x
The Tallest Man On Earth : Roskilde Festival, Odeon

The Tallest Man On Earth , Roskilde Festival, Odeon

The Tallest Man On Earth : Roskilde Festival, Odeon

Anmeldt af Marta Sørensen | GAFFA

Var det risikoen for endnu et regnskyl, der fik Roskilde-gummistøvlerne til at bevæge ind under Odeons favntag, eller var det muligheden for at møde det, der må være en af denne festivals bedste stemmer?

Efter et par numre hældte jeg til det sidste. Ikke bare på grund af den jublende og klappende crowd, der sang med, mens himlen udenfor blev lysere og lysere, men fordi Kristian Matssons vokal denne eftermiddag ikke vaklede et eneste øjeblik.

Og ja, i begyndelsen og et par gange længere fremme lød svenskeren bag The Tallest Man On Earth lidt som Bob Dylan: Den evige sammenligning, der er så oplagt, når man hører hans plader, men som temmelig hurtigt virker temmelig utilstrækkelig, når man hører ham live.

Tusind andre ting
Mattson har Dylans snerren og vrængen, når det passer ham, men han har også tusind andre ting. For eksempel større bredde og dybde, et gutturalt Tom Waits-agtig growl og evnen til at svinge sig fra et pibende klynk til den mest indfølte blues-klage på et halvt sekund. Meget vildere, end det pænt trimmede skæg og den kortærmede skjorte lægger op til. Publikum så og hørte, at det var godt.

I hvert fald godt nok til at fylde scenen ud kun sammen med Mattsons guitar i løbet af de første syv numre, hvorefter bas og trommer kom på. Meget velkomment, men egentlig ikke savnet, for de svenske skoves sydstatsinspirerede sanger kunne sagtens fylde alle krogene ud alene.

Mest med dansende selvsikkert fingerpicking, der med det samme løftede folks hænder, og mere sjældent med mystisk tilbageholdenhed på "Where Do My Bluebirds Fly". Mattson er ikke en såkaldt alternativ folk-musiker, der med slide-guitar og elektroniske effekter forsøger at udvide den horisont, som seks strenge og ti fingre satte for mange år siden et sted i USA. Han sparer på effekterne og er ikke længe om at slutte hver sang.

Bedst alene
Ganske vist lader han backingbandet løfte "Sometimes The Blues Is Just A Passing Bird" til et højt svæv på den lovende linje "how you light over me". Og ganske vist hamrer stortrommen den Dylan-refererende pointe hjem på "King Of Spain" (og med mere glæde og imødekommenhed, end Dylan plejer at udvise). Men det er glasur på kagen, og ved sang nummer 11 er Mattson alene igen.

Og sådan er han bedst. Arrangementerne for bandet er nemlig ikke de mest spændende og trækker numrene faretruende tæt på den radiopopulære pøl af guitar-pop/rock/country, som Mattson er for interessant til at træde rundt i.

Hans stemme og strenge er klart hans bedste våben, måske sammen med den afvæbnende dybe mumlen om, at vi, publikummet, er "sweet people". Det var næsten også de eneste ord, man tydeligt kunne skelne fra hinanden, når Mattson talte og - desværre - ofte også, når han sang. Hvis ikke man kendte teksten, var det synd, at man ikke kunne høre den bedre. På den anden side lød det som om, publikum alligevel godt vidste, hvor Mattson ville hen: Fra Sverige til sydstaterne og, som det sidste ord i hans sidste sang sagde... "home".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA