x
A Key Is A Key: Nakkefestival, Rørvig

A Key Is A Key, Nakkefestival, Rørvig

A Key Is A Key: Nakkefestival, Rørvig

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Sidste koncert på Nakkefestivalens Dragescene i år bød på A Key Is A Key, der også tidligere har optrådt på festivalen, hvilket også kunne ses af det flotte fremmøde til koncerten. Man fornemmede nok visse forventninger hos publikum, men om de blev indfriet er måske et godt spørgsmål, for gruppen spillede en noget anden koncert og en noget anden musik end sidst de gæstede Nakkefestival. Personligt synes jeg, at gruppen gjorde det godt og at koncerten pegede i retning af, at A Key Is A Key er et projekt, der har mange strenge at spille på, og publikum lod også til at lade sig overtale.

Musikalsk bevægede koncerten sig i et lidt mærkværdigt grænseland mellem sange med inspiration i såkaldt amerikansk roots-tradition - ikke sjældent skænkede man Tom Waits en tanke - og så inspiration fra forskellige former for afrikansk musik, og stemningen bevægede sig fra det indadvendte og stemningsmættede til det let fjollede og medrivende.

Alle musikere spillede flot, selvom de ret beset havde lidt svært ved at være der allesammen på den lille scene, hvor lyden også til tider var lidt for lav. Der blev forsøgt skruet op, men det resulterede i kortvarig overstyring, så der var ganske enkelt grænser for hvor megen volumen, der kunne klemmes ud af systemet. På mange måder havde det nok været en god idé, hvis koncerten i stedet havde været præsenteret på den store scene.

Disse problemer formåede dog ikke at spolere en god koncertoplevelse, ej heller for publikum, som tog godt imod gruppen og dens velspillede musik. De mange forskellige instrumenter og vokalernes forskellige stilmæssige udtryk sørgede for fin variation, og A Key Is A Key fremstod som en gruppe, der ikke alene var stilsikker, men også havde overskud. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA