x
The Shaking Sensations: East Of Youth

The Shaking Sensations
East Of Youth

The Shaking Sensations: East Of Youth

GAFFA

Album / Pad & Pen Records
Udgivelse D. 20.06.2011
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Hvis der søges efter den store musikalske overskrift, som lugter af sensation på The Shaking Sensations debut East Of Youth, skal der ledes ekstra længe. Derimod har bandet med deres instrumentale post-rock fat i noget langtidsholdbart, der stille og roligt bygges op som en gang moderne og monumental kompositionsmusik. Der er højt til loftet, når den københavnske kvartet udforsker rockens vekselvirkning mellem støj og nærmest stilhed. Knitrende med summende centrifugalkraft lægges der fra bord på åbneren All That Ever Lives Will Live Forever, hvorefter nogle majestætiske guitarer rejser sig som en storm for igen at falde til ro og slå over i den sjælfulde Our Hearts Were Young And Gay.

Hverken bands som Sigur Rós, God Speed You! Black Emperor eller Mogwai er gået The Shaking Sensations' næse forbi i deres sært æstetiske blanding af post-og shoegazer-rockens højloftede åbenbaringer. Især den stormfulde Glass Wings står stærkt med de to trommeslagere Mads Hantho og Christian Wejs Sørensen som indpiskere, inden orkanens øje nås, og stilheden lukker sig om én. Uden at sætte post-rockens dyder over styr har The Shaking Sensations med stor indlevelse på East Of Youth begivet sig ud på en rejse, hvor de sagtens kan følge forbilledernes musikalske lag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA