x
Orchestral Manoeuvres In The Dark : Esbjerg Rock Festival, Esbjerg

Orchestral Manoeuvres In The Dark , Esbjerg Rock Festival, Esbjerg

Orchestral Manoeuvres In The Dark : Esbjerg Rock Festival, Esbjerg

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Da den engelske synthpop- og new wave-gruppe OMD gik på scenen til Esbjerg Rock Festival var det blot anden gang projektet optrådte i Danmark, og derfor var de nu midaldrende herrer også lidt nervøse for modtagelsen - som forsanger Andy McCluskey udtrykte det fra scenen, så var han spændt på at se hvor meget af materialet, der ville vække genklang hos publikum. En hel del, faktisk, skulle det vise sig.

Det fremmødte publikum var, som man måske kunne forvente af sammenhængen, ikke alle synth- og new wave-hajer, men i stedet en broget flok af folk, der var unge dengang i firserne og så dem, der bare var unge. På mange måder lige præcis det publikum man kunne forestille sig til en festival som denne, og det må nok også have været lige netop et sådant publikum OMD har haft i tankerne, da de satte numre sammen til koncerten, for som de selv udtrykte det, så var der tale om et noget konservativt og forudsigeligt udvalg af titler, en slags "greatest hits" fra gruppens spæde begyndelse og frem til seneste album, "History Of Modern".

Jeg har det lidt med OMDs produktion som jeg har det med kollegerne i Human League; de første fire album er glimrende og nyskabende, tilmed af betydning for såvel den elektroniske musiks som poppens udvikling, men derefter, fra midtfirserne og op i halvfemserne bliver der i højere grad tale om blandede fornøjelser - og i begge tilfælde som følge af kommercielle forsøg på overlevelse i den barske verden, der var datidens hitliste-orienterede popscene. Ak ja, det var dengang man rent faktisk kunne sælge musik, men til tider endte med også at sælge sin sjæl.

McCluskey var selv ærlig omkring det, da han introducerede "If You Leave", der blev et veritabelt hit for gruppen idet nummeret var en del af soundtracket til John Hughes' ungdomsfilm, "Pretty In Pink". Den tørre kommentar lød noget i retning af, 'We used to be a cool synth band but then we sold our soul to Hollywood.' Jeg har ikke yderligere at tilføje til dén bemærkning.

Som hos flere af de oprindelige new wave-navne, ud over førnævnte Human League, kunne man også pege på en Gary Numan eller Ultravox, så opstod der hos OMD en vis panik fra midtfirserne og frem, nogle ville måske i perioder ligefrem tale om musikalsk identitetskrise. Musikken blev i højere grad styret i retning af radiovenlig popmusik efter alle kunstens, eller underholdningens, om man vil, regler, ja man endte ligefrem der, hvor man i stigende grad sneg hornsektioner og i yderste instans den sæbede firsersaxofon ind. Og det var, hånden på hjertet, ikke altid lige rart at være vidne til.

Man fik flere prøver på denne mere ordinære side af OMDs produktion undervejs i koncerten, og selvom visse af disse titler faktisk vandt noget ved en lidt mere rå livelyd, så er det stadig mit indtryk, at gruppens kreative højdepunkt var i begyndelsen af firserne - og heldigvis blev man ikke snydt for perlerne fra den epoke. Et forventet højdepunkt var den smukke "Maid Of Orleans", noget så sært som en synthpop-klassiker i valsetakt, udformet som en morbid kærlighedsfascination af Jeanne d'Arc. Her går gruppens melodiforståelse, lyddesign og McCluskeys patosfyldte vokal op i en højere enhed - nummeret er i disser ører en af de flotteste popsange nogensinde, og der er tilsyneladende andre, der må have det på samme måde, i hvert fald resulterede nummeret i næsten to minutters applaus efterfølgende.

Og ja, naturligvis skreg folk igen og igen undervejs på kæmpehittet "Enola Gay", som da også blev spillet som sidste sang inden ekstranumre. Der var dog lidt vanskeligheder, for pludselig ville McCluskeys bas ikke blive i sin rem, og så måtte Humphreys standse sit maskineri for storgrinende at begynde forfra på nummeret efter bassen var blevet sat på plads. Som med "Maid Of Orleans" er her tale om et ganske spidsfindigt popnummer; en ultramelodiøs sag i højt tempo, der er udformet som en kærlighedssang til den enigmatiske Enola Gay - men når man ved, at Enola Gay var navnet på det fly, der kastede atombomben over Hiroshima, så får teksten en helt anden og ganske uhyggelig betydning.

Som absolut sidste omgang blev vi budt på gruppens oprindelige gennembrudssingle, den fremragende "Electricity", der kombinerer Kraftwerk-agtige synthesizertemaer med markant punkbas a la Joy Division; et godt og tempofyldt nummer at slutte af med.

Koncertlyden var generelt god hele vejen igennem, om end mikset var en smule basvæltet. De akustiske trommer, ikke mindst stortrommen, tog lidt for meget fokus fra f. eks. synthesizer-materiale fra mellemtone og nedefter, men ikke i en sådan grad at det blev hæmmende. Til gengæld må man give gruppen, ikke mindst den sprælske McCluskey, at den virkelig kom ud over scenekanten. Ah ja, der blev brugt mange partytricks fra festivalrockens ABC, men i det mindste ofte udstyret med en god portion udpræget britisk selvironi, og der var virkelig kontakt band og publikum imellem.

Jeg havde nok personligt foretrukket en anden sætliste med mindre fokus på de i mine ører ikke altid lige vellykkede forsøg på kommerciel succes fra midtfirserne og frem, men man må anmelde den koncert man bydes, og OMD gjorde det slet og ret virkelig fint. De spillede godt, havde god lyd efter festivalstandard og var i dén grad på, ikke mindst takket være en livlig McCluskey. Og de formåede at engagere og underholde publikum, selv i en sammenhæng som denne, der måske nok må betegnes som en lidt anden end de scener gruppen normalt er vant til.

Og når man så har numre som "Electricity", "Enola Gay" og "Maid Of Orleans" i bagkataloget, og tilmed leverer en ophøjet smuk version af sidstnævnte, så vil jeg godt klemme mig op på fem stjerner. Selvom jeg er enig med McCluskey omkring den dumme Pretty In Pink-sang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA