x
The Gaslight Anthem: Voxhall, Aarhus

The Gaslight Anthem, Voxhall, Aarhus

The Gaslight Anthem: Voxhall, Aarhus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Til tonerne af Stones-klassikeren "You Can't Always Get What You Want" bevæger New Jersey-knægtene i The Gaslight Anthem sig ind på Voxhalls scene, og lige som The London Bach Choir har proklameret at: " if you try sometime you find you get what you need", fyrer bandet op under en glødende udgave af "Orphans", der er så melodisk, at selv de, der ikke har investeret i bandets seneste udspil, burde have let ved at lade sig rive med. Titelnummeret fra føromtalte album følger, og mangt et par hænder blandt publikum ryger i vejret til sangens fængende omkvæd.

Det er en fornøjelse at opleve bandets solide punkede take på den amerikanske heartland-rock på så klos hold. Ikke mindst fordi de fremragende sange er særdeles veludførte i aften. "Even Cowgirls Get The Blues" med den fine linje "but not me, pretty baby - I still love Tom Petty songs and driving old men crazy" swinger tungt og godt, mens en kæk udgave af "The Diamond Church Street Choir" fremkalder en kollektiv vuggen frem og tilbage blandt de fleste i salen.

Brian Fallons vokal har i starten af koncerten ligget lidt lavt i lydbilledet, men i det bluesede "Mannish Boy"-intermezzo i midten af "Old White Lincoln" får den endelig den plads, den fortjener.

Bedst som man står og savner lidt publikumskontakt fra scenen, så bandets optræden kan matche deres udadvendte musik, lyder det fra en storsmilende Fallon, at det er dejligt at være tilbage i Danmark, og at han tidligere på dagen har nydt et traditionelt dansk måltid bestående af "kartofler, asparges og noget, der ligner en hamburger  - bare uden brødet". Som koncerten skrider frem, er det bestemt ikke publikumskontakt, det skorter på.

Pete Townsend-vindmøllen
"Bring It On" fremføres med stor overbevisning, før Pete Townsend-vindmøllen flashes, og "The '59 Sound" blæses ud over scenekanten som en maskingeværssalve, det hoppende publikum gladeligt labber i sig. Der bliver på ingen måde holdt igen; bandet tæsker sig igennem nummeret og sætter en tyk streg under, hvor sammenspillet en enhed, de er.

Efter "Miles Davis & The Cool", der meget passende fremføres i blåt scenelys, bevæger Fallon sig ud i en lang monolog, hvor han kommer omkring sin gamle lejlighed i Brooklyn med et verdenskort på det gennemsigtige badeforhæng, det skræmmende ved norsk black metal, generel skuffelse over manglen på offentlig nøgenhed i Europa og en anekdote om et opkald fra kollegaen og forbilledet Bruce Springsteen. Man skulle måske nok have været der, men underholdende var det. Ikke skyggen af prætentiøsitet eller stjernenykker her, men begge ben placeret godt og grundigt på jorden. Under Fallons snak råber en publikummer gentagne gange på "Darkness On The Edge Of Town", og Fallon forklarer venligt, at han på trods af folks generelle opfattelse ikke kan samtlige Springsteen-sange udenad. Det stopper dog ikke den råbende mand, men ham vender vi tilbage til senere.

Vi får en herligt beskidt udgave af "Wherefore Art Thou, Elvis?" fra "Señor And The Queen"-ep'en, hvorunder Fallon danser rundt med guitaren oven på hovedet som en kåd konfirmand. Den råt huggende "Film Noir" indledes grinende med guitaren bag nakken, og humøret er tydeligt højt hos det hårdtarbejdende band. Det smitter. En flot udgave af "Queen Of Low Chelsea" indledes med en anekdote om en ærgerlig interviewoplevelse med en New Yorker-snobbet journalist, og nummeret går rent ind med sin lifligt bærende guitarfigur, sin melodiøsitet, de buldrende trommer og de skarpskårne punk-akkorder.

"Come up here and play it yourself"
Efter "Great Expectations" råbes der stadig på "Darkness On The Edge Of Town" fra den enlige publikummer, der åbenbart synes, det ville være en fremragende idé, hvis bandet kastede sig ud i den. Fallon forklarer atter venligt, at han altså ikke lige kan huske, hvordan man spiller den, men at manden da gerne må låne hans guitar og fremføre den for salen, hvis det er. Efter lidt tøven griber manden, hvis navn åbenbart er Sean, muligheden og fremfører en uelegant fuldemandsversion af nummeret. Nuvel, hatten af for at han turde, og ikke mindst hatten af for bandet for at lade ham gøre det.

Koncertens første del slutter med en bragende udgave af "The Backseats", der dog overgås af ekstranumrene "1930" og "Señor And The Queen", der tromler som laviner ud over publikum, der ikke får et ben til jorden. Koncerten sluttes med maner med "We Did It When We Were Young", hvor Fallon presser stemmebåndende til det yderste, før bandet takker af med løftet om et snarligt gensyn.

The Gaslight Anthem virker som en flok gennemsympatiske gutter, og de har tilmed formået at fyre en rockkoncert af rang af på denne onsdag aften i Århus. Billetindehaverne til tirsdagens Foo Fighters-koncert anbefales hermed at møde tidligt op på Refshaleøen og sikre sig en gedigen rockoptræden med disse gæve New Jersey-rødder. Det bør man sgu ikke snyde sig selv for.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA