x
Take That: Parken, København

Take That, Parken, København

Take That: Parken, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Så skete det. Det potentiale, der med al tydelighed blev indfanget med det så udmærkede album "Progress" (2010), blev endelig indfriet på dansk grund. Med et forrygende og overdådigt sceneshow og en imponerende hitparade fik Take That som forventet cementeret sig som den stærkeste popenhed, verden pt. kender til. Allerede det første glimt af sceneopbygningen bevidnede, at noget stort var undervejs. Den imponerende scene, der blev omsluttet af en gigantisk, robotlignende figur, var udvidet med en usædvanligt lang midterrampe, der førte hen til en mindre scene med ganske tæt publikumskontakt. En opsætning med et budget, der kun er til rådighed for de allerstørste.

Således var det også helt rimeligt, at "Rule The World" var blevet valgt som åbningsnummer. En koncert, der naturligt lod sig inddele i fem afdelinger, og til sikkert manges overraskelse – og muligvis skuffelse – foregik den første del helt uden den hjemvendte Robbie Williams. Den fine åbning blev fulgt op af potente udgaver af singlerne "Greatest Day" og "Hold Up A Light" fra albummet "The Circus" (2008), som førte de fire medlemmer ud på den mindre scene, hvorefter Mark Owen – nu alle alligevel var samlet på det danske nationalstadion – fik publikum til at kaste sig ud i en desværre noget kakofonisk og asynkron udgave af vores nationalhymne. De to store comebackhits, "Patience" og "Shine" fra "Beautiful World" (2006), fulgte efter, og sidstnævnte var blevet indhyllet en scenografi og koreografi, der kunne være udtænkt af Syd Barrett i 1967. Og så var første del slut. Fem af det gendannede Take Thats største hits, serveret lige i rap og med en passende blanding af selvtillid og taknemmelighed osende ud af Mark Owen, Gary Barlow, Howard Donald og Jason Orange.

Williams stjæler showet
Men væk var de så, lige pludselig. Uden nogen hovedpersoner på scenen buldrede en revideret udgave af "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" ud af højttalerne, og straks efter påbegyndtes så et af 90'ernes mest glædesvækkende klaverriffs – introen til Williams' monsterhit og hyppigt anvendte åbningsnummer, "Let Me Entertain You". Responsen fra publikum – allerede inden Williams svævede om bord på scenen – var fænomenal, og da de så endelig fik lov at se Williams i levende live, blev den aldeles øresønderrivende.

Han tordnede derudad med grå stænk i håret men med omtrent lige så megen energi, som han altid har kunnet bryste sig af. Kærligheden til Danmark blev erklæret igen og igen og så igen, og da "Rock DJ" fulgte op, stod det klart, at koncertens anden del ville være et dedikeret solosæt fra Williams. På én gang et stærkt medrivende og ganske kærkomment tiltag, men i konteksten også lidt ærgerligt, fordi Williams i dén grad fik de fire andre medlemmers ellers så fortrinlige åbning til at blegne. At han så havde en sang om Danmark med i ærmet – ikke mindst omhandlende Peter Schmeichel, som en kameramand fangede og straks smed op på storskærmen til alles store fornøjelse – kombineret med opfordringer til at overgå Sverige i diverse henseender, gjorde kun publikums hengivelse til Williams endnu større.

"Come Undone" i en helt igennem troværdigt vrængende og således forrygende udgave (afrundet med en bunke Destiny's Child-referencer og Lou Reeds "Walk On The Wild Side") blev fulgt op af "Feel" og naturligvis "Angels", under hvilken Williams lagde sig på knæ og tilbad publikum. Take That fik fem numre til at opsummere deres to album uden Williams, mens han fik samme antal til at opsummere hele sin solokarriere. Dén opgave slap han usandsynligt godt fra.

Femkløver fra "Progress"
Det krævede ikke en doktorgrad at regne ud, at tredje del af koncerten så ville komme til at bestå af samtlige fem medlemmer af Take That på scene(r)n(e) på samme tid. Og ganske rigtigt. Efter et imponerende opvisningsstykke bestående af omtrent femten springende, kravlende og klatrende dansere var det blevet tid til "The Flood", førstesinglen fra "Progress" med Williams og Barlow i vokalmæssig front – under hvilken danserne indgik i et imponerende vandfald på højde med hele scenen.

Denne tredje del af showet kom således også til at bestå af fem numre, denne gang fra samme album og alle fem krydret med imponerende scenografier og koreografier. "SOS" og "Underground Machine" blev fulgt op af "Kidz", der havde fået tilføjet et noget surrealistisk intermezzo med et såkaldt dance-off, hvor ikke mindst Jason Orange fremviste sine fortsat imponerende breakdance-evner – alt imens Williams rappede derudad via ord fra hans noget udskældte album, "Rudebox". En særdeles fin udgave af "Pretty Things" – med en smuk ballerina som scenografisk omdrejningspunkt – rundede koncertens tredje del nydeligt af. 

90'er-nostalgi tur-retur
Fjerde del blev indledt med lidt opstillet chit-chat mellem Williams og Orange, der med et glimt i øjet diskuterede, hvor vidt Williams var blevet fyret eller selv var skredet fra Take That – dengang for halvandet årti siden. De blev afbrudt af Owen, der pointerede, at deres skænderi havde fået det til at regne – og lige så snart de stoppede, holdt den diskrete støvregn faktisk også op. Barlow konstaterede tilstedeværelsen af tangenter og en akustisk guitar på scenen, og at det da vist så ud til, at København gerne ville høre nogle af de gamle sange. Og jo da, det ville publikum da for så vidt hjertens gerne.

Det blev i første omgang til korte og knapt så seriøse a cappella-udgaver af "Take That And Party" og "Could It Be Magic", inden Barlow førte sine medkumpaner gennem ganske anstændige udgaver af "A Million Love Songs", "Babe" og "Everything Changes". Nostalgien var i højsædet, og til ingens overraskelse blev dette trekløver akkompagneret af gruppens vel nok største hit nogensinde, "Back For Good". En fin udgave af en sang, som gruppen ikke kunne være sluppet af sted med ikke at spille.

Under "Pray" gik pusten for første gang en smule ud af koncerten, og opfølgeren, "Love Love" fra den aktuelle ep, "Progressed", (og som samtidig også er temaet til "X-Men: First Class"), fik ikke bragt stemningen helt tilbage til det punkt, hvor den gerne skulle have været. "Never Forget", som rundede den fjerde del og dermed koncertens ordinære spilletid af, gav dog et positivt løft. Det skyldtes ikke mindst den kolonorme robotfigur, som ganske spektakulært blev rejst til fuld højde i løbet af nummeret, midt blandt det begejstrede publikum. 

Flammen tændes atter
Femte og sidste del – der rent dramaturgisk må betegnes som værende ekstranumrene, uden Take That som sådan nåede at blive kaldt tilbage på den scene, de netop havde forladt – åbnede med en særdeles kort udgave af Williams' "No Regrets". Sangen, der for tretten år siden én gang for alle slog fast, hvordan han havde det med sine på det tidspunkt tidligere kammerater i Take That. Et fint indslag, der næppe havde været ringere af, at hele nummeret var blevet fremført med de øvrige medlemmer på vokal sammen med Williams.

Nuvel, her fungerede den blot som intro til det gamle monsterhit, "Relight My Fire", der endelig løftede stemningen tilbage til det niveau, den havde været på under "Back For Good". Et afgjort højdepunkt ved nummeret var Williams' rå falset, der erstattede Lulus vokal på gruppens oprindelige udgave af Dan Hartmans gamle klubhit fra 1979. Den endelige afslutning på koncerten kom i form af en nydelig og troværdigt hjertevarm udgave af "Eight Letters", der også fungerer som afslutningsnummer på "Progress". 

Overordnet set knapt så sammenhængende
Og så var det slut. Rundt regnet 2½ times massiv popunderholdning, der både gav anledning til at huje og danse, til at skråle og til at juble, og sågar også til at få let våde øjne i ny og næ. Dansere, krudt og megamekanik underbyggede det velspillende band og de velsyngende herrer, der for det meste blev indhyllet i ganske hæderlig lyd – især vokalmæssigt – på det ellers så ofte kritiserede nationalstadion. Opvarmningen havde Pet Shop Boys stået for med et forrygende veloplagt, ti hits langt sæt, og bortset fra en smule regn hist og her, så var alle rammerne på plads for det, der potentielt set kunne være "the greatest night of our lives", sådan som Barlow i koncertens andet nummer håbede så inderligt, at det ville blive.

Blev det så det? Nej, trods alt ikke. Og der er to ting, der i hvert fald bør nævnes i denne forbindelse. For det første var scenografien – hvor imponerende den end var – ikke noget nær så konceptuelt sammenhængende som på Take Thats forrige turné med "The Circus", hvor alt gik op i en højere cirkusenhed. Den noget bizarre blanding af retro-futurisme, psykedeliske kostumer og krudt til den store guldmedalje kombineret med kæmperobotter, fjerprydelser og sværdkamp er bestemt bjergtagende ét nummer ad gangen, men et sammenhængende univers – under temaet "fremskridt" – var en kende svært at identificere.

For det andet var flowet i koncerten en smule pudsigt. Som allerede beskrevet blæste Williams sine fire kolleger af banen med sit soloshow, og hvis man kigger på de omtrent 25 numre, som koncerten indeholdt, og for en stund blot kigger på, hvor stor begejstring, de hver især vakte – ja, så kommer det unægtelig til at fremstå som om, de største kanoner blev fyret af lige lovlig tidligt i det samlede show.

Man kunne snildt forestille sig en variant uden den så markante opdeling, som især prægede de første tre af de i alt fem dele. En variant, hvor "The Flood" kunne have åbnet ballet, og hvor Williams deltog i fremførelsen af numrene fra de to albums uden hans medvirken, ligesom de øvrige fire medlemmer kunne have fået lov at synge med på numre fra Williams' solokarriere, eksempelvis med "Let Me Entertain You" som første ekstranummer. Denne – eller en tilsvarende variant af showet – havde på endnu mere troværdig vis givet et billede af det fremskridt og det fællesskab, som de fem herrer er så ivrige efter at formidle. Sådan som koncerten i praksis forløb, var det trods alt ikke femenigheden, der syntes at være i højsædet.

Når disse to pointer så er leveret, så skal det imidlertid stadig stå klart og tydeligt, at aftenens koncert uanset hvad var underholdning i verdensklasse, og at der kun var enkelte øjeblikke undervejs, der individuelt set ikke fungerede helt optimalt. En så stor iver efter ikke at kede folk er – kombineret med Take Thats sandsynligvis svimlende budget – ikke sådan at kimse ad, og i det store hele må Take That i dén grad siges at have leveret varen. Også selv om det hele på visse punkter kunne have været endnu bedre.

 

Læs om nogle publikumsreaktioner i GAFFAs artikelsektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA