x
Danzig: Amager Bio, København

Danzig, Amager Bio, København

Danzig: Amager Bio, København

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Arkivfoto

Nok er håret blevet tyndere og maven tykkere, men New Jerseys onde heavy-pendant til Elvis, Glenn Danzig har stadig en energi og en stemme, der kan blæse langt de fleste andre jævnaldrene direkte på plejehjem.

Og når den hårdt pumpede djævle-dværg så vælger at drysse stribevis af gamle klassikere ud over sit sæt, så er det svært ikke at skabe en fest, selv om vi er midt i ugen og halvdelen af publikum stadig plejer de værste Roskilde-tømmermænd.'

Klassiske skæringer

Netop Danzigs klassiske skæringer fra herrens tre første skiver, der kom til verdens i samarbejde med produceren Rick Rubin, burde være obligatorisk lytning for enhver med hang til heavy og heldigvis havde den ellers noget krukkede Danzig onsdag aften i Amager Bio nok selverkendelse til at give efter og servere en sveddryppende koncert fyldt med klassikere som "Her Black Wings", "Twist Of Cain" og ikke mindst hittet "Mother".

Efter den tidligere Misfits-frontmand midtvejs i koncerten havde hældt et par liter vand og over sig selv og sit hårdt indsnævrede korset, behøvede man således som tilskuer blot lukke øjnene og forestille sig, at kalenderen skrev 1993 og Danzig ikke havde forpestet verdens med de mange ligegyldige udladninger, der fulgte efter bruddet med Rubin i midten af 90'erne.

Energien intakt

Energien og stemmen var stadig stort set intakt trods dåbsattesten skriver midten af 50'erne og godt bakket op af sit bank bestående af blandt andet tidligere Prong-guitarist Tommy Victor og Type O Negative-grydetamper Johnny Kelly, der brillerede med at tæske sin lilletromme i stykker, hvilket blev mødt med begejstring fra frontmanden. Mod aftenens slutning var det dog tydeligt, at gamle Glenn trods alt lige måtte ud og hive efter vejret et par gange blot for at vende stærkt tilbage og levere en fejlfri udgave af "How The Gods Kill" fra pladen af samme navn.

Brøl fra fortiden

Endnu et brøl fra fortiden blandt utallige, der sørgede for at holde liv i masserne og sikre Danzig en arbejdssejr, der allerede blev kørt i hus ved klassikeren "Mother", hvor fundamentet under den gamle bio gyngede faretruende.

De af aftenens numre, der var hentet fra Danzig seneste studiealbum viste sig dog ganske hæderlige, selv om reklamerne for dagens koncert praler lovende med, at det er mandens største hitlistesucces i 16 år. Det siger mere om de mellemliggende plader, end om den nye "Deth Red Sabaoth", som bestemt har hæderlige numre som "Rebel Spirits" og "Ju Ju Bone men som stadig ikke kan måle sig med fortidens bedrifter.

Fehår og ølvom

Og selv om ilten både hos hovedpersonen i blandt folk i salen nu var opbrugt blev det trods alt til to stabile ekstranumre, hvor Danzig endnu engang viste en nyfunden selverkendelse ved at spille endnu to klassikere heriblandt "Long Way Back From Hell."

En energiudladning af de få, og for folk der var til stede onsdag aften, er det blot at glæde sig over, at man har fået overværet Glenn Danzig, mens han, trods fehår og ølvom, stadig havde kræfter til at springe rundt på scenen som en pumpet kanin fra Duracell.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA