x
Randy Brecker, Bill Evans, Medeski, Martin & Wood: Islands Brygge, København

Randy Brecker, Bill Evans, Medeski, Martin & Wood, Islands Brygge, København

Randy Brecker, Bill Evans, Medeski, Martin & Wood: Islands Brygge, København

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Kan De lide østers? Kan De lide freejazzsoulbop? Hvis ikke, så var denne aften på havnen ved Islands Bygge ikke noget for Dem. Jeg elskede cirka halvdelen af koncerten med de to veteraner Randy Brecker og Bill Evans' projektband Soulbop og deres nye rytmegruppe Medeski, Martin & Wood. Musikken flød frit, vildt, slapt og funky og uorganiseret, men en del var tydelige maveplaskere. Til gengæld var der på det nærmeste udsolgt. Godt gået Danmark til en så kompromisløs jam/koncert.

Musikalsk forventning

Medeski, Martin og Wood sætter et midtempo funk-groove i gang, "Untitled", og at tyde på kvintettens søgende blikke svæver der spændende usikkerhed i luften. Bandet glæder sig til det ukendte, de aner ikke hvad der vil ske, men Randy Brecker tager teten, og placerer tingene i relief med en trompetsolo, der blæser sublimt ind og ud af og ved siden af tonearten. Åben leg. 53-årige Bill Evans følger op, men er ikke på højde med Brecker, han er tæt på at være lige så gammel i gårde, men slet ikke nær så god som f.eks. Randys bror, Michael. Personligt bryder jeg mig ikke om Evans tone på tenorsax. John Medeski kan noget mere og ubesværet med sit orgel med wah-wah-effekt, og super funky er det da. Et laaangt løst nummer slutter og følges af dyb laaang tavshed fra musikerne. Hvad gør vi nu?

Fræs og lir

Endelig gang med det der starter som en jazzrumba "Message For Mike", og alle griber hver en solo rundt i flere forskellige rytmer, og det står hurtigt klart at MMW har fortjent deres berømmelse som en yderst innovativ rytmegruppe, der kan fyre op om hvem helst og hvad som helst. Få akkorder og skæv modal improvisation, der kan minde om sen Miles Davis og hans orkestres åbne former. Heldigvis tager Bill Evans denne gang fat i sin sopransax, som han mestrer langt bedre end den tenorsax, der har så mange legendariske forbilleder at leve op til. Men hér er det jeg alligevel tænker trivi-jazz; fræs derudad over en akkord, blændende lir og megen tomgang. Chris Woods bassolo redder dog nummeret i et ualmindeligt tæt sprællende samspil med trommeslager Billy Martin. Men sangen ebber ud i et tudsegammelt fortærsket soulgroove.

Rodet legeplads

Videre til "Junkyard" og samme formel; forvirret, løst, dygtigt, langtrukkent. En del af publikum er unge mandlige jazzhipsters og en del musikstuderende med kærester, men deres kvinder begynder at sende lange blikke ud over havet, solen, havnefronten og længes efter andre destinationer.  Og jeg keder mig også. Jeg nyder normalt en god ond ruskende freejazz, men det er gjort meget bedre før i andre sammenhænge. Bill Evans fortæller fra scenen, at holdet netop er frisk ankommet fra New York. Kunne man så ikke have aftalt noget bedre på den otte timers flyvetur? Bandet griber fat i "Junkyard", der lyder passende som en rodet musikplads, trods Medeskis fine Melodica-solo med forvrænger (En melodica er en art blæser-klaver, der lyder som en spinkel harmonika), og igen en god stabil trompetsolo fra Brecker. Pause.

Kaptajnen er på

2. sæt begynder med "The Dipshit", og nu er vild storm blevet til groovy krusninger. "The Dipshit" er en stram aftalt jazzsamba med tema og det hele. Bill Evans kan lide rammerne og fyrer sin bedste solo af, dog igen overgået af en endnu mere hot og 100-kilos gråskægget bamse på trompet, ja Randy er bare Kaptajnen. Stilsikkert, men fuld af Breckers personlige fortælling via messingen. "The Dipshit" er aftenens næstbedste nummer, hvor MMW igen driller med skæve indfald, temposkift og bøjede toner, men det hænger alligevel sammen, og næste nummer, "Wiggles Way", er koncertens højdepunkt. Evans tager et godt valg, og griber sopransaxen og ud flyder det pludselig som en frisk ung Wayne Shorter, selve temaet er interessant og Brecker Brothersk, og Evans får sit højeste bifald i nettet. Randy Breckers solo bare igen bedre, og publikum tiljubler ham mere end Evans.

På godt dybt vand

"Cool Eddie" og "Dixie Hop" lægger sættet til kajs, og MMW spiller sig op i ørehøjde med Brecker, og det viser sig, at det er allerførste koncert med trioen for Brecker. Imponerende generel høj klasse fra Kaptajnen med kasketten. Nogle vil kalde hans spil rutine; jeg mener, at han fortæller bedre og mere personlige historier på hornet end mange andre. Stemningen er nu også vendt, publikum er mere på, enkelte kvinder danser ligefrem. Lidt. Ekstranummer bliver "Amish Pinxtos", der begynder som en interessant uptempo reggae-boogie med en fin melodi og igen blændende soli fra Evans, Brecker og Medeski, men ender desværre i det fortærskede soulgroove, som vi har lyttet til hele aftenen. Og det afslører nogle af aftenens problemer for MMW.

Handling og forvandling

Der var i forvejen enorme forventninger til MMW, der har indspillet adskillige mesterværker med blandt andre John Scofield. De er berømte for en flydende blanding af groove, avantgarde og improvisation, men denne aften gyngede det ikke perfekt. De tre New Yorkere der har spillet sammen i 20 år var ikke sig selv, og nogle deres varemærker: mellotronen og den eksotiske percussion havde de ikke pakket ud. Første sæt var en tvivlsom rejse i en freejazz, som andre mestrer bedre. Andet sæt var som forvandlet og Soulbops funky jazzsoul gav bedre og klarere rammer og retninger for trioen. På broen oppe over dem alle, blæste 65-årige Randy Brecker. Kaptajnen alene hiver en ekstra stjerne hjem.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA