x
Soundgarden: Rogers Arena, Vancouver, Canada

Soundgarden, Rogers Arena, Vancouver, Canada

Soundgarden: Rogers Arena, Vancouver, Canada

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Tilbage i maj 2009 sad undertegnede face to face med Chris Cornell i Vancouver. Interviewet handlede primært om hans daværende arbejde med Timberland omkring udgivelsen "Scream" (2009). Sidst i interviewet spurgte jeg, hvad chancerne var for en Soundgarden-reunion. Smilende svarede Cornell, at hvis han havde $1, for hver gang han fik det spørgsmål, ville han være en rig mand. Derefter understregede han, at en Soundgarden-reunion ikke var på tale.

Nytårsaften, seks måneder senere, offentliggjorde Chris Cornell via sin Twitter-profil, at "The Kings of the Sound table are riding again" – Soundgarden havde fundet sammen igen efter 14 års adskillelse.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt, som vor hedengangne statsminister Jens Otto Krag engang sagde.

Dog har der ikke været meget at hente i Seattle-gruppens reunion indtil videre. En halvtom hjemmeside blev oprettet i januar 2010. Gennem de sidste halvandet år er der blevet udgivet B-sider og et livealbum, og indtil for nylig var Lollapalooza-festivalen i Chicago, den eneste liveoptræden, det gendannede Soundgarden havde bag sig – hvis man ser bort fra en intimkoncert på grungeperiodens legendariske spillested Show Box (nu kaldet Graceland) i Seattle tilbage i april 2010.

Så der er ikke noget at sige til, at forventningerne var store, da gruppen meldte ud, at de ville tage på en mindre tour i Nordamerika i år, og fredag aften stod Cornell så på Rogers Arena i Vancouver, i spidsen for det band, han dannede tilbage i 1984.

Endelig tale om et nyt album
Badet i hvidt lys indtager Soundgarden scenen denne aften på den canadiske vestkyst. "Searching With My Good Eye Closed" fra gennembrudsalbummet "Badmotorfinger" (1991) åbner aftenens koncert. Efterfølgende glider bandet direkte over i "Spoonman", den første single fra bandets "Superunknown"-udgivelse (1994).

"Superunknown" var det album, der for alvor satte Soundgarden på det kommercielle musikalske verdenskort. Bandet tog springet fra den grungelyd, der havde kendetegnet dem på de foregående tre album, til en mere kommerciel lyd. "Superunknown" var det spring, der skulle til, for at Soundgarden kunne "flytte hjemmefra" - de var ikke længere kun en del af 1990'er-Seattle-bølgen, men havde nu en egen og selvstændig stemme, om man så kunne lide den eller ej. Alle "Superunknowns" fem singler gik top 20 på den amerikanske mainstream-Billboard-hitliste. Den dag i dag figurerer albummet som nummer 336 på Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste albums i det 20. århundrede.

"Room A Thousand Years Wide" og "Jesus Christ Pose", begge fra "Badmotorfinger", følger efter. Allerede her bliver det tydeligt, at der er noget, der ikke fungerer. Soundgarden har aldrig været et arena/stadion band; Cornells fantastiske stemme og Kim Thayils tunge guitarriffs drukner totalt i stadion delay, og numrene flyder sammen som én, ligegyldig enhed.

Cornell kan dog berette fra scenekanten, at der er et nyt album på vej – engang i 2012.


Cornell som hovedperson
Soundgarden anno 2011 er en anderledes konstellation, end da bandet gik fra hinanden efter udgivelsen af "Down on the Upside" (1996), men med den solokarriere, Chris Cornell har haft siden, kan det jo næsten heller ikke være anderledes. Ben Shepherd går stadig strækmarch over scenen med sin Fender P-bas, som var det Den Røde Plads i Moskva, tilbage da Soundgarden fandt tilbage sammen, i 1984, og tog navn efter den store vindskulptur i Magnuson Park i Seattle (A Sound Garden). Kim Thayil, som var primus motor bag de eksperimenterende power riffs, der fik Soundgarden til at skille sig ud fra resten af grungebanden i Seattle i 1990'erne, er denne aften en underlig statist i højre hjørne af scenen. Cornell spiller 90 procent af alle bærende riffs og lead. Cornell er da også alene på scenen under numre som "Blow Up The Outside World" og "The Day I Tried To Live" fra henholdsvis "Down on The Upside" og "Superunknown" -udgivelserne.

Aftenens numre er primært fra de to udgivelser "Badmotorfinger" og "Superunknown", men midtvejs får vi "Hunted Down" fra gruppens "Screaming Life"-ep fra 1987, hvilket giver et interessant tilbageblik på, hvordan Seattle-scenen lød i de sene 80'ere.

Time has gone for honest men

Jeg kunne remse samtlige 24 sange op, bandet leverede denne aften - men det ændrer ikke ved, at Soundgarden anno 2011 ikke giver mening. I hvert fald ikke denne aften i Vancouver, til stor, stor skuffelse for denne anmelder. Siden bandet offentliggjorde deres reunion, er der ikke rigtigt sket noget, hvilket virker underligt. Hvad er motivationen bag Soundgarden 2011? Ingen nye udgivelser, så de turnerer med deres greatest hits, hvilket er fint, men Soundgarden, og specielt Cornells fremragende stemme, har aldrig været noget, der skulle afleveres indhyllet i station delay. Soundgarden har altid været et band, der gjorde sig fremragende på mindre spillesteder: At opleve dem på en scene på størrelse med Parken var nærmest blasfemi, og udtrykket druknede i ligegyldighed.

Matt Cameron er noget mere interessant bag trommerne for Soundgarden end for Pearl Jam, men det kan jo være ligegyldigt, når det hele flyder sammen. Selv på numre som "Pretty Noose" og "Black Hole Sun" kan Cornell ikke hæve sin stemme over den dyne af lyd, der kendetegner denne aftens koncert.

Denne anmelder har vanskeligt ved at finde hoved og hale i Soundgardens reunion, dog skal dette jo ikke stå i vejen for en god koncertoplevelse. Havde bandet spillet på et sted på størrelse med Vega, er jeg sikker på, at oplevelsen havde været en helt anden; grungen var jo aldrig ment som stadionrock, men et udtryk, der tog afstand fra 80'ernes polerede arenakoncerter, med dens back-to-basic udtryk.

Måske Cornell bare var træt denne aften. Jeg mener, han har jo også et ganske succesfuldt sideprojekt ved siden af Soundgarden. De sidste seks måneder har han spillet sine en-mands akustiske koncerter for fulde huse over hele Nordamerka og har lige udvidet sin tour med jobs i Australien og New Zealand.

Soundgarden har solgt 21 millioner cd'er world wide, ni millioner alene i USA. De har en stor plads i musikhistorien, specielt i USA, så det er ærgerligt, at bandet ikke har større ambitioner for en gendannelse end det, de viste denne fredag aften på den canadiske vestkyst – maybe time is gone for honest men, som Cornell synger i "Black Hole Sun"...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA