x
James Blake : Roskilde Festival, Cosmopol

James Blake , Roskilde Festival, Cosmopol

James Blake : Roskilde Festival, Cosmopol

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

James Blake og hans to backingmusikere, som spillede henholdsvis trommer og guitar og elektronik, indtog scenen på Cosmopol med en ydmyghed, som ikke umiddelbart stod mål med det talrige publikums begejstrede modtagelse af dem. For dem, som så Blake spille i Lille Vega i april, var frygten måske nok, at man "blot" ville få en gentagelse af hans fine koncert der, men den frygt skulle vise sig at blive gjort grueligt til skamme.

Første nummer, det stemningsfulde Unluck med den ildevarslende messen, der bærer mindelser om barndommens skrabede knæ og brækkede ben, demonstrerede det eminente samspil, trioen kan præstere. Ikke en tone eller lyd for meget, og heller ikke for lidt. På samme overbevisende måde kunne balladen Give Me My Month så demonstrere, hvor dygtig en sanger, den unge Blake rent faktisk er.

Første halvdel af koncerten bød også på sublim rytmik, drivende støjflader (Tep & The Logic) og fantastisk stemningsopbygning mod et crescendo (noget, der skulle vise sig at blive et tema for hele koncerten) med sublime versioner af tvillingenumrene Lindisfarne I og II. Sidstnævnte endte i et synth- og basorgie, som kunne få selv den mest wobble-afhængige lyddreng til at overgive sig, nikke med nakken og kaste hænderne i vejret.

Den tidlige perle CMYK fra ep'en af samme navn fik en så begejstret modtagelse af det opkørte publikum, at James Blake ydmygt takkede for, at der var nogen, der kendte til hans materiale fra før albummet udkom. Her viste bandet sig fra en aldeles dansevenlig side med fire til gulvet og tropiske snares. Det store hit Limit To Your Love udløste naturligvis enorm jubel, både når Blake mesterligt croonede, og når Rob McAndrews, også kendt som Airhead, udløste kaskader af fluktuerende bas. Ligesom til koncerten i Vega havde nummeret fået en ekstra dub-dimension med lækkert trommespil fra Ben Assiter. Og her skulle man så tro, at koncertens naturlige højdepunkt var nået, men sådan var det ikke.

Med et diskret "This one goes out to Mala" indledte Blake et forrygende smukt og buldrende ondt cover af Malas dubstepklassiker Anti-War Dub, og hvor originalen krydres med et paranoidt klingende vokalsample, blev det her sunget smukt af James Blake, som blev akkompagneret af vild torden fra oven. Her viste bandet virkelig sin styrke med fremragende samspil og en dyb forståelse af groove og passende mængder af både festlig løssluppenhed og afmålt minimalisme. En yderst imponerende balancegang. Resten af koncerten kæmpede bandet med at overdøve naturens egen subbas, men ikke desto mindre fik de fortryllet publikum godt og grundigt med en særdeles overbevisende og intens version af The Wilhelm Scream, som sluttede koncerten af og sendte de begejstrede publikummer ud i den silende regn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA