x
Tina Dickow: DR's Koncertsal, København

Tina Dickow, DR's Koncertsal, København

Tina Dickow: DR's Koncertsal, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Det starter med sitrende stilhed i salen og på scenen. Så bliver lyset blåt og Tina Dickow kommer ind på scenen. Smilende, med sit lyse hår svævende efter sig og omsluttet af klapsalver.

Første nummer lægger lovende ud - "They Should See Me" - der til fulde slipper RadioUnderholdningsOrkestrets fylde og varme ud i alle kroge. Med kuldegysninger, storhed og tæthed til følge - en entré der kan mærkes. Resten af koncerten skal vise sig at blive en meget varieret og ujævn blanding fra det søde og intime, over det glatte og neutrale, til det medrivende og dynamiske.

Lige i centrum

Tina Dickows sange om kærlighedens forunderlige væsen og livets med- samt modgang bliver nænsomt og personligt serveret for en komplet udsolgt sal. Et taknemmeligt og lydhørt publikum, der dækker alle aldersgrupper og de fleste kundesegmenter.

Hendes stemme er som altid nærværende og klar. I længden måske unuanceret, men det væsentligste er, at det hele spiller sammen og virker. Og det gør det. De to sammensatte orkestre, DR's og Dickows eget, glider sømløst sammen og er en flot enhed. For det meste klæder det hendes folkpop, og det er uden undtagelse professionelt og veltilrettelagt.

Lidt ude i periferien
Hvad der desværre godt kan ende med at skurre i ørerne er al den pænhed. Nok er musikken skøn og ædel, men kan det ikke blive for renskuret og yndigt? Jeg ved ikke om jeg er den eneste i salen der savner nogle brud og sprækker, noget vildskab og kontroltab. Hen imod slutningen af den omtrent fem kvarter lange koncert er jeg ikke helt så meget med, som jeg var til at starte med. Kedsomheden trænger sig på, men lys, det fantastiske rum og den intense stemning holder mig trods alt til ilden.

I "Home", der er næstsidste nummer i hovedsættet, sker der så (endelig) noget - et elektronisk beat sætter ind og bliver blandet op med DR's fyldige og brusende husorkester. Hovedpersonen liver op i bevægelse og gør scenen til en drivende muskel af drive og patos. Det er både effektfuldt og gribende.

Højdepunkterne i koncerten er for mig "Sacre Coeur", med det rungende break, blæserarrangementet i "Heaven and Hell" og tomheden i "Room With A View". I det hele taget er yderpolerne i koncerten det mest velfungerende. Det skrabede og enkle eller det overdrevne og forstørrede. Midterbanen kan godt blive lidt for meget tomgang og, ja, lidt for lige ud af landevejen.

Formlen er sikker, publikum er tilfredse og tingene spiller. Hvad mere kan man ønske sig? Måske ud over lidt usikkerhed, lidt overraskelse og at tingene ikke bare glider? Men hvis man kan se bort fra det, og det kunne en fuld Koncertsal tilsyneladende, så var alt som det skulle være.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA