x
Judas Priest : Copenhell, Refshaleøen, København

Judas Priest , Copenhell, Refshaleøen, København

Judas Priest : Copenhell, Refshaleøen, København

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Angiveligt var det sidste gang danske metalfans skulle få mulighed for at bange head og bryde loven sammen med Judas Priest. Fredag aften kl. et minut i midnat stod den unge, københavnske metalfestival Copenhell som værter for Judas Priests danske afskedskoncert. Det sagde i hvert fald Rob Halford under ekstranumrene.

Men udmeldingerne fra bandet har det seneste halve års tid været så forvirrende, at alle muligheder stadig står åbne. Afskedsturneen er på det seneste blev omdefineret til "blot" at være bandets sidste verdensturne - men ikke deres sidste liveoptrædener. Det kan man så tænke om hvad man vil. Ditto om guitarist KK Downings pludselig exit fra bandet i foråret.

Afløseren hedder Richie Faulkner, og han gjorde et solidt indtryk på Refshaleøen som både solist og publikumsindpisker. Judas Priests musik inviterer ikke til improvisoriske indfald, så en ny guitarists rolle er ren afskrivningsopgave og massiv udenadslære.

Ingen overraskelser
Og som sådan leverer Priest en nogenlunde fejlfri koncert; alle riffs, soli og trommebreaks sidder lige i metalskabet. Ian Hills bas er lige så urokkelig som ham selv på sin bageste plads på scenen. Kun Rob Halfords 59-årige stemme lader ind imellem noget tilbage at ønske - men i den alder og hans stemmeleje taget i betragtning er det ikke så overraskende.

Og overraskelser er der langt imellem i Judas Priests hovednavnsoptræden. Fremfor at slutte karrieren med et greatest hits-sæt har de kigget bredt ned over repetoiret og udvalgt nogle af de mere kuriøse numre for at få repræsenteret hele karrieren i denne (måske) afskedsturne. (Dog undlader de numre fra de to album, de indspillede uden Rob Halford.)

Judas Priest cartoons
Historien om "Judas fucking Priests heavy fucking metal" (citat Rob Halford!) kunne være startet i et tegneseriehæfte i de tidlige 80'ere, så stereotyp er bandets udtryk. Baseret på masser af læder og nitter og røg og ild og kæder og flyvende trommestikker og fyrværkeri og headbangende guitarister og lasere og øresønderrivende vokaler og bandeord minder de faktisk om en flok tegneseriefigurer.

Men accepterer man, at Priest er et 80'er-metalband på forlænget udgang fra en svunden tid, kan man kun tage hatten af for deres vedholdenhed. Nuvel, Rob Halford er blevet stivbenet, stemmen mindre poleret og mellem alle numrene forsvinder bandet i et minuts tid ud bag forhæng ved siden af scenen. Det sender stemningen nedad - og trækker koncertern ud til samfulde to timer.

Guldkutte med djævlefork
Scenen er behængt med tykke kæder, og de flitrende guitarsoli sidder præcist punktlige der, hvor de plejer at sidde. Rob Halford viser hele garderoben frem med utallige lange dragter i sort læder og skinnende metal - mest bizart under "The Prophecy", hvor han optræder i skinnende guldkutte med tilhørende fyrværkerisprudlende djævlefork. Lettere foroverbøjet leverer han mange af teksterne stående stille eller langsomt stavrende rundt på scenen - men pludselig under "Blood Red Skies" tager Fanden ved den diabolsk udseende forsanger, som begynder at danse vildt (!) hen over scenen.

Copenhell ligger alleryderst blandt Københavns nedlagte havneindustri, hvor en næsten fuld måne skimtes mellem de høje skorstene på Vattenfalls elkraftværk. Her forstyrrer to dages heavy metal (i alle afskygninger) ikke nogen, og lydindtrykket fra en rundtur på pladsen er en kakofoni af metal og glade mennesker. Men festivalen fejler på ét punkt. Det er slet slet ikke i orden, at ølteltets dj skal spille om kap med Judas Priest. Han forstyrrer oplevelsen på hovedscenen, når hans musik toner frem i stille passager og mellem Priests numre. Det giver dumpekarakter til pladsens indretning. Dum fejl.

Voldsom kraft
Koncertens sidste halve time er ren metalfest. På bedste karaokefacon leverer Copenhell'erne selv alle ordene til "Breaking The Law". Den enorme bodybuilder/trommeslager Scott Travis' buldrer introen til "Painkiller", og i "Electric Eye" truer hans dobbelte stortrommespil ikke kun med at blæse buksebenene af publikum, men plomberne i kindtænderne ryster også, så man frygter, de rasler ud.  

Judas Priest tamper derudad - stift, kolossalt og metallisk koldt. Men derfor er de også "Metal Gods" og hører hjemme på Copenhell. "You've Got Another Thing Comin'" afslutter festen, og på vej ud deler flere generationer af Priestfans deres rus. "Fuck, de var seje. Nu skal jeg hjem og blære mig over for min far. Jeg ligeglad med, hvor mange nittebælter han har - jeg har set Judas Priests sidste turné!"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA