x
Yes: Fly From Here

Yes
Fly From Here

Yes: Fly From Here

GAFFA

Album / Frontiers Records
Udgivelse D. 04.07.2011
Anmeldt af
Henrik Friis

Yes er en S-togsgruppe: Trevor Horn er tilbage (producer, komponist), og det betyder, at Oliver Wakeman (søn af tidl. Yes-medlem Rick) er vraget, mens Horns gamle Buggles-makker Geoff Downes gør comeback bag tangenterne. Og så har Jon Anderson aldrig fået lov til at komme igen efter sin sygdom, og er erstattet af Benoit David (fra et Yes-hyldestband).

Midt i forvirringen må man dog konstatere, at Yes anno 2011 har begået et seriøst forsøg på at ramme gamle prog-rock-standarder på det første udspil i 10 år: Bl.a. med den første suite i umindelige tider, Fly From Here (gammelt live-nummer, men ikke indspillet før). Der er Horn-melodiøs effekt i dele af sangskrivningen. Og Steve Howes virtuos-skarpe guitar og Chris Squires snurrende, drivebaserede bas lyder stadig langt fra pensionsalderen. Rimeligt vellykket altså. Men der er også så mange gammel-kendte vendinger og ekkoer, og så mange Jon Anderson-fraser hos høfligt syngende Benoit David, at man tit mere kommer til at tænke på fordums højtider end lade sig føre med af det nye. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA