x
Ryan Adams: DR's Koncertsal, København

Ryan Adams, DR's Koncertsal, København

Ryan Adams: DR's Koncertsal, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Foto: Ryan Adams tillod desværre ikke fotografering under koncerten, red.

Ligesom det er foregået til samtlige koncerter hidtil på Ryan Adams' Europatour, blev aftenens koncert åbnet med "Oh My Sweet Carolina", fra det klassiske "Heartbreaker"-album. Det kan der lægges ganske stor signalværdi i. Efter år med svingende kvalitet i det musikalske output, og eksperimenter udi rap og black metal, er Ryan Adams nu klar til at vende tilbage til rødderne med en række akustiske solo-koncerter.

Allerede tidligt i sættet vi fik smagsprøver på det nye materiale, Adams arbejder på, og som forhåbentlig fortsætter turen tilbage imod de klassiske dyder, som formentlig stadig er dem, der har udsolgt aftenens koncert i Koncerthuset. Efter en aldeles forrygende version af "If I Am A Stranger" er der lidt lydproblemer med mikrofonen, noget der uden tvivl før i tiden kunne have sendt Ryan Adams ud i et mindre raserianfald.

Som allerede nævnt er han i mere end almindeligt godt humør, og derfor plager det ham ikke synderligt, at han må skifte position til den anden side og derfor pakke den enorme sangbog, som han aftenen igennem bladrer igennem for at finde næste nummer, sammen. Senere på aftenen brokker den produktive sangskriver sig selv over sit eget kreative output med et, "God, how many songs are in here". Her er der dog problemer med lyset, hvilket får sendt Adams ud på en længere tur ned bagerst på scenen til nogle store projektører. Her giver han den som zombie, før han igen ryger tilbage til mikrofonen, for hviskende at joke ind i mikrofonen, et underligt element, som fylder en del (for meget) i løbet aftenen. Adams nævner selv, at nørderne, der skriver på internettet, vil fremføre denne anke, som sagt, så gjort.

 

Den stærke sætliste

Når der ikke bliver joket, og så skal det heller ikke lyde værre, så får vi en grundig rundtur i bagkataloget. Fra det sidste album, der er værd at tale om, "Easy Tiger", bliver det til "Everybody Knows" og "Two". Fra "Gold" en piano-version af "New York, New York" og "Sylvia Plath" i en passende indestængt og knugende version, som stod stærkt i hyldesten til den plagede digter. Genkendelsens glæde er stor hos folk, som få gange forfalder til den lidt irriterende vane at give sig til at klappe i sangenes start.

En enkelt gang "gætter" publikum dog forkert, og Ryan stopper op og forklarer salen, at det ikke er den sang, vi tror, det er, som han er gået i gang med, men det, han vil gøre i stedet, er at spille den sang, som vi troede, det var, og herpå får vi en forrygende version af "English Girls Approximately". "Cold Roses" udgør tre højdepunkter med "If I Am A Stranger", "Sweet Illusions" og en afdæmpet version af et af det sidste årtis bedste country-rock numre, "Let It Ride". Alle dette er tilsammen med til at udgøre, hvad brugere af Ryan Adams fan-forummet "Ryan Adams Archive" har kaldt tourens stærkeste sætliste indtil videre.

 

Whiskeytown

Til trods for det stærke udvalg af solomateriale kommer vi dog ikke uden om, at aftenens stærkeste kort er, at vi bliver skænket ikke mindre end tre sange fra Whiskeytown-tiden. Sange, som nærmest fremstår som en hellig gral i Ryan Adams-regi, efter at det i mange år nærmest var utopisk at tro på, at han ville spille dem live; igen et tegn på tilbagevenden til bedre tider.

Fra "Pneumonia" får vi "Jacksonville Skyline", og fra mesterværket "Strangers Almanac", et af hovedværkerne i alt-country-genren, bliver det til "Dancing With The Women At The Bar", og som afslutning på aftenen bliver "16 Days" indledt med "Back to The Future"-citatet: "all right guys this is an oldie, well it's an oldie where I come from". Herefter vender Adams sig om mod sit usynlige band og instruerer dem: "all right guys, this is a blues riff in B, watch me for the changes". Ja, der blev småjoket hele aftenen igennem, men det er nok ikke realistisk at tro, at Ryan Adams bare vil levere et helt straight show, og de af os, der har siddet igennem en koncert i hans mere "besværlige" periode, kan bevidne, at det var en lettelse at kunne nyde en Adams i godt humør, og nå ja, hvis man skulle have glemt det: han spillede Whiskeytown!

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA