x
Rick Ross: Store Vega, København

Rick Ross, Store Vega, København

Rick Ross: Store Vega, København

Anmeldt af Pelle Peter Jensen | GAFFA

Da Rick Ross i 2006 udgav singlen "Hustlin'", red han videre på genoplivningen af såkaldt "coke rap", som bl.a. Clipse var med til at gøre stor igen. Men til forskel fra Clipse har Rick Ross ikke en baggrund som storpushende coke dealer. Tværtimod arbejdede rapperen, med det borgerlige navn William Leonard Roberts II, som fængselsbetjent. Ikke den mest oplagte grobund for en coke-glorificerende og millionsælgende rapper. Men den gode William lod sig inspirere af narkotikasmugleren "Freeway" Ricky Ross' navn, kastede sig ud i en rapkarriere, blev signet af Jay-Z og stod pludselig i 2006 med et monsterhit, der hurtigt blev et decideret "anthem" for alle der til daglig hustlede sig igennem livet.

Siden har Ricky Rozay stille og roligt sat sig på tronen af coke-rappen. Selv ikke 50 Cent kunne dræbe hans karriere – noget der ellers er blevet lidt af en hobby for den gode Fiddy, hvis man lægger sig ud med ham. Tværtimod er Curtis Jackson – der tidligere var rappens bad boy – røget længere og længere ud i glemslen, mens Rick Ross tidligere i år kunne lade sig kåre af hiphopmagasinet The Source som "Man Of The Year". Takket være en række spændende signinger, et stærkt mixtape, et kommercielt og kunstnerisk succesfyldt album og en række både gade- og clubhits der har gjort hr. Ross til uundgåelig mand i nutidig amerikansk hiphop.

Efter en aflysning i 2008, var det tirsdag aften tid til at den – på alle måde – kæmpe rapper skulle give sin første visit i Danmark. Efter en tur til bl.a. Christiania fik Store Vega og Vesterbro, endelig æren af "The Teflon Don".

Like a baws!
Forud Rick Ross' entré forløb et storstilet opvarmningsshow, der bl.a. andet bød på både nyt og gammelt fra den danske rapscene. Således skulle kunne man både opleve den nye generation der var repræsenteret ved grimedrengene i B.O.C., århusianske Young og ikke mindst Nørrebros egen Kidd. Af de lidt ældre herrer viste veloplagte Marc Johnson og J-Spliff fanen, før altid skarpe DJ Noize fik godt 60 minutter bag pladespillerne, op til at den selverklærede baws gik på.

Og da han kl. 22.15 gjorde dét, var publikum til gengæld også godt varmet op. Til en næsten fyldt sal af mobiltelefonfotografer entrerede den fyldige rapper Store Vega, meget passende til "Selling Dope Straight Off The iPhone". Selvom begejstringen var til at tage og føle på, kunne man godt mærke, at solen knap nok var gået ned på en tirsdag aften. I hvert fald på publikum. For Ross selv var veloplagt. Selvom man måske kunne frygte mandens fysiske tilstand, sad alle linjerne som de skulle, og der var masser af overskud i leveringen. Ikke kun vokalmæssigt, men også fysisk. Rozay var i den grad til stede, og det virkede ikke, som om at han blot skulle have koncerten overstået. Professionel like a baws!

Bombastisk hitparade
Allerede i andet nummer røg jakken. Men det skulle også vise sig at blive en hektisk omgang. Ross havde ikke tænkt sig at trække tiden mellem numrene ud med al for megen snak. Faktisk var det lige før, at hans dj, der også fungerede som effektiv back up rapper, snakkede mest af de to. Nærmest hele sætlisten var singler, og der var derfor konstant – for en tirsdag – ekstatiske reaktioner når næste track gik i gang. Således nåede Maybach Music-duoen at komme forbi "9 Piece", "John Doe" og "John (If I Die Today)", inden han efter et lille kvarter afslørede at "dét her er repræsenterer alt hvad jeg står for", og det velkendte "Hustelin', hustelin' hustelin'…" tema bragede ud af højtalerne. Pludselig var vi alle sammen coke dealere, og "pushede real hard, pushede pushede real hard".

To minutter efter gik det helt amok igen, da sidste års største banger "B.M.F." væltede Vega. Og apropos spillestedet, kunne man prise sig lykkelig for, at det var hér Rick Ross fik lov at udfolde sig. For hans storladne produktioner kunne meget let være blevet en omgang lydmudder, men alt gik klart igennem. Selv vokalen, på trods af at Ross ikke er bange for komplekse flows. Det der skulle larme (læs: bas) larmede og det der skulle lyttes (læs: tekster) kunne sagtens høres.

Gennemblødte XXXXXL boxershorts

Selvom koncerten blot havde rundet 20 minutter var en stor del af krudtet allerede fyret af. Lyset blev passende dæmpet, og damerne fik et par dedikationer og et par sange i det smøde hjørne. Heldigvis uden diverse groupies på scenen eller andet gejl. Blot solidt leverede slow jams. Og da Teflon Don'en vendte tilbage til et mere energisk set-up, var det som om at han var endnu mere tændt. Hvis han lige havde pleaset pigerne, fik han i den grad gjort de hårde drenges våde rapdrømme til virkelighed, da han gav MC Hammer, 2Pac Back og All I Do Is Win i streg.

Det var lige så man begyndte at tænke "har han overhovedet nogen hits at slutte koncerten af med?", inden at det måske gik op for én at det allerede snart var ved at være slut. Når nu han havde pleaset Lil Waynes kodacheck så grundigt med en række collabos i starten af settet, måtte det nu være Kanyes tur. Collaboen "Devil In A New Dress" fra "My Beautiful Dark Twisted Fantasy" flød, med dens strygere og ikke mindst distortede guitarsolo, udover crowden, før Ross bød os alle sammen velkommen i Maybach Music-familien til stor jubel, og startede nyklassikeren "The Boss".

Det var som om, at Ross fortsatte sin opadstigende formkurve, for her i koncertens afsluttende fase var han virkelig tændt. En præstation, der glimrende eksemplificeres ved, at han satte punktum for audiensen med sin version af Wocka Flockas "Hard In The Paint". Ikke engang et officielt track fra Boss'en. Men da den store rapper stod tilbage i bar overkrop, sorte diamanter og badet i sved ned til sine cirka XXXXXL boxershorts, brændte han virkelig igennem og beviste, at det mest voldtagede udtryk i hiphopkredse for tiden – "swag" – ikke handler om påklædning eller kropsbygning, men nærmere om karisma, udstråling og om at kunne levere varen som om man mener det.

Det gjorde Rick Ross tirsdag aften, og man forstår pludselig alvoren bag hans slogan "selfmade". For der var ikke nogen visuals, dansere eller et stort show bag aftenens koncert. Nærmere en stor kunstner. Til gengæld kunne man godt have ønsket et tidsmæssigt større råderum. For 45 minutter er immervæk ikke meget for et navn med tre album – hvoraf de tre i øvrigt gik direkte nr. 1 – i ryggen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA