x
Black Country Communion: K.B.Hallen, København

Black Country Communion, K.B.Hallen, København

Black Country Communion: K.B.Hallen, København

Anmeldt af Henrik Friis | GAFFA

Black Country Communion var ikke mange dage gammel før de første rygter om ego-clashes i "supergruppen" begyndte at svirre. Og allerede fra start ved Danmarks-debuten tirsdag aften i K.B.Hallen blev det da også understreget hvilken aparte sammensat gruppe, der egentlig er tale om.

Yngste mand på scenen, sympatisk/generte Joe Bonamassa er gemt bag solbriller og baseball-cap, og uden nogen som helst fagter - han taler faktisk kun gennem guitaren. Som direkte kontrast til ham er alderspræsidenten, snart 60-årige Glenn Hughes, der tordner rundt på scenen som en teenager, med åbenstående skjorte, mega halssmykke, sænket kampklar bas og konstant på-vid-gab åben mund og grotesk mimik - og med en evig trang til at træde helt hen til og over i de andre musikeres intimsfærer for at være med, når rampelyset skifter væk fra ham selv. Bag de storlydende tønder sidder så Zep-sønnike Jason Bonham, der ikke fortrækker en grimasse og synes cool'ere end kold i røven over hele virakken – og så er der Derek Sherinian bag alle keyboardene i et helt anonymt hjørne af scenen.

Sådan virkede det i hvert fald, mens vi nede på halgulvet lige skulle vænne os til, hvordan rollefordelingen egentlig var deroppe på scenen i det nye band, mens startsangene fra debut-albummet, den mørke intense blues-rock Black Country og skoleeksemplet i fængende radiorock, One Last Soul åbnede koncerten.

Modtagelsen kunne de fire ikke klage over: var den ikke ligefrem ekstatisk, var den til gengæld varm hos et publikum, hvor den gamle garde var i overtal, og som for manges vedkommende lignede folk, der allerede var fans dengang i december 1973, hvor Glenn Hughes var med på scenen til verdenspremieren på Deep Purple Mark III på selvsamme Frederiksberg-adresse.

Se hinanden an

Men skulle de fremmødte anno 2011 lige se den gamle helt og hans nye venner an, kom de ganske hurtigt til at overgive sig. For vist er og bliver Glenn Hughes en selviscenesættende superkrukke, men lige så sikkert er det, at hans stemme (stadig) er glimrende og imponerende høj lige som basspillet er insisterende. Og som koncerten skred frem var det også lige før man kunne forveksle hans higen efter spotlyset med ivrighed for at gøre det specielt godt netop denne aften. Som Hughes selv fortalte, betød den ekstra meget for ham på grund af ovennævnte 38 år gamle begivenhed, hvor hans internationale karriere startede for alvor.

Joe Bonamassa lod sig i hvert fald ikke mærke med, at Hughes gang på gang stod helt henne i fjæset på ham, da guitaristen i koncertens fjerde nummer flyttede fokus fra Hughes' hårde rock til guitaristens mere folk-bluesede og melankolske univers i The Battle For Hadrian's Wall – et nummer som især live gør sig godt, og som i det hele taget blev indgangen til en stærk periode, hvor Black Country Communion understregede, at de har mange strenge at spille på.

For eksempel blev Song of Yesterday koncertens første store højdepunkt, mens den voksede op fra lyrisk balladeblues og gradvist fik flere og flere kalorier: Duo-sang mellem Bonamassa og Hughes, stærk drivende guitar-solo – og så stigende mærkbar tyngde af Bonham bag trommerne. Det er i numre som dette, samt Save Me, Cold og BCC-udgaven af Bonamassas The Ballad of John Henry (der overskudsagtigt endte i Billy Cobham-klassikeren Stratus!), at Black Country Communion virkelig fremstår som en gruppe deroppe på scenen, der gør sig stærkere sammen trods alle de individuelle talenter.. Det gælder såmænd ikke bare Hughes, men også Bonamassa som virkelig lyder til – og ser ud som om – han nyder at være med i en sammenhæng, der kræver andre takter og farver i hans spil.

Tålmod, sejhed og tyngde
Alt i alt en glimrende periode med masser af tålmod, sejhed og tyngde– og en periode der ikke bare overbeviste alle i nede salen, men hvor smilene oppe på scenen mellem de fire også blev flere og flere. Selv hos stenansigtet Bonham, som efterhånden udviklede sig til en venlig bamse, der også agerede med publikum. Ja, det fungerede simpelthen, og det lød ikke kun som den vanlige kliché, da Hughes undervejs bekendtgjorde at dette blot 19. job i gruppens karriere var "det hidtil bedste".

Kun genrens vanlige solo-nedslag – begrænset denne aften til ørkenvandring med Derek Sherinian og et klart påskud for fadølsoptankning – kunne trække ned inden et af BCCs måske flotteste og mest ambitiøse numre, The Great Divide og hårdrockeren Sista Jane lukkede hovedballet.

Og blev de ikke lidt længere ude i bagscene-området end vanligt, mens salen råbte og klappede på mere? Jo, men det kunne de også godt tillade sig.

Man in the Middle fik det hele op at højtrykskoge igen, og mon ikke Glenn Hughes havde det helt specielt, da gruppen som afslutning fyrede Burn og dens superriff af – på samme scene som Hughes var med til at spille netop dette nummer live for allerførste gang for alle disse mange år siden? Det var ren fest: Søren Andersen (guitarist i Hughes' solo-band og  supportact denne aften) blev hevet ind fra siden, og der gik så meget fejring i det hele oppe på scenen at samspillet i solo-afsnittet bøffede.  Men ingen sure miner over det. Kun store afslutningssmil og glade fællesbuk mod publikum.

Hvad de fire og alle deres andre solo- og karriere-gøremål levner af plads for BCC i fremtiden – både Bonamassa og Bonham er supertravle på egen hånd – må tiden vise. Men der er vist ikke mange blandt de 12-1300 tilskuere fra i aftes, som ikke er klar til at tage en bekendt eller to med til en ny omgang med en supergruppe, som denne aften levede op til betegnelsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA