x
The Artems: Danmarks Grimmeste Festival, Brabrand

The Artems, Danmarks Grimmeste Festival, Brabrand

The Artems: Danmarks Grimmeste Festival, Brabrand

Anmeldt af Rebecca Thuesen | GAFFA

Der er noget udefinerbart i luften foran Skovscenen. Forventning, selvfølgelig, men også noget andet, der ikke så let lader sig placere. Det er lidt, som om vi alle holder vejret inde, og mentalt stiller os på spring, klar til at hoppe en ti-tolv meter op i luften ved første basgang.

Den multinationale septet The Artems er noget helt specielt. Instrumenterne er ikke specielt eksotiske: Trommer, percussions, bas, guitar, keyboard. To sangere. Alt andet er til gengæld ikke hverdagskost overhovedet. Gruppens uniformer giver et praj om, at der gemmer sig en excentrisk lille djævel i The Artems: Der er en blodindsmurt kok, en astronaut, en racerkører, en pilot, en halvgammel mand, der ligner en hjemløs, en fyldig dame med afro-hår og kittelkjole, og en mand med bowlerhat og hellange wetlook-spanx, med et bur omkring hans ædlere dele.

Ska, balkan, tango og underfundige tekster

Danmarks Grimmeste Festival gør altid et nummer ud af at samle så mange genrer som muligt, og faktisk sørger bookingen af The Artems for at tikke ikke så få af boksene af. Det er en kombination af solskins-ska, charleston, tango, zorba, Balkan, reggae, surf-western, pop, rock og noget, der er bare helt deres eget. Og er I så færdige, det er noget, der vil fremad.

Teksterne er et miskmask, der ikke giver ret meget mening, men er sært dragende alligevel. "I Love Drugs", "Romeo And Juliet", "There Goes My Brain"... Og publikum skråler med, så snart refrænet er spillet igennem første gang.

Sangerinde Lai San har en fløjsblød og fyldig stemme, mens frontmand Artem synger mere hæst og hæsblæsende. Også synth-og-harmonika-manden har en fin stemme, der uden problemer sniger sig op i en følelsesladet falset, når stemningen går i den retning.

Rent teknisk er det en dygtig og sammentømret gruppe. De kender materialet og hinanden rigtig godt, og opfører sig i høj grad som en enhed, selvom musikken er så kompliceret. Mindre dygtige kunstnere ville lave et forfærdeligt rod ud af det samme materiale, men The Artems flyder igennem, og får i tilgift det hele til at se ganske let ud.

Man kan ikke stå stille

Selvom et par af sangene proklamerer "Stay Still" og "Stupefied", så er det langt fra, hvad der faktisk foregår. Oppe foran scenen er der en skøn danse-fest i gang, den slags, der ellers sjældent sker blandt det temmelig hæmmede danske publikum. Bevares, vi har alle sammen fået noget at drikke, men lige her og nu er det musikken, der beruser os, ikke lunkne fadøl.

Lydbilledet er ikke perfekt. Det blæser en smule for meget, så instrumenterne bliver mudret lidt sammen, og vokalerne drukner kortvarigt, men det er tilgiveligt. Det har været 45 fremragende minutter, ladet med sex, dekadence og kompetence. En sand fornøjelse.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA