x
Foo Fighters: Refshaleøen, København

Foo Fighters, Refshaleøen, København

Foo Fighters: Refshaleøen, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Dave Grohl er lidt af et fænomen i nyere tids rockhistorie. Først gav han voldsom dynamik til Nirvana, et af 90'ernes største og mest indflydelsesrige rockbands, og markerede sig som en trommeslager i særklasse på linje med de allerstørste i faget. Da Nirvana afgik ved døden ved Kurt Cobains tragiske selvmord i 1994, var der ikke meget dødvande over Dave Grohl.

Siden teenageårene havde han rodet med sine egne sange, og der gik ikke lang tid, før han skiftede tønderne ud med spade og stemmebånd, gik i studiet samme år og debuterede med Foo Fighters i 1995 og hittede med singlen This is a Call. Et lige ud ad landevejen rockalbum med catchy sange, med Grohls fyldige og til tider lettere brølende vokal i front. På indercoveret på det selvtitulerede album smiler bandmedlemmerne (selvom sangene er indspillet af Grohl alene) om kap, og udtrykket lå langt væk fra det dystre, introverte univers, som Nirvana repræsenterede, ikke mindst på svanesangen In Utero.

 

The good guy

Grohl har ry for at være en af rockens mest sympatiske, livsglade, humoristiske og all-round kompetente personer  (et indtryk, undertegnede har fået bekræftet ved to interviews med amerikaneren) og har endda udtalt, at tiden med Nirvana var som tre gode venner, der gik fra øvelokalet, havde det gevaldigt sjovt på tur og i studiet, og så ikke så mange ord om død og elendighed. Grohls blanding af slagkraftigt udtryk og smittende humør har indtil videre udmøntet sig i otte album med Foo Fighters - det seneste det fine Wasting Light fra i år. De er igennem årene gradvis steget i popularitet, og står i dag som et af klodens mest eftertragtede rockorkestre, der både forstår at sparke som en hest, levere sangbare omkvæd, få airplay og kreere videoer med humor og kant.

Sideløbende har Grohl haft et par mindeværdige ekskursioner tilbage til trommerne, som ikke er gået rockverdenens  næse forbi. Først modtog han en invitation fra Queens of the Stone Ages Josh Homme, hvilket resulterede i mesterværket Songs for the Deaf fra 2002, hvor tyngde, humor, legesyge og en skæv og til tider absurd tilgang til musikken går op i en højere enhed. Gennem de sidste par år har Grohl og Homme igen slået pjalterne sammen, og dannede sammende med ikonet, Led Zeppelin-bassisten John Paul Jones, bandet Them Crooked Vultures, som udgav et skævt og hårdtrockende album i 2009, og bl.a. gav en forrygende koncert på Roskilde Festival i 2010.

Refshaleøen

Men nu er det så igen Foo Fighters, det drejer sig om. Grohl & Co. har tidligere vist deres format på dansk grund, ikke mindst på Orange Scene på Roskilde Festival i 2005, hvor de demonstrerede, hvordan man kan gøre stadionrock vedkommende og levende. I aften stod de så over for en større skare på omkring 17.000 rockhoveder på Refshaleøen på  Amager på deres Wasting Light-turné, og der blev skudt med skarpt fra første tone.

Grohl indleder med at brøle "These are my famous last words" fra Bridge Burning, der også indleder Wasting Light, og intet kunne have været mindre sandt. For de følgende lidt over to timer stod Grohl i front for at underholde og joke, og fyre den for vildt af, foran sit hold af tæt sammenspillede musikere, der ikke var kommet for at drive den af, men i den grad gav den gas på en mindeværdig og smuk aften, der viste rock'n'roll, når den er bedst, heftigst og mest vedkommende.

Foo Fighters beviste, at de kender deres rockhistorie og mestrer en række tricks og dyder fra genrer som metal, punk, grunge, ren pop og heavy rock, og forstår at mikse deres uomtvisteligt egen cocktail. De spiller med en ro, glæde og legesyge hvilket var en udelt fornøjelse at opleve, med showmand Dave Grohl som den evige indspisker, der fra starten løb frem og tilbage på den omkring 20 meter lange catwalk ud i publikumsarealet. Vi blev revet med fra første spadestik, og det forplantede sig øjeblikkeligt hos publikum, der sang med af fuld hals og tilsyneladende kendte teksterne godt.

Hårdt fra start

Foo Fighters startede i et hæsblæsende tempo og fulgte åbningsnummeret op med det aktuelle hit Rope, der fortsat topper den amerikanske Billboards Rock Songs-hitliste, videre til Pretender, der er nær det perfekte Foo Fighters-nummer: kort episk intro, et uptempo, medrivende vers, og så en røvsparker af et omkvæd, hvor der ikke er andet at gøre end at skråle med, sådan var det også på Refshaleøen. Videre til den gamle klassiker My Hero fra The Colour and the Shape-albummet, og så til MTV-hittet Learn to Fly med den legendariske video i flyvemaskinen, der må have sendt trykbølger helt ud til hangaren i Kastrup lufthavn.

Herefter kom den punkede, onde og indædte White Limo, det måske bedste nummer på Wasting Light. En knytnæve af en intro, foran et publikum der var med på, at det var tid til at fyre den max af. Der blev sunget med af fuld hals og spillet luftguitar så man skulle holde på hat og briller - og skriveblok - for ikke at blive væltet omkuld.

Men det lykkedes at holde kadencen med passende variation, og bandet begav sig - blandt de sangbare omkvæd - ud i nogle langhårede jam sessions, der viste, at de har deres Led Zeppelin, heavy rock og bluesrødder på rygraden uden brug af den klassiske solo, men mere gennem riffs og figurer og generel dynamik og sammenspil. Undervejs får Grohl fyret både det ene og det andet af til publikum; han er en glad mand og med god grund, og proklamerer blandt andet, at bandet har tænkt sig at spille lige præcis så længe, de får lov til, og ikke et minut kortere. Der bliver ikke noget med ekstranumre, de spiller bare, til strømmen bliver cuttet.

Udødelig

Meget sigende følger Foo Fighters en længere jam op med den stramme og strukturerede Walk , der indeholder hooklinen "I never wanna die", og Grohl virker også lettere udødelig på scenen, hvor han boltrer sig meget hjemmevant. Herefter kommer eminente Monkey Wrench tilbage fra 1997, med de tunge synkoperede riffs, der sidder i skabet, endnu en røvsparker. Overskudsmanden Grohl får også flettet ind i et neddæmpet intermezzo, at nu kommer det stykke, hvor han skal brøle mest, men at han er genert, og om vi ikke nok vil kigge den anden vej. Det vil vi ikke, i stedet brøler 17.000 stemmer med ham.

Lidt senere bliver tonen igen trukket væk fra den massive lydmur, og Grohl synger publikumsfavoritten Times Like These alene, kun akkompagneret af en forsigtig guitar. Meget befriende og levende og en god lejlighed til at dvæle ved den stærke og livsbekræftende tekst. Senere i sangen kommer bandet på med fuld skue. Næste nummer er et af to covernumre, nærmere bestemt klassikeren Young Man's Blues, som i Foo Fighters' udgave ligger tæt op ad den version, som The Who udødeliggjorde på Live at Leeds, for nu over 40 år siden. Tungt, groovy, langtrukkent, tight og fedt, hvor Chris Shiflett og Grohl spiller dynamisk op til hinanden, og Nate Mendel lægger en solid basbund.

Fulgt op af endnu en publikumstræffer, åbningsnummeret fra One by One, All my Life, med sin skæve og hårdtslående rytmik, et sikkert Foo Fighters-trademark. Efterfølgende bliver der tid til at hvile ørerne for en kort stund til tonerne fra Skin and Bones, efterfulgt at effektive versioner af These Days og Best of You. Det lakker mod enden, men inden bandet bliver hevet af scenen, får vi lige en skæv version af Queens rocker Tie Your Mother Down, med Taylor Hawkins på leadvokal, hvorefter festen sluttes af med smukke og medrivende Everlong.

 

Banddynamik

Selvom han er den store styrmand, er Foo Fighters langt mere end Dave Grohl og en samling tilfældige backing musikere. Bandet spiller som en fast sammentømret enhed, og det er netop det tætte, kompetente sammenspil, der gør, at bandet er i stand til at levere så massiv og slagkraftig en oplevelse, som tilfældet er. Dampbarnet Taylor Hawkins på trommerne sidder ikke stille et øjeblik (og har den absurde position at spille bag genrens måske bedste trommeslager) og er lidt af et fyrværkeri at iagttage, og guitaristerne Chris Shiflett og genkomne Pat Smear og bassisten Nate Mendel spiller tæt sammen og leverer fylde og bevægelse i lydbilledet. Især de mange skæve guitarakkorder, harmonier og rytmer på sange som Times Like These og Rope er en sand fornøjelse at lægge ører til.

Det er let at komme med rosende ord om Foo Fighters. På slagsiden kan indvendes, at ikke alle kompositioner er lige stærke, og at omkvæd her og der kan forekomme noget ferske og påklistrede, og at visse sange forsvinder lidt i mængden. Men med otte album på bagen og hits på samlebånd har de rigeligt at tage af, så der er ikke megen spildtid under en Foo Fighters-koncert. Og med den energi og vitalitet, de leverer, er der ikke andet for end at overgive sig

I en tid hvor elektronisk dance dominerer hitlisterne demonstrerer Foo Fighters, at der stadig er saft og kraft og vitalitet i rockmusik anno 2011. Grohl synger "It's times like these we learn to live again", og det er præcis det, vi gør i selskab med Foo Fighters. What a man, what a band! Tak for et brag af en koncert og en sand saltvandsindsprøjtning af livsglæde og kreativ kompetence.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA