x
White Lies: Northside Festival, Scene 1, Aarhus

White Lies, Northside Festival, Scene 1, Aarhus

White Lies: Northside Festival, Scene 1, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Årets Northside Festival har en pæn andel af bands, der trækker på engelsk post-punk fra 80'erne og dens hang til dybe herrestemmer, melodiske guitarfigurer, brede synthflader og solid melankoli. Det gælder Editors, Interpol og ikke mindst White Lies, der var placeret som sidste navn lørdag og dermed godt kunne kaldes et hovednavn.

Gruppen har også fået et solidt tag i det danske publikum med deres to album "To Lose My Life..." (2009) og "Ritual" (2011) og stribevis af velbesøgte koncerter både i København, på Roskilde Festival, på Skive Festival, i Herning som opvarmning for Coldplay og nu også Aarhus.

Publikum var da også mødt talstærkt op foran Scene 1 på den behageligt let skrånende festivalplads, så også de bagerst stående kunne se, hvad der foregik på scenen.

Som Editors tidligere på aftenen var også White Lies primært klædt i sort, om end et par af medlemmerne havde iført sig hvide skjorter. Live er White Lies udvidet med en ekstra mand i forhold til tidligere turnéer, så de nu er fem på scenen: De tre officielle medlemmer Harry McVeigh (sang, guitar), Charles Cave (bas, kor) og Jack-Lawrence Brown (trommer) samt en keyboardspiller og en kombineret keyboardspiller og guitarist.

White Lies lagde ud med "A Place To Hide" fra debutalbummet, en af gruppens mange sange, der åbner forholdsvis afdæmpet, men får mere fart og dynamik hen mod omkvædet. Harry McVeighs markante, følelsesfulde, dybe, men vidtspændende vokal stod tydeligt i lydbilledet, og der blev den stående koncerten igennem, hvor især Charles Cave brillerede med en konstant dirrende, dyb og inciterende bas, der til tider næsten lød som en synthesizer – men den var nok også kørt gennem nogle effekter.

Gruppens tre øvrige musikere leverede også gedigne præstationer under koncerten, der bestod af en nogenlunde ligelig fordeling af sange fra gruppens to album. Hvis man kender dem, var der ikke meget, der overraskede, for White Lies fremførte sangene meget tæt på albumversionerne. Ikke noget med at jamme eller improvisere her; solidt og stramt var det. "Is Love" var dog blevet sat en anelse ned i tempo, hvilket udbyggede groovet og fungerede udmærket, ligesom "Farewell To The Fairground" også gik ned i tempo i mellemspillet med en øget intensitet til følge.

Blandt højdepunkterne i sættet var "To Lose My Life" og "Death" fra debutalbummet samt "Strangers", et af de forholdsvis få up-tempo-numre fra gruppens seneste album. Ellers gav koncerten også plads til flere mere afdæmpede øjeblikke som "Peace & Quiet", "Bad Love" og "The Power & The Glory", alle fra "Ritual" og sange, som også alle var fine uden dog ligefrem at få nakkehårene til at rejse sig i nakken på denne lytter.

Under netop "Death" kunne jeg ikke lade være med at more mig lidt over, at en gruppe, der synger så meget om død, sorg og smerte som White Lies, alligevel kan appellere så bredt. En forklaring er nok de lidt mere opløftende melodier, og det var næsten komisk at høre en hel festival synge omkvædet "This fear's got a hold on me" igen og igen.

Harry McVeigh fortalte mod sluningen af koncerten, at det var første gang nogensinde, at White Lies havde været hovednavn til en festival, og det var gruppen naturligvis meget tilfredse med. Kærligheden syntes gengældt fra publikums side.

Som hovednavn havde White Lies fået lov til at spille 80 minutter mod de øvrige optrædendes 60, og det betød, at de nåede at spille 15 numre – syv fra debuten og otte fra toeren. Hvis du, kære læser, synes, det er lidt tørt og klinisk sådan minutiøst at regne op, hvor mange sange der stammer fra hvilke plader, så vil jeg til mit forsvar sige, at der også var noget klinisk og tørt over koncerten, alle dens øvrige kvaliteter ufortalt.

White Lies spillede godt, ja, og deres sange er udmærkede, men de spillede også temmelig forudsigeligt. Forinden havde Tina Dickow overrasket på Scene 2 ved at citere The Streets' "Fit But You Know It" midt i en af sine sange, men den slags falbelader begiver White Lies sig ikke ud i. De holder fast i det cool og nøje indstuderede udtryk, hvilket også er forståeligt og acceptabelt, nu vi befinder os i et alvorsfuldt musikalsk univers, men et enkelt slag i bolledejen eller to ville ikke have skadet. Det blev dog til megen tak fra scenen og en forsikring om, at bandet forhåbentlig snart vender tilbage til Danmark igen. Mon ikke de spiller nogenlunde det samme næste gang?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA