x
Erasure: Operaen

Erasure, Operaen

Erasure: Operaen

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Arkivfoto

Operaen er et lækkert rum, og folk sad behørigt på de nummererede pladser og summede af forventninger. Det er primært "én koncert om året"-segmentet man finder til en Erasure-koncert, og så skal den edderma'me også være god. Og det skal være noget man kender. Begge kriterier blev opfyldt til fulde.

Vi er kun få takter inde i koncertens første nummer, "Hideaway", før alle står op, og derfra kører den som sand hitparade. Vi flyver igennem "Chorus", "Drama!", "Who Needs Love Like That" og, som få nedslag fra nyere plader, "Fingers and Thumbs" og "Breathe. Sidstnævnte i en ekstra fantastisk god udgave, der viste at den står fuldt ud mål med de ældre hits. Men det er de gamle plader, som folk er kommet for at høre. Da Erasure er så ubehøvlede at spille et nyt nummer sætter alle sig prompte ned, og bliver siddende lige indtil vi er tilbage på velkendt grund med "Love to Hate You". To takter inde, og alle er oppe og danse igen.

 

Næsten operasanger

Andy Bell har i foråret været i træning i det engelske reality-show "Popstar to operastar", så han er nærmest på hjemmebane i aftenens scene. Og han er i topform! Hans stemme har aldrig før været så stærk live, som den er i aften, og han virker til at nyde det. Tidligere har han godt kunnet virket anspændt og påtaget på scenen, men i Operaen er han i et med sig selv, og vi ser nogle nye sider af ham som frontfigur. Der er meget mindre lir på denne tour. Der er skåret ned på kostumer, gæster og gimmicks, og det giver plads til, at vi kan se en mere personlig side af dem. Det er ikke mindre dekadent, men dramaet er rykket tættere på og virker meget mere ærligt. Der er rigeligt plads til en klump i halsen eller en lille tåre til dansen.

Andy Bell virker igennem hele koncerten oven på, med fjollede danse og anekdoter imellem numrene. Han når både at ironisere over publikums alder ("de fleste af jer var nok ikke født da vi lavede den her") samt ubetinget hylde ungdom frem for modenhed. I evig kontrast til kølige Vince Clarke, der i stilet lilla jakkesæt passer Mac'en diskret i hjørnet.

 

Et setup og et sted, der spillede sammen

Ud over selve duoen er der kun to korsangere. Al musikken ligger fast, og ingen løfter et bryn over at maskinerne spiller med blæsere og det hele, imens Vince danser rundt med sin guitar. Til gengæld er lyden virkelig overbevisende. Nu var det nummererede pladser, så jeg fik ikke bevæget mig rundt, men der hvor jeg sad/stod, var der ikke en finger at sætte på en krystalklar og bangin' livelyd. Mange af sangene var bøffet op til lejligheden, men det blev aldrig til dårlige techno-udgaver. Det var med respekt for originalerne, men lidt ekstra til gas til rummet.

Efter cirka en time og et kvarter går de af scenen, men kommer kort efter igen til hujende applaus og spiller "Stop!" som eneste ekstra-nummer. De skal selvfølgelig stoppe et sted, men når man nu ved at de har mindst 50 fede sange mere, så... Det var en virkelig vellykket pop-koncert, hvor publikum kunne have sammensat sætlisten og det hele lød fantastisk. 21 numre der i opbygning var identiske med pladeudgaverne, selvom lyden havde fået lidt opdatering. Vi fik hvad vi ville have, men heller ikke mere end det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA