x
This Is Head: Roskilde Festival, Pavilion Junior

This Is Head, Roskilde Festival, Pavilion Junior

This Is Head: Roskilde Festival, Pavilion Junior

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Inspirationen fra post-punk kombineret med elementer af elektronisk musik er populær i disse år, med vidt forskellige resultater til følge. Malmö-kvartetten This Is Head blander deres post-punk-påvirkning med indflydelser fra 70'ernes krautrock-scene, og resultatet er langstrakte, minimalistiske, repetitive kompositioner – ofte med lange instrumentalpassager, kortfattede tekster og sangtitler, der hyppigt blot består af et tal.

Sådan var det også på Pavilion Junior-scenen, hvor This Is Head lagde ud med et hårdtpumpet nummer karakteriseret ved analoge synths, en melodisk pumpende bas, en kortfattet tekst sunget af guitaristen Henric Claesson og et break, hvor bassisten Tom Malmros kastede sig over en gulvtam for at assistere trommeslageren Adam Jacobsson med rigtigt at banke musikken ind i kroppen på publikum.

I næste sang var Henric Claesson i front med minimalistiske, skarpe guitarfigurer og en krystallinsk, diskant lyd ikke helt ulig The Edge oven på mere pumpende bas i en instrumental komposition. Herefter overtog keyboardspilleren Björn Wiking mikrofonen og fik assistance af Rebekkamaria, hvis ellers smukke vokal dog lå lidt lavt i mikset. Det samme gjaldt faktisk også både Björn Wiking og Henric Claesson, hvis vokaler i det hele taget var en kende spage og ikke rigtig passede til den mørkttonede musik. Tilmed var melodilinjerne lidt svage, når der blev sunget – hverken vers eller omkvæd stod særlig skarpt tegnet. Senere vendte Rebekkamaria tilbage og gjorde det lidt bedre, hvilket man også burde kunne forvente, med den flotte ungpige-poprøst hun er i besiddelse af.

This Is Head var dog klart bedst, når de lod de langstrakte instrumentalpassager få frit løb, hvilket heldigvis skete ofte. Når bassen dunkede, og når guitaren skar sirligt udformede guirlander i musikken i lange forløb med små, men effektive variationer, var det en sand fryd at slå sig løs til This Is Head. Det skete eksempelvis på afslutningsnummeret "0003", hvor instrumenterne fik taletid i mange minutter, men hvor Henric Claesson desværre begyndte at synge lidt i slutningen, hvilket tog noget momentum ud af en ellers fremragende, minimalistisk komposition.

Hvis jeg var producer, ville jeg anbefale This Is Head enten at få sig én ny, bedre sanger – en karakterfuld vokal på niveau med eksempelvis Troels Abrahamsen fra Veto eller Silas Bjerregaard fra Turboweekend – og så gøre lidt mere ud af melodilinjer i vers og omkvæd. Eller simpelthen spille instrumentalmusik, hvilket de gør fremragende. Lige nu står de og vakler mellem to stole, med masser af potentiale, der bare endnu ikke helt har forløst sig.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA