Korn : Copenhell, Refshaleøen, København

Korn , Copenhell, Refshaleøen, København

Korn : Copenhell, Refshaleøen, København

Anmeldt af Per Bloch Andersen | GAFFA

Præcis 21.30 blæser en flamme imod en næsten skyfri himmel, og en røgring så sort som de fleste publikummers tøj svæver langsomt til himmels. Inden den er ude af syne har Korn lagt hårdt ud med det omtrent 17 år gamle nummer "Blind". Med sådan en entré kan det kun gå godt. Og det gør det!

Denne anmelder har set adskellige Korn-koncerter og været med næsten siden debuten i 1994. Aldrig har jeg oplevet så effektiv, alsidig og publikumsvenlig sætliste. Der er nyt og gammelt, tungt og endnu tungere, mainstream og det modsatte, brøl og skønsang. Der er hits og det er nye versioner af gamle sager, trommesolo, medley, lir og et orkester der med hyperenergi og nærvær leverer et massivt lydtæppe til Copenhells bastante og tonstunge stemning og scenografi. Metaltræthed? Ikke tale om!

Det seje træk
Der er ikke noget at sige til, at bandets forsanger, den altid potente Jonathan Davis, suger rå ilt imellem numrene, for han holder ikke igen, når musikken spiller. Og når han ikke synger, så spiller han sækkepibe ("Shoots and Ladders"). Alt er som det plejer og skal være i det kornske univers.

Trommeslager Ray Luzier, der sidder buret inde bag sit arsenal af trommer og bækkener, blev fuldgyldigt medlem af Korn i april 2009 og er trådt ind med manér. Det kræver ellers sit at erstatte David Silveria, der havde været med siden begyndelsen i Bakersfield, California, men Luzier leverer både lyden og showet. Han jonglerer med stikkerne og giver trommespillet et visuelt og levende præg.

Også bandets to "backing-musikere", henholdsvis guitar og tangenter, lever sig ind i rollerne, men står stadig placeret lidt hengemt på scenen, hvilket er en vane, bandet lagde for dagen, da guitaristen Brian "Head" Welch forlod bandet i 2005. Det er som om han aldrig rigtig er blevet erstattet.

Så de fire "rigtige" bandmedlemmer i Korn trækker show-læsset. Kun bassisten Fieldy virker som om, han ikke rigtig er oppe i gear. Eller også er det bare fordi han udgør en kontrast til de tre andre, der er på, som gjaldt det himmel og hell. Nok er musikken aggressiv og metallisk, hvilket typisk resulterer i at genrekonvensionen "ingen smil og godt med distance" efterleves minutiøst, men guitaristen Munky både smiler og henvender sig til publikum. Han formår at udvise rock-attitude, samtidig med at han virker glad og energisk.

Fem kvarters frie tøjler
Halvvejs i sættet, da "Oildale" ruller ud over scenen som et ustoppeligt lokomotiv, må selv Fieldy give los, og orkestret forener sig i flagrende dreadlocks og synkron headbanging. "Right Now" følger efter og holder heller ikke energien tilbage.

Et af Korns helt store aktiver har altid været Jonathan Davis' stemme, som også live strækker sig ud spektrets yderpunkter. Hans stemme og krop inkarnerer det primale skrig, den løsslupne rablen, skrøbelighed, det vredt dikterende og sammenbrudets brøl. Han er både yderkant og centrum og står solidt plantet i musikken, godt støttet til sit unikke skulptur-mikrofonstativ, skabt af den schweiziske surrealist H.R. Giger, som efterhånden er blevet et sceneikon for Korn.

Musikken tonser stadig derudad og skifter trinløst imellem Korns store arsenal af sange. "Falling Away From Me", "Twisted Transistor", "Did My Time" og "Pop A Pill" står stærkt tilbage hos denne lytter. Om publikum helt er med, tror jeg afhænger af hvor man har placeret sig. Som sædvanlig ser centerfront ud til at være én boblekogende og homogen masse, imens yderkanterne ser lidt mere pletbefolkede ud. Min ledsager og jeg står vist lige midt imellem - her er gyngende hoveder, øl-hente-passage, rock-fest-intensitet samt de obligatoriske folk, der burde være blevet hjemme eller i ølteltet og som prøver at overdøve musikken med snak.

Heldigvis får sidstnævnte kamp til deres middelmådige og underlegne stemmebånd: maskineriet på scenen udkæmper en kamp med syndfloden, imod hykleriet, for de frie tøjler. Et insisterende modtræk og højtryk, der har varet godt 20 år og som stadig ikke har givet op.

Korn har ingen tricks oppe i ærmet, og der er intet nyt under solformørkelsen, men det gør absolut intet, for formularen er stadig effektiv, aktuel og dirrende. Copenhell får hvad der blev lovet. Lige på kornet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA