x
Arctic Monkeys : Roskilde Festival, Orange Scene

Arctic Monkeys , Roskilde Festival, Orange Scene

Arctic Monkeys : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Jeppe Kiel Revsbech | GAFFA

"I wanna rock and roll," insisterede Arctic Monkeys-trommeslager Matt Helders på "Brick By Brick", og det var akkurat, hvad de fire Sheffield-knægte gjorde, da kvartetten indtog Orange Scene tidligt lørdag aften.

Som et forvarsel om det gigantiske skybrud, der allerede murrede i horisonten, bragede Alex Turner og hans tro følgesvende koncerten i gang med "Library Pictures" og den hektiske "Brianstorm" – og så var ører og øjne ellers revet med.

Særligt de første 25 minutter understregede, hvor dygtig en sangskriver Alex Turner er – og hvor meget han har fjernet sit blik fra fortidens idoler som The Strokes og The Libertines mod mere tungt og tight rockende Arctic Monkeys.

Queens Of The Stone Age-frontmand, Josh Homme må eksempelvis nikke anerkendende til sin protegés kunnen på "Suck It And See"-singlen "Don't Sit Down 'Cause I've Moved Your Chair", der blev fremført med cool uh-kor og en basgang så tung, at både marv og ben stod for skud. Knapt så gennemtrængende, men lige så vellykket lød "She's Thunderstorms", som Turner i øvrigt ganske passende dedikerede til publikum med ordene:

"I mean, look at the skies…"

Kølig distance
Og jo, uvejret pressede sig rigtignok på, mens Arctic Monkeys delte rundhåndet ud af sit bagkatalog – men det gjorde også en lidt kølig distance til koncertsceneriet hos især frontmand Turner, som sangene skred frem. Han virkede kort og godt lidt ligeglad med at stå på scenen og brugte rigeligt med tid på at stemme sin guitar og vende ryggen til publikum – ligesom resten af bandet heller ikke havde synderligt travlt med at udvise entusiasme.

Det skæmmede koncertens intensitet en smule – for det burde vel egentlig ikke gøre taknemmeligheden mindre, at man som Arctic Monkeys for længst har prydet et hav af festivalplakater. Men den opfattelse var trommeslager Matt Helders tilsyneladende ene om at dele.

Iklædt T-shirt og afslappede Adidas-shorts piskede han til gengæld sine Union Jack-klædte tønder med en næsten umættelig energi, der faktisk endte som koncertens højdepunkt og for alvor fik frit løb på abernes signatursang, "I Bet That You Look Good On The Dancefloor", som ikke overraskende sendte Orange Scene i ekstase.

Jo, Arctic Monkeys rockede solidt igennem – men køligheden lurede i det fjerne. Bogstavelig talt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA