x
Grinderman: Store Vega, København

Grinderman, Store Vega, København

Grinderman: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Arkivfoto

Siden Roskilde Festival sidste weekend takkede af for i år, er der forbløffende mange store navne, der har besøgt København på mere eller mindre små scener. Først lagde den legendariske rockhelt Danzig vejen forbi Amager Bio, derefter mødte den notoriske saxofonist-støjer Mats Gustafsson sit publikum up-close-and-personal på Nørrebro-spillestedet Mayhem, og i søndags var slapstick-tegneserieheltene i Primus så forbi Store Vega. Denne tirsdag aften var turen kommet til Grinderman, der blot otte måneder efter deres sidste koncert i Danmark altså allerede nu vendte tilbage med deres beskidte, psykedeliske rocksmadder. Nick Cave og co. på besøg i Vegas intime rammer? Det er jo også værd at tage med!
 
Febrilsk start
Og ja, Grinderman var virkelig værd at tage ind og se endnu en gang. Allerede fra aftenens åbningsnummer, "Mickey Mouse and the Goodbye Man", var det tydeligt, at der herskede en særligt medrivenede og ganske febrilsk spillelyst medlemmerne imellem. Til trods for at Jim Sclavunos gemte sig bag tønderne klædt i et nobelt hvidt jakkesæt og en lidt mere trimmet skægvækst, end sidst han var på besøg, var det mest af alt hans hidsigt skramlede trommespil, der allerede fra start af fik Vega til at bevæge sig lige på græsen til det vanvittige. Intet fisefornemt spil hér. Smid da to støjende guitarer fra henholdsvis Nick Cave og Warren Ellis ind i billedet, en psykedelisk og punket bas fra Martyn P. Casey, en ulvehylende/-syngende Cave samt numrenes slemme, perverse, moderiske tekster, og man har sig et soundtrack til den lukkede. 
 
Derfra var der højdepunkter nok at vælge imellem. "Get It On" fra den selvbetitlede '07-debut fik tidligt i sætlisten etableret et fysisk nedtalelsesretorisk rabalderforhold mellem Cave og Ellis, der gennem skub, hidsigt kropsprog og gensidige råb paradoksalt nok skulle virke helt motiverende for deres respektive sceneoptræden resten af koncerten. "Evil" fik den smadrede luftguitar frem hos én, den afsluttende støj-del i "When My Baby Comes" fik det vuggende og svejende frem hos publikum, "Honey Bee (Let's Fly to Mars)" fik ens dansesko til at summe rundt i hele lokalet af glæde og "No Pussy Blues" fik hytten til at koge med af veloplagthed. Det var ganske enkelt festligt fedt og musikalsk dynamisk.   
 
Ikke noget frikvarter
  
Det er okay at blive harm, når folk kalder Grinderman for et Nick Cave-"frikvarter". Det er det ikke. Faktisk var sidste års Grinderman 2 det bedste album, Cave har bidraget til siden The Bad Seeds-pladen The Boatman's Call (1997), hvorfor det efterhånden længe ventede Seeds-album i dén grad skal være af en høj standard for at overgå "frikvarterets" musikalitet. Dynamik er der nu også nok af, hvilket blev slået fast med boretryk og søm i Vega denne aften.
 
Ud over aftenens dominerende vanvidsstemning var der heldigvis også et par tidspukter, hvor de fire herrer skruede ned for galskaben, og i stedet tunede ind på kærligheden og skønheden. Et af de tidspunkter sneg sig ind i form af "What I Know", som på studieversionen er en smuk, nedbarberet hymne, der på en på én gang melankolsk, tragisk og sarkastisk vis indrammer et helt liv fra fødsel til død på blot tre minutter, inden den afslutningsvis bliver et stille fælleshyl om at gribe dagen. I live-regi blev den leveret med lige nøjagtig den forståelse for indfølt patos, den fortjener. Det var simpelthen bare smukt.
 
Da bandet senere kom til "Palaces of Montezuma", som var det første af aftenens fem ekstranumre og også en af sætlistens mere delikate sange, var det dog på både godt og ondt, at bandet havde spillets sig selv og hinanden op i så højt et gear, at de rent faktisk havde ret svært ved at falde ned igen. "Montezuma" blev i hvert fald spillet i et lidt for raskt tempo, til at man kunne nyde den helt så meget, som man gør på plade. Et af deres bedste numre blev da et af koncertens mindre vellykkede.   
 
Forrygende deja-vu
 
Til trods for at aftenens sætliste var en tro kopi af den, de spillede i Falconer Salen tilbage i oktober sidste år, så skulle man lede længe efter numre, som blev leveret med automatpiloten slået til. Faktisk forekom det slet ikke. De fire bastardmusikanter var simpelthen ikke til at skyde igennem. Tværtimod blev stort set hvert eneste nummer knaldet fuldblodigt ud over scenekanten og leveret med en så gigantisk spilleglæde samt dét, der vist bedst kan beskrives som værende én stor umanerlig lyst til bare at fyre den af. Når Cave laver hans "smack that ass"-bevægelser med rodeohånden viftende over hovedet og underlivet kørende med så meget beskidt overbevisning, som var tilfældet i Vega, så tager man gerne turen den ene gang til.
Så til trods for at der på papiret ikke skulle have været ret meget nyt under solen, så endte koncerten alligevel med at være én stor positiv overraskelse. Den står uden tvivl som Grindermans til dato bedste koncert i Danmark, og selv om vi selvfølgelig gerne ser noget nyt materiale, inden de igen må fnde vej herop, er vi selvfølgelig på pletten, også ligegyldigt hvornår de så end måtte beslutte sig for at komme forbi. For har de flere af dén slags dejlige, mågede overraskelser gemt oppe under skjorteærmet, så vil man virkelig ikke gå glip af det.   

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA