x
Ryan Bingham: Lille Vega, København

Ryan Bingham, Lille Vega, København

Ryan Bingham: Lille Vega, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Egentlig er det måske lidt tåbeligt at tale om håb for en mand der allerede har hentet Oscar-, Golden Globe- og American Music Award- priser, men når man kun lige har rundet de 30 og har smidt tre album ud på kun fire år, så giver det måske forventninger om noget endnu større.

Ryan Bingham er opvokset i vest-Texas og har en fortid som både rodeo-rytter og talentfuld high school quarterback, som det hører sig til på de kanter. Det blev dog musikken der for alvor fik fat i Ryan Bingham. Stort set alt omkring Bingham er hyllet ind i amerikansk folklore, og hans musikalske univers trækker på store koryfæer som Springsteen, Mellencamp og Dylan for nu bare at nævne de tre mest åbenlyse. Hans tekster kredser ligesom de to førstnævnte typisk omkring en knust amerikansk drøm, om end han heller ikke er bange for at hylde helten der vinder imod alle odds, som vi netop så det i filmen "Crazy Heart" hvorfra Bingham vandt sin Oscar for tema-sangen "The Weary Kind".

Tematisk er det også her vi åbner aftenen, med historier om de fattige og eksistensløse. Særligt de to åbnere, sangene "A Dollar a Day", om folk der arbejder i solen hele dagen bare for at banken kan tage deres penge, og "Depression" med hjertet der bliver skænket til "a fucking wasteland", bare for at sangens hovedpersoner kan forfølge drømmen til Californien, sender tankerne imod John Steinbeck og hans malende portrætter af den bristede amerikanske drøm. På fjerde sang bliver der skiftet til elektrisk guitar, ikke helt uden symbolværdi, da sangen, "Dylan's Hard Rain", er er en klar reference til en anden af Binghams store helte og revser af det amerikanske samfund, Bob Dylan.

I det hele taget er der mismod og pessimisme malet ud over Binghams sange. I løbet af aftenen lyder det blandt andet "I'm losing faith in my family" og "make a minimum on a minimum wage, you come up short nearly every single day", og linjen "Been a desperado in West Texas so long I need a change" bringer minder frem om den weltschmerz-ramte fallerede football-stjerne, Tim Riggins, fra den amerikanske tv-serie "Friday Night Lights", som netop foregår i Texas, hvor Bingham jo selv, som vi har snakket om, gjorde sig som high school football-spiller.

 

Ensformigheden sætter ind

Hen imod slutningen af sættet er vi blevet pisket igennem en del guitarsoloer og et band der rocker ganske solidt igennem. Det er der ikke i sig selv noget galt med overhovedet, men det er bare, som om Binghams numre i længden går han og bliver en anelse anonyme. Det hjælper ikke synderligt, at vi skal have et bluesnummer fra opvarmningsnavnet Liam Gerner, som også spiller med i Binghams band. Sangen hjælper helt sikkert med til at hylde de rødder hvorfra Binghams musik udspringer, men fremstår på aftenen altså mest som en parentes. "Bluebird", som igen kalder på Dylan, slutter heldigvis sættet af på fornemste vis.

Ganske obligatorisk indtager Bingham igen scenen kort tid efter til ekstranumre, denne gang dog solo og igen med akustisk guitar, og det virker som en rigtig god ide. "The Poet" bliver leveret rigtig flot, og da sangen nævner Mariachi-musik, finder Bingham det passende at følge op med en gammel klassiker fra netop denne genre, "La Malagueña" som Bingham angiveligt lærte af en gammel mexikaner da han som 11-årig lærte at spille guitar imens han boede på grænsen imellem Texas og Mexico.

Det virkede faktisk rigtig godt, hvis man lukkede øjnene var det lige før, man kunne se sig selv stå alene tilbage med det håbløse forsvar af The Alamo. Hele fem ekstranumre får vi, de sidste med hele bandet, og her forfalder vi desværre lidt til det ensformige igen. "Bread and Water" fungerer via sin gode melodi faktisk rigtig godt som sidste nummer, men den lange jam-outro bliver trukket lige det længere end godt er.

Hvis man har set dokumentaren "I Am Trying To Break Your Heart" om det amerikanske band Wilco, kan man på et tidspunkt se guitarist med mere Jay Bennett spørge forsanger Jeff Tweedy om, hvorfor han ikke har lyst til at "rocke ud" længere. Den diskusion har tydeligvis overhovedet ikke været oppe at vende hos Ryan Bingham & The Dead Horses, og fred være så med det. På et tidspunkt kan det dog godt være at diskussionen bliver nødvendig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA