x
Eels: Store Vega, København

Eels, Store Vega, København

Eels: Store Vega, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Det er ikke ret meget mere end et halvt år siden, at Eels sidst lagde vejen forbi København og Store Vega. Det må være den fremmeste grund til, at salen, sådan på umiddelbart øjemål, ikke var mere end halvfyldt denne fredag aften.

Hvis man var til stede sidst så tror jeg faktisk heller ikke man gik glip af det store ved ikke at være til stede i aften. Bandanaen fra sidst var smidt, men Mr. E havde stadig ladet skægget stå og iført sig solbriller, det samme gjaldt i øvrigt også samtlige medlemmer af bandet, som fremstod som små E-kloner. En umiddelbar association førte tankerne i retning af The Blues Brothers, og det var ikke sidste gang det skulle ske i løbet af aftenen.

Eels lagde med "That's Not Really Funny" ud i tung rock 'n' roll-stil, hvor trommerne buldrede løs, og salen var hurtigt med. Sangene fløj af sted fra scenen uden nogen form for pause, og uden at forklejne et eneste bandmedlem kan man vist roligt konstatere, at den mest hårdarbejdende person på scenen i aften var guitar-roadien.

Det var derfor et kærkommet afbræk da vi efter en håndfuld sange fik den fine "Son of a Bitch". Det var dog allerede her som om, publikum havde bestemt sig for, at nu var vi til rockkoncert, og det blev et gennemgående problem for aftenen, at de mere stille numre druknede i en del larm. Det værste eksempel herpå må være under afslutningen af "That's Not Her Way" fra Eels' seneste album, hvor en anden Homer Simpson-klon fandt det passende at sende et langt "boring" råb af sted imod scenen. Heldigvis havde Mark Everett allerede grebet den næste guitar og sendt et flænsende riff tilbage i hovedet på salen, det kunne ikke ha' været planlagt bedre, selv hvis man prøvede. 

 

Røvballe og vigende hårgrænser

Heldigvis for den gode stemning blev langt størstedelen af aftenens sange leveret i rockede versioner, og det var noget, der passede de modne mænd med de vigende hårgrænser – vi var en del – rigtig godt. De, som havde følgeskab af koner og kærester fik danset, krammet og kysset en del, og i det hele taget var der en rigtig god stemning.  Bandet var helt igennem cool, og det meste sad lige midt i skabet, desværre nogle gange tangerende til lidt ligegyldig "middle of the road" røvballe-bluesrock. Igen kredsede tankerne om The Blues Brothers.

Det blev et dejligt afbræk i den hektiske koncert, da Mr. E efter godt en time tog en lidt længere pause og jokede sig igennem en bandpræsentation. Vi fik også historien om, hvordan Kina havde rendt bandet et vidst sted, og Mark Everett stod nu og savnede alle sine yndlingsguitarer, som nu sikkert var til salg på det sorte marked i Kina.

Vi andre kunne så undre os over, hvordan han kunne have plads til flere guitarer. Som aftenen skred frem, blev det hårde udtryk lidt ensformigt, og måske derfor stod de sidste numre så meget mere stærke. Særligt første omgang ekstra-numre, indledt med spørgsmålet "Are you ready to rock?" for derefter at blive efterfulgt at to dejligt afdæmpede og rigtig fine versioner af henholdsvis "It's A Motherfucker" og det vel nok ultimative Eels-nummer, "P.S. You Rock My World". Ja, ironien og joken hører jo hjemme hos Eels.

Eels leverede en rigtig fin præstation, men det mest interessante nu er nok at se, hvad Mark Everett finder på af nye ting efter en relativt enslydende album-trilogi og to turnéer som både i tid og stil ligger så tæt på hinanden.  

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA