x
Larry Graham & Graham Central Station: Islands Brygge, København

Larry Graham & Graham Central Station, Islands Brygge, København

Larry Graham & Graham Central Station: Islands Brygge, København

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Vejret holdt, ikke flere skybrud trods en tordnende dyb funk fra scenen, der kunne have fremprovokeret storm. Opfinderen af banke/slag-bassen, Larry Graham, var ved vandet: Udendørs live på Islands Brygge. Og det blev en festlig funky fest, selv om publikum ind i mellem skævede op mod skyerne. Men ingen vejrproblemer, sikker underholdning fra første indmarch af bandet op mellem publikum denne gang i røde og hvide dragter, en hyldest til DK? En tak for sidst i 2010? Hvor bandet spillede for en udsolgt Amager Bio, og Gaffa gav 6 stjerner.

Arven fra Godfather Brown

Larry Graham løfter sin bas op, publikum kvitterer med jubel. Spaden er i centrum, og jeg talte i alt 6 bassoli i løbet af showet. I gang med "We've Been Waiting", og fra første tone kan det høres, hvor Prince, The Time, Rick James, Funkadelic og Red Hot Chili Peppers har deres funk fra, ligesom det høres at 65-årige Larry Graham har sin fra James Brown. "Can I take you to the bridge?" Brøler Graham med sin dybe tenor, videre til "It Ain't Fun To Me", "It's Allright" med Grahams Central Stations karakteristiske doo-woop-korsang og "Feel The Need In Me". Vi er i bas-Mekka. Hele Københavns samlede bas-liga er til stede og slagfingrene står ikke stille i luften. Indtil en kedelig udgave af "Rain"(af Ann Pebles 1973), som Tina Turner gjorde til et megahit i en meget bedre version end Grahams. Sangerinden Ashling Cole kæmper bravt med klassikeren, men forgæves. Kapelmester Graham viser sig at være en snakkesalig hyggeonkel og efter en lang historie, sætter han i gang med mere Thumpin' and Pluckin' som han kalder sin basstil; rytmisk riven i strengene i nummeret "Hair", hvor tre unge langhårede hippier frisk ind fra Roskilde Festival får lov til at danse med.

Torden-kamp for 2

Funk er en art afroamerikanernes folkemusik; en slags gospel, men noget mere hårdtslående, i hvert fald som Graham banker den sammen, og derfor skal der publikum på scenen, synges call and response-fællessang, smiles og leveres party all over. Og dét mestrer Graham Central Station. Bandet sætter i gang med en veloplagt udgave af Stevie Wonders "Higher Ground" i et anderledes rå-funky arrangement, og så rykker festen. Og kapelmesteren véd, hvordan han får publikum i bas-ekstase; det er tid til mesteren og trommeslager Brian Braziel alene på scenen i et nøje iscenesat battle. Graham banker derudaf med slagbas med effekter; phaser, forvrænger og oktavpedal, så den 4-strengede buldrer endnu kraftigere. Med citater fra den gamle bassolo "Earthquake" fra albummet "Now Do You Wanna Dance" fra 1977, flår han i vores ører, laver feedback og gnider sin space-bas op ad mikrofonstativet - det gør godt! Larry Graham bliver kaldt bassens Jimi Hendrix, og væk var folkeligheden og hyggen. Festens højdepunkt for mig.

Anyone want some?

Der skal jo altid være en ballade i et sæt, og "One In A Million You" beviser, at Graham også kan synge silkelagen-lækkert som Barry White. Flere gode melodier er på vej; nu er det tid til Grahams gamle kapelmester Sly Stone og et medley af Stones funk-evergreens. Men dé falder ikke i så god jord blandt publikum, indtil Graham som altid inviterer folk op på scenen og spille. Et hold sangere beviser, at de mange aftenskole-gospel-hold ikke har været helt forgæves, men dét her elsker det danske publikum! Nu koger det og koger helt op, da den danske funkmester Thomas Risell får overrakt Grahams bas og kan alle mesterens licks til fingerspidserne i en forrygende solo. Larry smiler pænt til konkurrenten, og som den ægte showmand han er, sender han lutter smil og glæde rundt. Men mon ikke han tænkte: "Det var lige godt satans!?"

God debut for de 2 danskere

Hurtigt videre til "The Jam" og hele Graham Central Station får hver tildelt en solo og beviser, at der ikke er nogle fakes på det her hold. Heller ikke blandt de to Graham-debutanter, Michael Millfield (der jammede med i Amager Bio 2010) og Nis Toxværd, der som solo fælles leverer en kort udgave af jazzstandarden "Night In Tunesia". Imponerende af de to pæne danskere, der dog langt fra optræder som amerikanske fest-showbisser. Endnu. Slut med mere slagbas via to Sly Stone klassikere "Thank You For Letting Me Be Myself" og ekstranummeret til funk-endestationen "I Wanna Take You Higher". Godt gået af en 65-årig herre, der stadig er i tommelfinger-storform og samtidig håndterer en glimrende leadvokal.

Publikum løftede funk-DSB op

Larry Graham er heldigvis forblevet sig selv. Og han har fastholdt målet: At tage publikum højere og højere op, men nogen stor komponist er han ikke. I længden blev meter-funken lidt ensformig, heldigvis afbrudt af en håndfuld gode sange komponeret af andre. Koncerten virkede lidt tung at tæve i gang, og bandet benyttede undervejs alle de publikums-aktiverende tricks, der står i musiker-Biblen. Men de virkede! Særligt for bandet selv, der under Sly Stone-medleyet fik hevet sangere, en rapper/breakdanser og en bassist op på scenen, og på dén måde hevet sig selv helt op i funk-himlen. Lidt skuffende at repertoiret nærmest var identisk med koncerten i Amager Bio sidste år, jeg ville gerne have hørt nyere ting fra albums som  "Back By Popular Demand" (1998) og "GCS2000" (1999). Men folke-funk-festen lykkedes, og stakkels sanganlæg der måtte stå af et par gange, anlægget kunne simpelthen ikke klare at flytte så megen luft, lyd, energi og fantastisk tordenpowerbas. Men det kunne publikum - og Graham Central Station, der slog, rev, festede og sejrede. Tryllefunk!

(Billedet er fra en tidligere koncert, red.)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA