x
Social Distortion: Huxley’s Neue Welt, Berlin

Social Distortion, Huxley’s Neue Welt, Berlin

Social Distortion: Huxley’s Neue Welt, Berlin

Anmeldt af Stephan Ullerup | GAFFA

Arkivfoto

Social Distortion er et populært band i Tyskland. Med tre usolgte koncerter i Berlin og fire i Hamburg (med gennemsnitligt 2.500 solgte billetter per koncert) var forventningerne tårnhøje til det snart 30 årige gamle punkband.

Iført gangsterhatte, solbriller og masser af tatoveringer indledte bandet ceremonien med "Road Zombie" fra det nye album "Hard Times and Nusery Rhymes". Et instrumentalt nummer, der næppe bliver en klassiker. Et stykke musik i tomgang, spillet over tre gentagne akkorder med lidt forvrængning.

Da forsanger Mike Ness trådte op til mikrofonen og begyndte at synge, længtes man dog hurtigt efter de gode gamle instrumentale tider. Mike Ness besidder ikke det store sangtalent, og vokalen var godt gemt i mikset. Men som bekendt handler det ikke om at være operasanger i punkmusik, men til gengæld om attitude og vise, at man føler det, man synger om. Det var der desværre ikke meget af. En monoton mumlen og general kedsomhed prægede hele bandets indstilling. Det mærkedes hurtigt blandt det dedikerede publikum, som blev mere og mere tilbageholdende i deres begejstring.

Meget rammende bemærkede Mike Ness tre gange inden for den første time "We are just warming up", hvilket de burde have gjort inden koncerten.   

 

Reach for the Bar

Live står Social Distortions hårde attituder i stærk kontrast til deres musik, som bedst kan beskrives som popmusik, med let genkendelige melodier, nært beslægtet med boyband-genren. Det kan godt være, lyrikken omhandler stofmisbrug, kriminalitet og social forvrængning, men har man ikke nærlyttet til teksterne, kunne man lige så godt have været til en Justin Bieber-koncert.  Det var på mange måder kedeligt og pinligt.

Scenen var dekoreret med diverse trafik- og fængselsskilte samt symboler, der skulle henvise til forsangerens smertefulde fortid. Men mest af alt virkede det som en klodset og patetisk måde at glorificere sin egen fortid på. Man blev i tvivl om, om det var noget, han var stolt af.  

Mest af alt manglede der bare denne gnist, der fik os til at tro på, at gruppen mente, hvad de sagde. Musikken var velspillet, men leveret uden nødvendighed. Udtalelserne fra scenen bar præg af rutine, i stedet for oprigtige følelser.

Guitarsoloerne var kedelige og idéløse. Den samme skabelon blev brugt igen og igen, som om en smule originalitet var noget at skamme sig over.

Selv da bandet prøvede at variere koncerten, ved at bringe harmonika og akustisk guitar på scenen, til en nedtonet version af "Reach for the Stars", ændrede det desværre intet på udtrykket. Man kunne knap nok høre forskellen, idet de nybragte instrumenter var alt for lave i lydbilledet, og den elektriske guitar udfortrødent buldrede powerakkorder videre, og derved blæste de andre af banen. Gruppen kunne passende have omdøbt nummeret til "Reach for the Bar", da publikum i den grad trængte til noget forfriskende.

Det vi fik heldigvist til sidst, idet to smukke korsangerinder trådte ind på scenen og sang med på to numre. De gav bandet konkurrence om opmærksomheden og tvang Social Distortion til at oppe sig lidt. Der blev pludseligt sunget lidt mere igennem og spillet med større overbevisning.

Dog var dette alt for sent. Der var kun et nummer tilbage. Koncerten afsluttedes traditionelt, med Johnny Cashs "Ring of Fire". Et nummer, alle højlydt sang med på, og som stod ud af mængden. Et nummer, Social Distortion altså ikke selv har skrevet.

 

 Social Distortion spiller i Store Vega i København 29. juni

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA