x
Emma Acs: White Trash Fast Food, Berlin

Emma Acs, White Trash Fast Food, Berlin

Emma Acs: White Trash Fast Food, Berlin

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Københavnske Emma Acs og hendes forsamling af musikalske personligheder i The Inbred Family høstede tidligere på året velfortjente roser for debutalbummet Champagne, og hjemme ved tastaturet efter aftenens koncert ville det være bekvemt at kunne forlade sig på journalistiske klichéer og skrive en historie om at "Emma Acs indtog Berlin" eller noget i den stil.

Det er imidlertid desværre ikke helt, hvad der sker i aften, selvom bandet og hovedpersonen leverer en upåklagelig minikoncert og navnlig i andet sæt finder formen, ikke mindst i et overraskende og vellykket covernummer, som vi siden skal vende tilbage til.

White Trash Fast Food er, modsat hvad navnet kunne antyde, et lettere mondænt - eller smart, om man vil - etablissement, og selvom en betydelig flok danskere har fundet vej til lokaliteten i bunden af Schönhauser Alle i aften, er det tydeligvis kun en del af publikum, der er her primært for musikken. Når stedet så samtidig har krævet, at bandet deler sit i forvejen blot fyrre minutter lange sæt op i to, er der dømt vanskelige vilkår for den drømmende, akustisk-psykedeliske pop, københavnerne disker op med i aften.

Bittersød ambivalens

Rent æstetisk er der nu ikke noget at udsætte på rammerne; den lille scenes bagvæg udgøres af et stort, antikt spejl flankeret af guldbemalede kinesiske drager, og omkring 22.30 indledes seancen med en kort lydprøve efterfulgt af titelnummeret fra forårets debutalbum.

Setuppet er som sagt akustisk, men det meste af The Inbred Family er med, selvom vi beklageligvis må undvære såvel orgel som sitar, der ellers er to ganske centrale elementer i pladens lydbillede. Til gengæld indtager mandolinen en klædeligt fremtrædende rolle i aften, og allerede i andet nummer har bandet lagt sikkert fra land: "my lungs are black and my teeth are blue / I'm way too easy and so are you", som det hedder i et af Acs' adskillige skæve takes på genrens centrale mand/kvinde-tematik.

"Jeg tror aldrig, at man kun har det på éen måde, og det afspejles i min musik", forklarede frontfiguren Deres Udsendte sidste vinter, og netop den bittersøde ambivalens er et gennemgående træk i den unge sangskrivers lyriske modus.

"It's just our second show here in Berlin" fortæller hun publikum, inden "Green Stars & an Orange Sun" sender tankerne i retning af John Lennons "Across the Universe" og efter vi har fået den fine førstesingle "We Make Sense". Enkelt, effektivt og uprætentiøst, men trods den danske delegation har Acs og bandet ikke helt fået det spisende og drikkende publikum med sig, og efter endnu et nummer er første sæt allerede ovre.

Et klædeligt mørke

Det er en utaknemmelig opgave, men efter et intermezzo på tyve minutters tid tager Acs ufortrødent tråden op, og i anden del får koncerten for alvor tyngde og overbevisning. Hun har tydeligvis sunget sig varm nu, bandet er med hende, og det er vanskeligt ikke at lade sig forføre af de på éen gang gennemført anakronistiske og samtidig ganske originale sange. Med lukkede øjne under det røde pandehår leverer Acs en koncentreret "Bird Tale". Endnu en Beatles-reminiscent sag, iøvrigt; spillestedets hjemmeside har annonceret bandet som "Dream Pop", og det forekommer egentlig ganske rammende.

Original er også aftenens eneste covernummer: en indædt version af Joy Divisions "Transmission" er aftenens vokale højdepunkt og bibringer en klædeligt mørk nuance til aftenens seance. "Fever" rider videre på den energi, der er blevet frigjort. Men så er det slut - nærmest inden det er begyndt, som man siger. Det er en kort og lettere hektisk omgang, hvor bandet kun får lov at give en antydning af den store, psykedeliske rockoncert, de helt sikkert har i sig. Ikke mindst når der kommer lidt mere materiale at trække på end debutpladens små tre kvarter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA