x
The Walkmen : Roskilde Festival, Odeon

The Walkmen , Roskilde Festival, Odeon

The Walkmen : Roskilde Festival, Odeon

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Der er hverken det prangende eller det stort opslåede show, man skal forvente sig, når man går til koncert med The Walkmen. Sådan var det også på den pænt besøgte Odeon-scene sidst søndag eftermiddag. Her var hverken skyskraberhøje monitors eller en overdimensional sceneopsætning at spore. Derimod var der et band til stede, som taler gennem deres elegante blanding af garagerock og rock'n'roll uden på noget tidspunkt at vakle.

Gnistrende udtryk

Selv om The Walkmen har udgivet en række fremragende album de sidste ti år, er det store gennembrud udeblevet, og gruppen har nærmest fået kultstatus som outsider-band. Det er til gengæld også en rolle, de befinder sig godt i, hvilket Roskilde-publikummet fik at mærke. Som en elegantier arriverer den yderst karismatiske sanger Hamilton Leithauser iført sandfarvet jakkesæt og dertilhørende sort slips. Mens han hænger ind over mikrofonstativet, afmærker bandet deres territorium med On The Water's knivskarpe guitarlines. Newyorkerne får et godt tag i publikum med flere af sangene fra deres anmelderroste album Lisbon fra i fjor, deriblandt den skøjtende surfrocker Angel Surf City, der leveres med et gnistrende udtryk. Den iørefaldende Juveniles leveres med noget der nærmer sig schlagerkarakter, og den drømmende Blue As Your Blood svæver sfærisk ud under teltdugen.

Opvisning i det simple

Som på album får The Walkmen vist, at deres knastørre vintage-sound fungerer i bedste velgående live. Paul Maroons pågående guitarkrøller pakket godt ind i rumklang skaber sammen med Matt Barricks hule slag på trommerne gruppens lyd. Især Everybody Who Pretended To Like Me Is Gone's lange intro, hvor de to hovedinstrumenter bygger op til hinanden, er en ren opvisning i, hvor simpelt tingene kan gøres og alligevel blive afleveret med en nerve, der fylder lydbilledet helt ud.

 Hæmningsløst medrivende

Midt i sættet sænkes tempoet, hvor bandet i bedste tro fornemmer, at de kan fastholde publikum. Det fejlskøn bliver straffet med en del udvandring fra teltet, og publikums irriterende småsnak. Heldigvis har The Walkmen på det tidspunkt ikke spillet deres to bedste sange. Sjældent har den rugende desperation lydt så fantastisk, som den gør på The Rat, der bliver spillet beskidt og hæmningsløst medrivende. I sanger Hamilton Leithauser har gruppen en vokalist, der forstår at skrige lungerne ud. "You got a nerve to be askin' a favour" er en sætning, han absolut mener. The Walkmen runder af med All Hands And The Cook, og sætter en streg under deres ry som et fantastisk spillende liveband.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA