x
Frisk Frugt : Roskilde Festival, Gloria

Frisk Frugt , Roskilde Festival, Gloria

Frisk Frugt : Roskilde Festival, Gloria

Anmeldt af Peter Ramsdal | GAFFA

"Sig mig, står de bare og jammer? Det skal blive spændende at se hvad det bliver til". Sådan sagde en kvinde bag mig til sin sidemand, da koncerten med Frisk Frugt allerede var fem-ti minutter gammel. Det hele var begyndt med, at en pige var kommet slæbende ind med en tung klump ler. Herefter fulgte en hornblæser, en saxofonist, en tubaist, fløjtenister og percussionister, indtil der i alt stod 12 mand m/k på den nyetablerede Gloria-scene. Den næsten ti minutter lange intro endte med at blive til "Palmevinsdrikkerens vækkelses blues", og så var det vist slået fast for enhver blandt publikum i den ombyggede barak, at her var tale om avantgarde-musik et par galakser væk fra planeten Mainstream.

Efter det indledende nummer blev legetøjsinstrumenterne gemt af vejen, så Frisk Frugt nu i sin grundopstilling var tre mand på blæserinstrumenter, tre percussionister/trommeslagere, tre guitarister og tre piger, der formede lerfigurer, som blev projiceret op på teltdugen under koncerten.

Frisk Frugts orkesterleder Anders Lauge Meldgaard var klædt i blå skjorte og habitjakke, røde jeans, brune lædersko og bevæbnet med sin gule guitar, og musikken var om muligt mindst lige så spraglet og farverig som dets bandleder. Selv i de mere strukturerede sange blev strukturen brudt op, og nye mønstre brød frem i sangene undervejs.

Musikken var en ung og frisk udgave af Frank Zappa med skæv jazzrock og udsyrede soli og improvisationer. I Frisk Frugts version tilsat et godt skvæt afrikansk inspiration. Hektisk og heftigt at lytte til, nærmest som en slags Palle, Polle og Ruth på speed.

Frisk Frugt sprudler af musikalske idéer, men de har stadig et stykke vej at gå før de når den præcision i legen, der bringer dem på niveau med forbilledet. Det var som om luften af og til fik lov at slippe ud af ballonen undervejs mellem numrene med intrumentale intermezzoer og stemning af instrumenter.

Finalen endte som det sig hør og bør i improvisations-jazzrock med et ekstatisk inferno af guitarstøj, tre trommeslagere der løb i røven af hinanden, mens de slog løs på alt hvad der mindede om percussion og trommer alt imens der blev slået på leret med kæppe og danset som om der var en ål i gamacherne på den ene "lerdue".

Det var hvad det blev til. Spændende var det. Og muntert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA