x
Foreigner og Journey: Store Vega, København

Foreigner og Journey, Store Vega, København

Foreigner og Journey: Store Vega, København

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

And the winner is… Kelly Hansen for det flotte frontarbejde med Foreigner.

Ved aftenens slutning er der absolut ingen tvivl; de fleste er kommet for at opleve Journey - men Foreigner leverer den mest veloplagte, velspillede og inspirerende koncert.

Der er lagt op til svulstig powerrock med lækre omkvæd og bjergtagende ballader til dobbeltkoncerten med Foreigner og Journey i Store Vega tirsdag aften. Begge bands har lagt storhedstiden godt og grundigt bag sig, men skriver og udgiver stadig ny musik. Begge bands turnerer med "nye" forsangere, der har erstattet nogle af rockens rigtig største stemmer - og så har de ikke just overrendt København eller Danmark med koncerter.

FOREIGNER (*****)
For mange føles det derfor som "the first time", da Foreigner med guitarist og eneste oprindelige medlem, Mick Jones i front, på slaget 20 indtager scenen med behørig pomp og pragt. Leveret med afmålt professionalisme i de helt korrekte mængder, sætter Foreigner aftenens høje standard med tre powerrrockers: "Double Vission", "Head Games" og Cold As Ice". Dét kan knapt gøres bedre. Velsmurt og med store armbevægelser.

Vi er ikke kommet for at få udvidet den musikalske horisont, og den spinkle og hårdtarbejdende Kelly Hansen - en slags working man's Steven Tyler-lookalike (med stemmen i behold og uden bullshit) - samler på ingen fokus i den udsolgte sal. Hans stemme ligger skræmmende tæt op ad Lou Gramms, bandets oprindelige forsanger. 

Ved Kelly Hansens side står den lettere distingverede Mick Jones i hvid skjorte og føntørret gråt strithår, der næsten skjuler, at han næste gang fylder 67. Kelly Hansen kravler op på Vegas PA-højttalere og klemmer fingerspidser med en blondine på balkonen - og rækker på den måde billedligt talt ud til hele salen. Han er uprætentiøs, fokuseret, formidabelt musikalsk og inspirerende.

I selskab med et så fokuseret et Foreigner glemmer du verden udenfor. Her er spilleglæde og vedhængende øre-riffs og melodier nok til en hel aften - og man fornemmer, at de vil det her.

"Waiting For A Girl Like You" åbner med blot piano og gribende stærk vokal. Men ved siden af scenen står et digitalur og tæller nedad. Det startede ved en time og 10 minutter og skynder sig alt for hurtigt ned mod 00:00 - og slutningen af Foreigners sæt. Hvad sådan et stopur skal til for, kan man kun gisne om. Måske er Journey bange for, at Foreigner tager for meget tid og snupper aftenens førsteplads? Dét kan uret imidlertid ikke afværge… Tværtimod. Foreigner skærer alt overflødigt fedt væk og leverer et maksimalt professionelt rockshow. 

Én enkelt fehler bliver det dog til, da Mick Jones overtager mikrofonen for at synge "Star Rider". Efter Kelly Hansens utroligt præcise og overskudsagtige præstationer falder Jones' halvfalske vokal fladt til jorden. Kun nummerets guitarsolo retfærdiggør pladsen på sætlisten - men koster alligevel en stjerne.

"That Was Yesterday" er endnu et af bandets utallige 80'er-hits, der ruller ud over kanten til stor fællessang i salen. Mindst halvdelen af publikum er piger, kvinder, damer - og fordommene om dem og rock får et hak i tuden, da den velklædte husmor midt i 40'erne ved siden af tager nærbilleder af Mick Jones' hænder under hans guitarsolo.

I "Urgent" genskaber Tom Gimbel den klassiske saxsolo - for derefter at ekstemporere sig ud i en flot solo med eget afsæt. I det hele taget er musikken fyldt med små, lækre detaljer fra det fast sammentømrede band, der åbenlyst befinder sig vel med hinanden. Også på det punkt er de Journey langt overlegne. Foreigner er noget så sjældent som et "seniorrockband", hvor du ikke skal undskylde noget eller vende det døve øre til pinlige alderstegn blandt musikerne. Skabet står lige dér, hvor den sidder hver gang.

"I Want To Know What Love Is" aktiverer igen Vegas store damekor, og parrene tager ekstra godt fat om hinanden; det var dén, de første gang kinddansede til i 1984 - og nu er børnene flyttet hjemmefra, så mor og far kan komme i byen og høre "deres sang". Voksenromantik med teenagefortegn. Bandet skærer ned for sceneakrobatikken og lader energien opstå blandt publikum. 

Med "Jukebox Hero" lukker Foreigner sit 70 minutters sæt. En mastodont med sin dynamiske opbygning, og helt op til bageste række på balkonen står de op og klapper med. Hvordan har Journey tænkt sig at følge op på det?

JOURNEY (***)
En halv times tid senere er alt udstyr på scenen skiftet ud. Journey overrasker ved blot at spadsere ind på scenen uden fanfare eller speciel introduktion. Til gengæld lægger de kraftfuldt for med anmelderens yndlingsnummer "Separate Ways". Så skal det måske alligevel lykkes at holde Foreigner stangen?

Desværre sætter Journey gennem koncerten nye standarder for oppustet tomgang. Neal Schons sublime guitarspil kan ikke trække resten af bandet ud af suppedasen af superpoleret overklassepoprock. Samtidig er lyden allerede fra start så høj, at det grænser til det smertelige - og det bliver værre og værre. Stort minus. Journeys musik er nemlig et lydmæssigt udstyrsstykke, men med kun én indstilling: Maks! Hele tiden. Det går det ud over detaljerne i lydbilledet og gør koncerten til en udholdelsesøvelse, hvor Journey bare ikke vil overses eller ignoreres. Her mangler vist lidt selfidence, som Allan Olsen kalder det. 

Korvokalerne er enormt flotte - og det uanset hvor mange eller hvor få bandmedlemmer, der opholder sig i nærheden af mikrofonerne. Det gælder også vokalernes volumen, der stiger støt gennem hele koncerten. Journey har haft flere forsangere, og en af de tidligere forlod pludselig bandet midt under en turné, efter at lydfolk og fans beskyldte ham for at mime til båndede leadvokaler på scenen. I Vega er der også tekniske ugler i mosen på korvokalerne.

Til gengæld sidder leadvokalen lige i skabet. Lille filippinske Arnel Pineda, der har en fortid i et Journey tributeorkester, og som bandet fandt via YouTube, lever fint op til Journeys vokalmester Steve Perry. Men selv om han giver 100 pct. og synger dygtigt, så forekommer det sjæleforladt midt i Journeys opbagte lydunivers. Foreigners Kelly Hansen overtog også et par store sko fra forgængeren Lou Gramm, men han har forstået at inspirere og skabe kontakt til publikum - og han har sandsynligvis også et nemmere band at spille sammen med. 

Journey-folkene virker decideret uinteresserede i hinanden. Bassist Ross Valory ligner Michael Douglas med overdådigt tilbagestrøget hår, men han kan ikke tage koncerten alvorligt og laver grimasser af både forsanger Arnel Pineda og folk på siden af scenen. Han virker overlegen på den nedladende måde. Bag trommerne pisker Dean Castronovo storladne vindmøller af den mest visuelt dramatiske slags, og faktisk er det kun Neal Schon, der virker til rigtigt at ville noget med det hele. 

"Lights" er balladen, hvor Journey kunne have udvist sans for dynamik og "light and shade", men igen står alt på maks, og nummeret er overbelastet og fuld af forspildte chancer for finesse og samspil med publikum. Alt sammen meget ærgerligt, for Journey er den perfekte poprockmaskine, der i sin tid har pumpet alarmerende mængder hits ud. Nu er de blot et rockorkester på autopilot, der leverer varen med hverken blod, sved, tårer - eller smil. 

"Wheel In The Sky" rammer rent, og alle klapper i takt. Koncerten slutter med imponerende publikumsdeltagelse på de allerstørste Journey-træffere, "Don't Stop Believin" og "Any Way You Want It". Københavnerne har åbenlyst savnet at synge sammen med Journey, men gensynsglæde alene gør ikke en god koncert. Især ikke hvis man fornemmer, at kasseapparatet på scenen spiller højere end instrumenterne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA