x
Yellowman med flere: Marley Memorial, Lille Vega, København

Yellowman med flere, Marley Memorial, Lille Vega, København

Yellowman med flere: Marley Memorial, Lille Vega, København

Anmeldt af Henrik Bæk | GAFFA

Selvom det var en regnfuld søndag aften og måske derfor ikke den bedste aften at afvikle en mindekoncert, lykkedes det alligevel arrangørerne fra Sky Juice Promotion at samle små 300 mennesker til en glimrende reggaefest i København. Anledningen var at det i år er 30 år siden, Bob Marley døde som offer for en mangeårig kræftlidelse, og som følge heraf bød aftenen på en hyldest til Marley, men også på old school dancehall, således som den lød i årene umiddelbart efter Marleys tidlige død i 1981.

 

Dansk hyldest til Marley

Det meste af det danske reggaemiljø gav søndag aften sin personlige hyldest til Marley, og det var produceren Pharfar, der "åbnede ballet" sammen med Lille Kaka, som også fik sneget en lille hyldest ind til danske Natasja. Det skete, da han gav sin version af nummeret "Gi' Mig Danmark Tilbage". Kaka har ved flere lejligheder optrådt ved hjemlige reggaearrangementer; heriblandt huskes en imponerende gæsteoptræden med den jamaicanske dancehall-stjerne Beenie Man, og i søndags viste den kun 21 årige Kaka atter, at han har potentialet til at blive det nye danske reggaenavn, der kan gøre sig internationalt.

Flere navne fulgte efter Kaka, og det danske live-reggaeband Twenty Ten backede solidt op om de optrædendes hyldest til Marley, hvor især Alawys sæt af gamle Marley-klassikere gjorde indtryk. Forinden skulle der have været et reggaeseminar, men på grund af tekniske vanskeligheder og en tight tidsplan med en tvungen lukning af Vega klokken tolv, måtte det desværre udgå af programmet. 

Men aftenen bød på meget andet end Marley.

 

Døde reggaemusikken med Marley?

Mange har gennem årene stillet sig spørgsmålet om, hvorvidt reggaemusikken døde med Bob Marley, der med et imponerende og stadigt voksende verdenssalg på ikke mindre end 25 millioner album ikke uden grund stadig den dag i dag betegnes som reggaemusikkens ukronede konge. Medierne og pladebranchen har fastholdt billedet, da de opfattede Marley som den eneste reggaeambassadør i verden, men det har været en stor misforståelse. Til gengæld gav Marleys død plads til mange nye talenter fra reggaeøen Jamaica, og den første og største af disse besøgte Lille Vega søndag aften.

Samme år som Marley døde, afviklede man den årlige reggaefestival på Jamaica kaldet Sunsplash, og festivalen var denne gang tilegnet den afdøde reggaekonge. Yellowman optrådte blandt andet ved denne lejlighed, men det var først i 1982 at han med et imponerende sceneshow lagde det meste af Jamaica for sine fødder. Kort efter fulgte resten af verden med, og i mange år var "the ugly albino" den næstbedst sælgende reggaeartist efter Marley. Yellowman er repræsentant for den reggaestilart, der kaldes dancehall og dermed fanebærer for den nye generation af reggaestjerner fra Jamaica, der fulgte i kølvandet på Marleys død.

 

Samme fællesnævnere

Selvom der stilmæssigt er langt fra Marleys roots reggae til Yellowmans dancehall, så har de begge deres fælles udgangspunkt i Kingstons ghettoliv, og ligesom Marley har Yellowman da også i mange år måttet kæmpe mod en voldsom kræftsygdom, der nær havde kostet den populære dj/sanger livet for nogle år siden.

Yellowman trak sig dog sejrrigt ud af kampen og selvom sygdommen og en række operationer i ansigtet kan høres på stemmen, der har mistet noget af sin kraft, så viste han alligevel søndag aften, hvorfor han stadig kan kalde sig King Yellow. Det til trods for at det efterhånden er rigtig mange år siden, han sidst har toppet reggaehitlisterne, og dancehallmusikken har ændret sig drastisk de seneste år.

Backet af et lidt amputeret Saggitarius Band, der til aftenens show blev suppleret af medlemmer fra engelske Rasites, bød Yellowman på halvanden times genhør med mange af sine gamle klassikere, hvilket tilsyneladende passede det medlevende publikum perfekt. Iført Adidas-sportstøj gav han et imponerende sceneshow med kanon tempo og høje knæløft. Det var vist ikke mange sekunder Yellowman stod stille denne aften.

 

Mr. Chin og Fats Domino rykker stadig

Som de berømte perler på den lige så berømte snor fulgte hits som "Nobody Move, Nobody Get Hurt", "Mr. Chin", "Two To Six Supermix", "Operation Eradication", "Duppy Or Gunman", "Lost My Love", "Zungguzungguguzungguzeng" og "Getting Married". Sidstnævnte nummer med teksten "I'm getting married in the morning, ding dong you hear the churchbell ring, she have me yellow baby and I'm gonna mind it", resulterede tilbage i 1982 i, at Yellowman mistede en stor del af sine kvindelige fans, da de troede han rent faktisk skulle giftes. Få måneder senere gik han dog atter i studiet og proklamerede i nummeret "Divorced", at han nu skulle skilles. Freden var genoprettet, og Yellowman vandt sine kvindelige fans tilbage.

King Yellows versioner af The Folkes Brothers' "Oh Caroline" og Fats Dominos "Blueberry Hill" blev fremført med stor charme og selvironi, og er begge beviser på den nu 55 årige entertainers unikke evne til at slippe godt af sted med at blande dancehall og andre stilarter. Aftenen sluttede af med en overraskende gæsteoptræden af jamaicanske Anthony Red Rose, der med det suveræne nummer "Tempo" gav publikum smagsprøver på, hvad der ventede dem ved det efterfølgende afterparty i Stengade 30.        

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA