x
Jeff Beck med NEeMA: Amager Bio, København

Jeff Beck med NEeMA, Amager Bio, København

Jeff Beck med NEeMA: Amager Bio, København

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Guitarister dyrkes som helte, guder eller ikoner, og der findes en del – nogen i levende live – andre for længst døde. En lidt mindre kendt af slagsen er snart 67-årige Jeff Beck (UK), men tirsdag fyldte han Amager Bio for anden gang på bare et år. I dén grad frisk og i levende live, men denne aften var han en anelse uinspireret og flad. Dog gav han viste han øjeblikke af ufattelig guitar-skønhed og lynende fusions-rock.

Neema: Indianer-folk (se galleri)

Men inden vi skulle have den lovede guitarlektion, skulle vi møde den unge canadiske singersong-writer Neema. Helt ukendt i Danmark, men muligvis bemærkelsesværdig fordi hendes andet album ("Watching You Think") er produceret af ingen ringere end digter-sangeren Leonard Cohen. Desværre var Cohen ikke umiddelbart smittet af på protegéen. Hun leverede en uskadelig gang singer/songwriter/indianer-folk. Sød, men ikke væsentlig musik. Det var også en yderst utaknemmelig opgave at være næsten ene kvinde under 30 år i en sal fyldt af ældre mandlige spade-afgudsdyrkere. Jeg er sikker på, at hendes lyrik er noget særligt, når nu Leonard Cohen har holdt hende i hånden i studiet, men teksterne trængte ikke igennem live. Hendes farveløse trio gik også ubemærket hen. Neema får én stjerne for at turde stille op blandt utålmodige fans, der ville noget helt andet.

Beck lyner

På slaget 21.00 bragede den bombastiske fusions-fanfare "Plan B" ud af P. A'et. Jeff Beck i stumpet T-shirt og sort/hvide army-bukser, Narada Michael Walden med hat, hvide handsker, bedekrans og frynset indianer-kjortel. Rhonda Smith og Jason Rebello også bærende herrehatte. En monster-start i god form med al volume skruet op, akkompagneret af buldrende dobbelt-stortrommer. Videre til "Stratus". Et 70'er-agtigt fusionsnummer, hvor trommeslager Walden brillerede med sine stilskabende trommefills og Beck lynede med en forvrængerlyd, som kun en Beck kan blande med sine pedaler, forstærkere og tremolo-arm (en guitardel som giver tonerne et distinkt vibrato). "Stratus" er - som mange andre kompositioner af Beck - bare et funk/rock-riff, men løftet langt op og videre end klichéerne i genren.

Mere af samme art: "Led Boots" fra Becks gennembrudsplade "Wired" (1976). God start, masser af bøjet fusion med mindelser over til en anden guitar-gud: John McLaughlin og hans Mahavishnu Orchestra, som den dengang 19-årige Walden tryllede med i tilbage i 70'erne. Keyboardmand Rebello imiterede konsekvent en af keyboardherrerne i Mahavishnu Orchestra: Jan Hammer, der også har spillet med Beck. Frontfiguren oplyste, at han engang havde indspillet irske Sean O'Riadas smukke ballade "Mna Na Eireann", havde forelsket sig i den, og præcis sådan lyder Becks inspirerede udgave også. Øreskærende smukt og kærligt - nu med en ren næsten yndig guitarlyd, mens Beck kæler opfindsomt på gribebrættet. Videre til det hæsblæsende nummer "Hammerhead" – en flot opvisning i heavy metal bebopfunkrock fra albummet "Emotion & Commotion".

Langt at falde

Men ind kommer træthed. Aftenens job er nummer al for mange i en alenlang turné, og balladen "Corpus Christi" lyder kedelig og for velhængt. Rhonda Smith tager over, og forsøger at mane til fest med en overspillet funkbas-solo, kvartetten kaster sig videre ind i soulklassikeren "People Get Ready", som de trods alle mulige tricks ikke kan tæve noget nyt ud af. Sikken en kontrast. For netop efter kedsomheden smider bandet aftenens absolut bedste nummer ud af højttalerne, en forrygende udgave af "You Never Know", hvor Beck får bevist, at han er en af verdens bedste guitarister, og at jazz/rock/fusion står hans fingre meget nær, den britiske rod giver baghjul til hele eliten i genren og i en blændende forfølgelses-solo med keyboardmand Rebello koger salen op til en uforbeholden begejstring, godt banket op af indpiskeren Walden.

Men har Beck og co. har fået fortalt, at han befinder sig i blues-territorium i Amager Bio? I hvert fald følger så triste blues-øvelser: "Rollin' & Tumblin' er udsigtsløs boogiemetal. "Big Block" bliver til tomgangs-trioblues uden Rebello, der imens ser ud som om han roder med sit strikketøj. Og bevares, jazzstandarden "Over The Rainbow" er da køn, men ligesom for at kommentere at guitaristen keder sig, slutter han temaet af med mågeskrig på spaden og griner ironisk i en art undskyldning. Klassikeren "Little Wing" er næste nummer, og dén burde Beck heller ikke have rørt ved, for trods hans geni så HAR Jimi Hendrix altså banket dén solo ned for ever and good i Den Store Guitar Bibel. En uinspireret halvleg.

Tiltrængt comeback

Så glæder det bandet anderledes friskt at gribe fat i "Blue Wind"(også fra "Wired") – en hæsblæsende jazz/rock-sag i finurlige skæve taktarter, der udfordrer og får musikerne højt op i den fine fusions-himmel. Mesterligt! Men vi skal ned igen med en funk-rutine ved navn "Dirty Mind", hvor 59-årige Walden får tildelt en trommesolo. Jeg elsker dén slags, men legenden Walden når aldrig højderne fra hans spændstige, vilde og opfindsomme ungdom. Han er blevet for gammel, sorry min gamle trommehelt.

"Brush With The Blues" prøver Beck så at vride alt ud af, og kæmper en dygtig kamp for at spille udenom enhver blues-frase-kliché, men dette nummer er han åbenbart også blevet træt af at spille on the road. Så går det uendelig meget bedre med Beatles-klassikeren "A Day In The Life" (fra albummet "Sgt. Pepper"). Beck indspillede den første gang på George Martin-albummet "In My Life" (Beatles' producer, red.). Men denne aften tager Beck den endnu længere ud, eksperimenterer, jazzer, vrider, vender og farver melodien og omskaber dommedags-hymnen til sin egen og gør den lige så uafviselig god som Lennon/McCartneys originale version. Noget af en bedrift – og så endda uden vokal. Slut. Publikum er tilfredse, begejstrede….they Beck for more… så at sige.

Flad i overtiden

Ekstranumre er "How High"; en hyldest til en anden guitarlegende, afdøde Les Paul, men nummeret er en 30'er-jazz/country-sag, der lyder fuldstændig malplaceret. Dernæst Sly Stone & The Familys funkklassiker "I Want To Take You Higher" som kun party-løven Walden gider piske og synge op til fest og farver. Til sidst "Nessun Dorma" fra Giacomo Puccinis opera "Turandot". Dén traver kan Beck heller ikke rigtig få hidset sig selv op over. Et corny anti-klimaks.

Alt i alt var det befriende at opleve så originale og dygtige musikere ignorere alle trends og bare spille, hvad de har lyst til, og dejligt at opleve publikum hylde friheden, Ikke et sekund svigtede publikum guitar-afguden. Synd var det bare, at Beck syntes træt, og i adskillige numre virkede som om han kedede sig. Han havde svært ved at finde ind til nye udfordringer i sættet. Koncerten var derfor en rodet blanding af godt og skidt, besynderlige sangvalg og hæsblæsende flot powerplay. Men som en dansk guitarist sagde efter showet:

- Godt man ikke skal spille sådan for at kunne begå sig i Danmark.

Desværre eksisterer denne slags kompromisløs instrumental powerjazz/rock-fusion slet ikke i Danmark mere, så mesteren Jeff Beck og co. skal til enhver tid være velkommen tilbage og igen ruske vores ører igennem med musiker-musik uden skyggen af kompromis.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA