Roxette: Plænen, Tivoli, København

Roxette, Plænen, Tivoli, København

Roxette: Plænen, Tivoli, København

Anmeldt af Signe Bønsvig Wehding | GAFFA

Allerede ved den massive kø til Tivolis indgang stod det klart, at projekt Roxette i den gamle have ville blive en udfordring. Jeg var lige nået frem til billetlugen, da man svagt kunne ane en baslyd, som blev genstand for diskussion om, hvorvidt Marie og Per allerede var gået på scenen. Ingen troede rigtigt på det. Vi kunne jo nærmest intet høre.

Der gik lang tid, før det ændrede sig. Gennem en afspærringslabyrint blev alle gelejdet igennem haven i en stor bue uden om Plænens scene. Da vi igen, et sted bag Glassalen, begyndte at bevæge os i den rigtige retning, var det stadig uden at kunne hverken høre eller se Roxette.

Det blev en masende kamp om pladserne, utrolig mange sild i en meget lille tønde, som ærlig talt fik de fleste stadionkoncerter til at synes meget let fremkommelige. Det var lidt af en triumf, da det efter en halv times tid lykkedes mig at lande et sted, hvor jeg faktisk kunne se min teenagetids store svenske stjerner på scenen. Og ind imellem endda høre dem også.

Jeg lod mig fortælle, at Marie og Per havde lagt ud med en stribe gamle hits efterfulgt af et par nye numre. Og derfra gik turen videre gennem de sidste årtiers hitparade fra duoen med numre som "The Look", "Listen to Your Heart", "Dangerous", "How Do You Do?", "Spending My Time", "Fading Like A Flower", "Joyride" og selvfølgelig "It Must Have Been Love".

Det massive fremmøde i Tivoli havde ikke glemt et eneste af Roxettes hits, og der blev skrålet ihærdigt igennem på de fleste af numrene. Det havde sine fordele og ulemper. Marie Frederiksson, som måske nok aldrig har haft en stor stemme, var denne fredag langt fra sit bedste. Flere gange strejkede vokalen helt på de høje toner, og det blev en frelsende løsning at lade publikum tage over. Den klare ulempe var, at med den lave lyd i Tivoli skulle der ikke mere end 5-10 mennesker i ens umidelbare nærhed til totalt at overdøve bandet.

I modsætning til Marie virkede Per Gessle til gengæld oplagt og leverede en solid performance, som gav indtryk af, at der langtfra er tømt ud på hans overskudslager. Hverken som sangskriver eller popsanger virker Per, som om han er færdig.

Fredagens koncert var i det store hele en nostalgisk oplevelse, som i øjeblikke havde den forventede fællesskabs-storhed – som når publikum skrålede "It Must Have Been Love" af deres lungers fulde kraft. Men oplevelsen var skammeligt domineret af, at Tivoli hverken kan levere lyd eller rammer på et niveau, som er rimeligt, når man lukker så mange mennesker ind til en koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA