, Debussy, Eno og Oval, sine steder ulmende og dyster, i andre passager dunlet som new age til afspænding, men helt overordnet betraget stort set altid i det man nok må kalde noget nær afventende tempo. Rollerne var meget tydeligt fordelt til koncerten med Sakamoto ved det store flygel og Noto bag maskiner: tonegeneratorer, filtre og laptop. Bag de to musikere sås en lang, rektangulær LED-skærm, som var i brug fra koncertens begyndelse til dens afslutning.

Helt som ventet kredsede billederne om geometriske former og mønstre, synkroniseret til musikken og responderende på de toner og akkorder Sakamoto spillede på sine tangenter, og selvom det visuelle udtryk på mange måder levede fuldstændig op til genrens normer og måske derfor på sin vis var ganske forudsigeligt, så var det også effektivt hypnotiserende og bidrog til oplevelsen af musikken og lydbilledet. Og som man også kunne forvente, så var det lydmæssige ligeledes ganske i top i DR's koncertsal, hvilket bestemt gavnede musikken. En punk- eller industrialkoncert kan måske godt klare sig igennem en til tider halvdårlig lyd, hvis stemningen og energien er til stede, men Sakamoto og Noto ikke alene betjener sig af, nej, de ligefrem svælger i delikate lyddetaljer, som kræver at det lydmæssige fungerer, og det gjorde det bestemt denne aften.

Ambient vs new age vs avantgarde vs muzak
Den musikkritik-bevidste læser vil straks, ved ovenstående overskrift, opleve noget i retning af en mental ah-argh-ah-argh-oplevelse, sådan forstået, at man, sikkert forankret på den gode smags bonede gulve, nok forstår at sætte pris på ambient og avantgarde, mens new age og muzak naturligvis er noget man som selverklæret seriøs musikkender skal tage afstand fra. Men dykker man en lille smule dybere og er man rede til at lægge fordommene fra sig, ja, så er det altså et faktum, at visse af disse genrer fra tid til anden har gået i klasse med hinanden.

Klaus Schulze, der i begyndelsen af halvfjerdserne lavede tung og dyster ambientmusik før Eno fandt på termen, var senere i samme årti bedste venner med Kitaro, der op gennem firserne manifesterede sig som new age-musikkens måske største stjerne, og førnævnte Enos i øvrigt fremragende smukke "An Endig/Ascent", der af mange betragtes som en regulær ambient-klassiker, er vel ret beset, med sin engleblide melodi og dur-akkorder sovset i rumklang af den seriøst bløde slags, ganske få skridt fra at være rendyrket new age. Lad os nu sige, at nummeret var lavet af f. eks. Kitaro, ja så ved jég godt hvad det var blevet kategoriseret som på musikbiblioteker landet over.

Rigtige musikanmeldere med rigtige hornbriller vil naturligvis beskrive Sakamoto og Noto som eletronica og ambient, og det er der bestemt ikke noget forkert i, men jeg vil vove den påstand, at de to herrer også i perioder nærmer sig noget, man kunne kalde for new age med skæve toner, og i de bedste passager fungerer det rigtig godt fordi musikken her rammer en balance mellem noget skrøbeligt hypnotiserende og mystisk dragende, men samtidig må man nok også lidt tørt konstatere, at flere af numrene minder endog en hel del om hinanden. Man kan sige, at det ligger til genren i en vis forstand, men det ændrer jo ikke faktum.

Meget sigende var det da også aftenens to cover-numre, der høstede de største bifald, nemlig en afdæmpet, men ganske vellykket parafrase over Sakamoto-hittet "Merry Christmas Mr. Lawrence" og så en instrumental fortolkning af Eno, Roedelius og Moebius' "By This River", hentet fra det nye album. Her havde Sakamoto og Noto lidt flere melodiske elementer at spille med, og det fungerede godt. Men selvom flere af de talrige afdæmpede passager undervejs i længden kunne virke lidt lange, så skal de to herrer have ros for deres timing. Især Sakamotos akkorder og klavertriller ramte overvejende uhyre præcist tempomæssigt, selv i langsomme passager uden egentlig rytmeindikation, og det var imponerende.

Alt i alt leverede Sakamoto og Noto en god optræden, og de blev da også klappet ind til flere ekstranumre fra et publikum, der tog godt imod musikken. Der var passager, der fungerede virkelig fornemt, men også perioder, hvor man greb sig selv i at tænke, at noget ret meget i stil med det her har jeg vist hørt før, f. eks. for et kvarter siden. Hvis man ser den slags som et plus, der udelukkende er med til at fremhæve musikkens hypnotiserende karakter, og hvis man tilmed lægger stor vægt på tekniske detaljer i udførelsen, så kan man godt lægge en ekstra stjerne til vurderingen. Og på falderebet kunne jeg rigtig godt tænke mig hvis de to herrer en dag kastede sig over en fortolkning af et af de gamle Yellow Magic Orchestra-hits som "Rydeen" eller "La Femme Chinoise", netop fordi de, med deres ultramelodiske kvaliteter, ville danne en interessant kontrast til den antydningens kunst som i høj grad er Sakamotos og Notos samlede sigte. Men da ingen af dem formentlig læser dansk, så må det blive så som så med ønsket.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA