x
Yann Tiersen: Rust, København

Yann Tiersen, Rust, København

Yann Tiersen: Rust, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Arkivfoto

Et tætpakket Rust på regnvåd søndag danner rammen omkring en koncert der skal vise sig at ligge sig så langt fra det håbede og forventede, at denne anmelder skulle få svært ved at få oplevelsen helt på plads. Så nu gælder det om at finde en diplomatisk og velargumenteret måde, at beskrive den lettere skuffende seance på ...

Musikkens fortælling
Fem mand på scenen med mindst det dobbelte antal instrumenter. Mandolin, xylofon, synth, melodika, bas, violin, guitarer og alskens effekter skaber tilsammen det tæppe af lyd, som Yann Tiersen og hans fire musikere hænger frem. Hovedsagelig en blanding af syret støjrock, eksperimental-heavy og svævende folk.

Hvis overdådig melodiøsitet har en materialiseret manifestation, må det være den som udspiller sig på scenen i dette nu. En fortælling i lyd, stemning transformeret til lyd.
Musikken er filmisk, sfærisk og drømmende, men meget langt fra den lyd og franske karakteristik, som Yann Tiersen slog igennem med - selvfølgelig mest i form af hans soundtrack til filmen "Den fabelagtige Amélie fra Montmartre" fra 2001. Et af de mest signifikante stykker filmmusik i nyere tid.

Filmen, der ikke ønsker sig et publikum
I 2011 er han blevet betydelig mere rocket, larmende og elektrificeret. Ikke nødvendigvis et minus, hvis det ikke var fordi fremførelsen virker afsondret og isoleret. Hans oeuvre som filmkomponist fornægter sig ikke: der burde have kørt en film til musikken, så der havde været et visuelt lag, der henvender sig til lytteren. Der er ikke meget publikumskontakt og ordene imellem numrene begrænser sig til thank you.

Det er indadvendt, distanceret og masturberende øvelokale-rock, hvor publikum lige såvel kunne have været en park af statuer. Vi står som forstenet, og jeg er ikke i stand til at afgøre, om det er godt eller dårligt. Måske lytter man, måske venter man, måske skabes der film for indre blikke. Yann Tiersen og band spiller, men jeg er ikke inviteret. Noget uforklarligt gør mig sørgmodig over at se det, over at overvære det. Musikken fejler i virkeligheden intet, men formidlingen af den er komplet udeblivende. Og det er så inderligt ærgerligt og skuffende. Og det har en konsekvens at træffe det valg omkring sætlisten.

Derudover får prioriteringen mig til at tænke over, om man kan tillade sig ikke at indfri forventningerne? Ikke at honorere, at 98 % af publikum står der, fordi de kender Amélie og gerne vil høre hendes lyde live, fra manden der satte toner til hendes univers. Ja, i realiteten kan man vel godt, når der er løbet så meget vand under broen, på de 10 år. Men det har sin pris at gøre det. I særdeleshed når han så ydermere ikke gør sig den mindste anstrengelse for at åbne sin nyere musik imod os.

Så havde vi i det mindste haft selv kunnet skabe filmen til koncerten, der handler om en mand, der musicerer sig igennem livet, fra den franske minimalisme på accordion og klaver tidligt i sin karriere og bevæger sig i over i den europæiske avantgarderock senere i sin karriere.

Nu står jeg i stedet tilbage med læssevis af velvilje, uindfriede forhåbninger og en sær fornemmelse af at have overværet flot og velspillet musik, men til en film, som ikke ønsker sig et publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA