x
Oh Land : Roskilde Festival, Cosmopol

Oh Land , Roskilde Festival, Cosmopol

Oh Land : Roskilde Festival, Cosmopol

Anmeldt af Marta Sørensen | GAFFA

Hun havde beatet, også dengang. Da Oh Land for tre år siden udsendte sine spændte og velafrettede lejesoldater af råkold pop, var det til den tunge tromme.

Det hamrende langsomme hjerteslag under det holdte, neurotiske vejr og disse åbningsord til hit-advarslen "Audition Day": "We can't dance no more". Nå, ikke?

Kolossalt pakkede Cosmopol vovede torsdag aften at være stærkt uenige for ikke at tale om stærkt klappende, syngende og forventningsovergående mange. Scenen var for lille, Oh Land for vild og for hjemvendt fra det store USA med "Son Of A Gun" og "Voodoo" i sin armé.

Men denne gang var beatet ikke den sparsomme krigskanon, det var en samling konstant dansende fødder.

Nanna Øland Fabricius har nemlig sluppet popdivaen løs, både på sit stjerneproducerede andet album, "Oh Land", og på scenen. Hun kom ind iført massiv hvid fjerkrone og matchende gulvlang kjole, efter at balloner havde lyst med hendes ansigt på. Senere skiftede hun til brudeslør; ikke prangende, bare gennemført svaneagtigt.

Perfekt og genkendelig
Som den uskyldige hvide hovedperson i "Black Swan" har Oh Land også danset ballet, og rester af de engang så minutiøst udstrakte lemmer ses ikke bare i hendes bevægelser på scenen, men også hendes stemme. Efter at beatet havde hamret den indledende strygerkvartet på "Perfection" tilbage, trådte den perfekt styrede Oh Land-vokal frem uden knæk, stønnen eller skødesløse triller.

I løbet af koncerten var den enten alene eller foran det barberbladsskarpe pigekor, som debutalbummet introducerede så imponerende.

Også når de selvbevidste beats løb løbsk på "Rainbow" eller forsøgte at overtage scenen på "Human", var der ingen tvivl om, at stemmen var Oh Lands. For det meste var genkendeligheden af det gode.

USA's glitrende overflødighedshorn af popproduktion boostede og opblødte de målbevidste toner og de kolde, ensomme "ooh"-støn. Men på de mest funky og dansable numre kom vokalen næsten til kort; snigløbet af festen, for langsom til spontaniteten.

Til sidst vendte Oh Land tilbage til den klassiske - og klassisk Oh Land'ede - næsten-stilhed med ekstranummeret "Frostbite", siddende alene ved keyboardet og stemmen i fuldt flor. Hun skulle have "left them wanting", tænkte jeg, men tog fejl, da "We Turn It Up" kom på.

Ikke mit yndlingsnummer, lidt for påtaget naivt, men helt igennem fyldestgørende som afslutning. Mellem den sang og "Frostbite" ligger Oh Lands lyd i dag, men hvis jeg kender hende ret, ikke for evigt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA