x
PJ Harvey : Roskilde Festival, Arena

PJ Harvey , Roskilde Festival, Arena

PJ Harvey : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Peter Ramsdal | GAFFA

Englands rose Polly Jean Harvey har gennem de sidste snart 20 år udsendt det ene fremragende studiealbum efter det andet, og derfor var forventningerne med rette høje til den engang så krasbørstige furie før koncerten på Arena.

Senest har hun udsendt "Let England Shake", et konceptalbum, der kredser om krig, død og ødelæggelse og Englands moralske forfald. Fremført lavmælt og underspillet. Transformationen fra album til koncert på Arena fredag aften ændrede ikke meget på det indtryk.

PJ Harvey indtog scenen i sit hvide englekostume med en fjerprydelse på hovedet som en slags shamanistisk tornekrans. Første nummer var titelnummeret fra "Let England Shake" fremført på autoharpe, der lyder som en blanding af en harpe og en guitar, blot for at fuldende engleillusionen. Med sig på scenen havde hun sine trofaste legekammerater Mick Harvey, John Parish og trommeslageren Jean Marc Butty.

Derefter fulgte "The Words That Maketh Murder" og "C'mon Billy", inden PJ Harvey smed autoharpen og fandt sin hvide guitar frem til den sublime "This Glorious Land", der i teksten opregner frugten af England som forældreløse og deforme børn affødt af krigens rædsler, tilsat jagthorn excellent inkorporeret i begyndelsen af nummeret. Stemningen var langsomt ved at blive bygget op.

Midt i sættet kom så "Down By The Water", der blev mødt med aftenens hidtil varmeste bifald, hvorefter Harvey igen smed guitaren og hev autoharpen frem i "All And Everyone", der i grænselandet mellem spoken word og sang viste, at Harvey er en uforfalsket discipel af Patti Smith.

Mod slutningen af koncerten fulgte endnu et par perler fra det seneste udspil, "Bitter Branches" og "On Battleship Hill", den sidstnævnte fremført på akustisk guitar, førend der igen blev skruet et par grader op under gryden med et par af hendes ældre numre; først "Big Exit" og "Meet Ze Monsta", hvor Harvey endelig hev sin sorte guitar frem, og det begyndte at rive lifligt i øregangen. Herefter gik Harvey af scenen efter i alt en times musik og 16 numre.

Hvis man havde håbet, at Harvey ville komme tilbage med tre-fire ekstranumre for at sætte gryden i kog blev man slemt skuffet, for det skete aldrig. Om det var Harvey selv, der ikke ville mere eller hun ikke måtte for festivalen? Tjah, hvem ved, men det kunne ligne en tanke, at hun ikke måtte spille efter klokken 23, fordi gæsterne på Love Camp ellers dårligt ville kunne høre det lille pift når de skulle åbne deres næste Bacardi Breezer...

Koncerten var lige så nuanceret i sit musikalske udtryk som den var insisterende og lavmælt, men personligt savnede jeg lidt af den vildskab, der først blev demonstreret i det afsluttende nummer "Meet Ze Monsta". Det er som om, at PJ Harvey efterhånden har spillet sig væk fra Roskilde teltscener og tættere på Operahuset i København. Et par plyssæder havde ikke været af vejen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA